102 procent flere voksne medlemmer på ti år. Det er et faktum for de idrætsforeninger, der dyrker floorball i regi af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI.
Floorball har været såkaldt fokusidræt i Bevæg dig for livet siden 2015, og derfor er det glædeligt, at medlemstallet for idrætsvisionens primære målgruppe nu er fordoblet.
”Det er en rigtig flot udvikling i en idræt, hvor der er arbejdet meget med nytænkning og tilpasning af aktiviteterne. I den forbindelse har foreningerne taget godt imod de idéer og koncepter, som Bevæg dig for livet er kommet med, og det har været med til at tiltrække medlemmer. Især blandt de voksne,” siger Susan Otte Hilden, som er fungerende programleder i Bevæg dig for livet.
Koncepterne Motions Floorball og Familie Floorball er to af mange nytænkte idrætskoncepter fra Bevæg dig for livet, hvor der netop er fokus på at skabe rammer for aktiviteter, hvor alle kan være med.
En ideel aktivitet for motionister
I Motions Floorball spilles der for eksempel på et mindre areal med færre spillere, og i kortere tid end i klassisk turneringsfloorball. Det har mange foreninger haft succes med at indføre - ikke mindst Alliancen KBH Floorball. Ifølge Jesper Malm, som er formand i Vanløse Floorball og talsperson for Alliancen KBH, er der hele 11 motionshold på tværs af tre samarbejdende klubber.
”Først og fremmest har flere fået øjnene op for, at floorball er god motion og nemt at komme i gang med. Reglerne er simple, og man kommer langt med en stav og noget gå-på-mod. Selvfølgelig kan man altid forfine teknikken og blive bedre, men man kan hurtigt være med i spillet og bidrage på holdet,” forklarer Jesper Malm og fortsætter:
”Vi oplever, at der er mange, som gerne vil dyrke motion en eller to gange om ugen, men som ikke nødvendigvis vil spille kampe i en turnering. Her er Motions Floorball en ideel aktivitet, hvor alle kan være med, og hvor alle får sved på panden i et meget omskifteligt spil. Samtidig er der det sociale aspekt og det faktum, at motivationen for at motionere ofte er højere, når man er en del af et hold.”
Alliancen KBH, som foruden Vanløse Floorball også tæller Frederiksberg Floorball Club og Floorball-Fællesskabet København, har samlet set 426 flere medlemmer end for ti år siden. Alle tre foreninger har succes med motionsholdene, som er den største årsag til medlemsvæksten.