- 20.-23. juni i Herning – med tyvstart af enkelte sportsgrene allerede fra mandag d. 17. juni samt kvindernes pokalfinale i fodbold på MCH Arena onsdag d. 19. juni.
- Tre centre courts spredt udover Herning samt enkelte andre venues
- Alle mesterskaber er GRATIS at overvære
- 40 sportsgrene
- Cirka 140 nye danmarksmestre skal findes
- Cirka 3.000 atleter og officials
- To 'kom-og-prøv-parker' i byen, hvor alle kan prøve kræfter med en lang række forskellige sportsgrene.
- Atleter fra hele landet
- DR er mediepartner på eventet og dækker det tungt på flere kanaler
- Bag eventet står DIF - i samarbejde med specialforbundene - og værtsbyen Herning.
DIF DM-ugen
Personlige rekorder gav guld til DM i længdespring
DIF DM-ugen foldede sig fredag ud i Herning, hvor danmarksmesterskaberne i længdespring blev afviklet midt på Torvet i værtsbyen.
For øjnene af stemningsfulde tilskuere fløj atleterne ud i sandgraven, så sandet strøg ud på publikum.
På kvindesiden var det Ida Beiter Bomme fra atletikklubben Sparta, der efter konkurrencen kunne kalde sig danmarksmester. Længdespringeren fra Herlev slog sin egen rekord med hele 16 centimeter og blev dansk mester med et spring på flotte 6,41 meter.
”Det var en megafed oplevelse. Jeg kan rigtig godt lide, at publikum står så tæt på, så man virkelig kan mærke stemningen.” - Ida Beiter Bomme
En stor triumf for den 22-årige atlet, der havde det helt store smil fremme, da guldet var en realitet.
”Jeg havde regnet med, jeg kunne springe langt – men ikke så langt! Så det er bare fedt, at det sker her,” siger Ida Beiter Bomme, der storroste stemningen på Torvet i Herning, hvor rigtig mange mennesker var mødt frem fredag eftermiddag.
”Det var en megafed oplevelse. Jeg kan rigtig godt lide, at publikum står så tæt på, så man virkelig kan mærke stemningen.”
På herresiden var der også masser af stærke præstationer. Selvom regnen skyllede ned over længdespringsanlægget i Herning, var der masser af eksplosivitet og flotte svæv ud over sandet.
Efter en tæt konkurrence blev det Kasper Larsen fra Aarhus 1900, der med 7.60 meter og personlig rekord nappede guldet foran Sebastian Ree Pedersen (Sparta) og Tórur Mortensen (Aarhus Elite).
”Det er super fedt - og så foran så stort et publikum. Det er det fedeste,” siger Kasper Larsen, der havde svært ved at få armene ned efter vinderspringet.
”Det betyder utrolig meget at komme her og blive dansk mester og sætte personlig rekord, det er simpelthen fantastisk.”
Henover weekenden afvikler Dansk Atletik også DM i kuglestød (for herrer) samt DM i stangspring og 5 km gadeløb.