Debat: Lad os stoppe jagten på den næste OL-guldvinder i børnehaven

Kronikken er bragt i Politiken 1. juni 2024 og skrevet af Jesper Nøddesbo, tidligere OL-vinder i håndbold; Sara Slott, tidligere OL-sølvvinder i atletik; William Kvist, tidligere landsholdsspiller i fodbold; og Frans Hammer, næstformand I DIF (Danmarks Idrætsforbund).

Da vi var børn, var der ikke noget, der hed privattræning. Det handlede om at have det sjovt, og det var ofte i selskab med vennerne. Det var ikke sikkert, at de kunne matche os på niveauet, men til gengæld var der garanti for venlige drillerier og et godt grin. Og hvis der blev spillet uden for de normale træningstider, så var det helt på eget initiativ og oftest aftaler, der opstod helt spontant i den lokale hal, fodbold- eller løbebane.

Når vi føler behov for at sætte os til tasterne nu, så skyldes det, at ser nogle ærgerlige tendenser i den måde, børne- og ungdomsidrætten i visse tilfælde udvikler sig på. I medierne har vi set historier om børn ned til 5-årsalderen, der i nogle tilfælde bliver bejlet til for at sikre årgangenes bedste spillere ned i en helt ung alder, og forældre køber ekstratimer til deres børn for at få en konkurrencefordel uden skelen til, at det lægger beslag på flere timer af børnenes i forvejen sparsomme fritid.

Det vækker bekymring for os. For det første, fordi vi selv har fået børn og ønsker de bedst mulige fællesskaber for dem. Men også fordi vi er overbeviste om, at den øgede specialisering ikke sker med børnene i fokus. Dét skal der laves om på, og vi har både i idrætten, hos trænere og ledere i klubberne og ikke mindst som forældre et ansvar for at få legen tilbage i børneidrætten de steder, hvor det er udfordret.

Idrætten skaber glade børn
Omkring 80 procent af danske børn er medlem af en idrætsforening. Med mere end 800.000 medlemmer under 18 år er DIF den største børne- og ungeorganisation i Danmark. Det stiller naturligt store krav til idrættens tilbud, når så mange børn og forældre prioriterer deres tid i de mange idrætsforeninger.

Vi ved, at det gavner vores børn, at de er medlemmer af gode, aktive og faste fællesskaber i deres fritid. Hvis man er en aktiv del af en forening eller anden gruppe hver uge, er der ca. 75 procent større sandsynlighed for, at man har høj mental sundhed sammenlignet med, hvis man ikke er. Og ifølge Dansk Ungdoms Fællesråds ’Ungeanalyse 2023’ føler 74 % af foreningsaktive unge i høj grad eller i meget høj grad, at de har et godt liv. Det gælder for 65 % af dem, der aldrig har været aktive i eller medlem af en forening. Og en endnu større del af de foreningsaktive føler sig ofte glade.

Der er altså ikke nogen tvivl om, at idrætsforeningerne og foreningslivet i almindelighed har en stor positiv indvirkning på vores børns humør, sociale kapital og generelle udvikling. Men graden af positiv indflydelse afhænger naturligvis af tilbuddenes indretning.

Børneidræt på voksnes præmisser
Desværre oplever vi i disse år en tendens til, at børneidrætten flere steder bliver skabt ud fra et voksent syn på alt fra turneringsformer til banestørrelser, og at det derfor bliver på de voksnes præmisser. Derfor ser vi os både nødsaget til at råbe op og sætte ind, inden det griber om sig.

Vi skal lade børn være børn. Og ansvaret ligger både hos idrættens organisationer, ude i foreningerne hos trænere og ledere og ikke mindst hos forældrene.

I idrætten har vi det overordnede ansvar for at lave retningslinjer for, hvordan vi tilrettelægger konkurrencerne. Og dem er der al mulig god grund til at kigge på. Det er vi da også i fuld gang med i DIF i samspil med vores idrætter. Og det gør vi på tre forskellige områder.

Leg og læring i centrum
For det første har konkurrencerne nemlig alt for længe båret præg af, at de er tilrettelagt af voksne. Det betyder, at man historisk har dyrket konkurrencerne på præcis samme måde fra U5 og til seniorrækkerne, når det gælder både regler, banestørrelser og pointsystemer.

Det eneste, der ikke er ens for de to målgrupper, er udbyttet. For det siger sig selv, at børn ikke får nær så meget spil og mange berøringer ud af at skulle knokle rundt på en – for dem – overdimensioneret bane eller køre landet tyndt til en turnering blot for at ryge ud efter én kamp.

Heldigvis bliver der arbejdet godt med udviklingen.

I blandt andet fodbold og ishockey er banestørrelserne nu reduceret, hvilket betyder mange flere berøringer, meget mere udvikling og væsentlig mere sjov for alle deltagere. I begge idrætter har vi set en flot fremgang på børnesiden de seneste år.

I taekwondo har man tidligere afholdt turneringer på tværs af landet, hvor børnene risikerede at bruge en hel dag på landevejen og i en hal for så at være færdig efter én tabt kamp. Det er åbenlyst ikke særligt motiverende, og derfor er det også helt oplagt, at der nu afholdes ’ninjastævner’, hvor konkurrencen kun er ét del-element blandt mange discipliner, der alle har fokus på legen og den personlige udvikling i stedet for resultaterne.

Resultatfokus kan spænde ben
For det andet skal vi være langt mere forsigtige med, hvordan vi bruger resultater i børneidrætten. Det er langt de færreste børn og unge, der bliver motiveret af jagten på resultater. Og de tal er faktisk præcis lige lavet uanset niveau og ambitioner hos børnene.

Derfor anbefaler DIF, at der ikke er nogen offentlige ranglister og resultater, før udøverne fylder 13 år. På den måde kan man fortsat konkurrere, men vi sikrer, at jagten på resultaterne ikke kommer til at stå i vejen for det vigtigste, der er legen og den personlige udvikling.

Tid til at vokse
Den tredje anbefaling handler om, at børn skal specialiseres langt senere. Det betyder groft sagt, at vi skal skabe tid i børns kalendere til, at de også kan gøre alt det andet, der hører til det gode børneliv.  

Og så er det op til den enkelte at vurdere, om det er at koble af derhjemme, se venner fra andre steder end idrætten eller om det er at dele opmærksomheden mellem flere forskellige idrætter, så man som barn leger og udfordres i flere forskellige miljøer og kompetencer. For det er sådan, børn udvikler sig.

Vi skal lade børnene være børn, for der er rigelig tid til specialisering, når først de når en alder, hvor de selv er klar til det.

Anbefalingerne bygger selvfølgelig på et omfattende vidensgrundlag. Men det er også en vigtig påmindelse om, at langt hovedparten af børn starter til idræt, fordi det er sjovt, og fordi det er hyggeligt at ses med vennerne. Hvis vi for tidligt plastrer kalenderen til med træning og turneringer, så er der en overvejende sandsynlighed for, at kærligheden til sporten bliver skiftet ud med en træthed og udbrændthed, allerede inden man får bundet snørebåndene i omklædningsrummet. Og så bliver det en kort karriere.

Det ser vi blandt andet op gennem ungdomsårene, hvor medlemsandelen falder i idrætsforeningerne. Her begynder konkurrencen med andre tidskrævende og interessante aktiviteter som lektier, fester og kærester, og her er det lettere at skære idrætten fra, hvis ikke der er den samme glæde ved spillet længere.

Træneren er afgørende
Men idrættens organisationer og forbund kan kun stå for den overordnede ramme om udviklingen. I hverdagen er det trænere og ledere ude i klubber og foreninger, der skal stå for at føre den ud i livet. Her har vi i medierne i den seneste tid set en kedelig tendens, som handler om, at børn i nogle tilfælde bliver jagtet ned i de helt små årgange – og nogle gange ned i 5-årsalderen.

Det er absurd at forestille sig, at man skulle kunne spotte den næste OL-guldvinder helt nede i børnehavealderen. Eller i indskolingen for den sags skyld. Ja, faktisk får man lyst til at spørge sig selv, om der egentlig er en voksen til stede?

Her skal idræt i langt højere grad være et sted, hvor børnene kan møde hinanden i en anden ramme, hvor de måske ikke så bogligt stærke børn får lov til at brillere, og hvor man kan møde vennerne helt uden filteret fra sociale medier.

Hvis vi skal lykkes med ambitionerne, så er det vigtigt, at vi får stoppet den udvikling. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Vi skal have foreningerne med, og de frivillige trænere er naturligvis helt afgørende som den ofte primære voksne for børnene i foreningen. Derfor er det ambitionen, at 80.000 børne- og ungetrænere med støtte fra A.P. Møller Fonden skal aflægge et trænerløfte frem mod 2028. Løftet går på at arbejde for at skabe træningsmiljøer, der har fokus på leg, trivsel og læring over resultater.

Både danske og internationale studier har gentagne gange vist, at kun omkring hver 10. udøver bliver motiveret af trænere, der har for stort fokus på at jagte resultater. Det har tværtimod den effekt, at rigtig mange børn mister motivation og i yderste konsekvens dropper idrætten. Derfor er trænerrollen helt central, og særligt i de formative børne- og ungdomsår påhviler der trænerne et stort ansvar.

Basketball er et godt eksempel på en idræt, der har arbejdet målrettet med trænerrollen. Med mottoet ”de bedste til de mindste” har de arbejdet for, at børneårgangene har fået de stærkeste trænere. Helt konkret betyder det også, at der stilles krav til, at trænere er uddannet, uanset hvilket niveau og hvilket alderstrin de træner. Resultaterne taler deres eget tydelige sprog. År for år er medlemmerne strømmet til, og alene siden 2015 er medlemstallet mere end fordoblet fra 7.235 til 15.843 ved den seneste optælling i 2023.

Sænk ambitionerne
Den sidste vigtige målgruppe at få med på en kulturændring er forældrene. Også her er der en tendens til, at ambitionsniveauet har taget et nøk i vejret. Lad nu være med at skrue op for træningsmængden ved at købe privattimer til jeres børn. Det er meget sjældent deres eget behov, og det er med garanti både sjovere og mere motiverende at afprøve nye tricks og finter end at træne den halvsvage baghånd i timevis.

De er allerede rigeligt pressede med at skulle præstere i skolen, overfor kammeraterne og på sociale medier. Idrætten skal være et frirum, hvor børn og unge kan tanke energi sammen med kammeraterne, ikke et sted der dræner.

Det er rigtig fint, at vi som forældre engagerer os i vores børns idrætsliv. Det kan vi kun bifalde. Men gør det på en åben og nysgerrig måde. Det er meget sjældent, at de ekstra privattimer gør en positiv forskel for børnenes lyst til at blive ved.

Forældrene har også et ansvar for at sige fra, når de får tilbud om et tidligt klubskifte på vegne af deres børn. For selvom det kan være smigrende, så er det også en beslutning med store konsekvenser, at man tager børnene ud af deres vante rammer med vennerne i foreningen og ud i noget fuldstændig ukendt.

Dertil kommer ofte en længere distance til idræt, der både tager tid ud af kalenderen og gør det svært for børnene selv at tage cyklen til deres idrætstilbud.

Mindre resultatfokus giver bedre resultater
Vi er helt klar over, at det er et emne, der deler vandene. Her hvor OL i Paris nærmer sig, er det for eksempel oplagt at spørge, om dette fokus på resultater betyder, at vi skal sænke forventningerne til medaljer i fremtiden? Til det kan vi svare et klart og rungende NEJ! Faktisk er vi ret overbeviste om, at vi bliver mindst lige så konkurrencedygtige ved at holde fast i legen.

Helt grundlæggende er det meget svært at spå om, hvem der bliver de store sportsstjerner, før vi kommer godt op i teenageårene. Så også ud fra et talentperspektiv har vi en interesse i, at så mange som muligt får lyst til at blive hængende i idrætsforeningerne så længe som muligt.

Groft oversat kan man sige, at mindre resultatfokus skaber bedre resultater.

Vi har alle tilsidesat en stor del af vores liv for at hellige os vores respektive idrætsliv med fuldt fokus på at optimere ned til den mindste detalje. Men ingen af os var formentlig nået dertil, hvis ikke der havde været plads til at være børn og dyrke den barnlige glæde ved at kopiere de tricks, vi havde set vores store idoler lave på TV.

Heldigvis er det stadigvæk et fåtal af klubber, foreninger og idrætter, hvor vi oplever det usunde fokus på at jagte det næste resultat. Men vi føler os alligevel forpligtet til at slå et slag for, at idrætten bliver et frirum for de unge fra det præstationspres og kalenderræs, som en stigende andel oplever – og ikke bliver endnu en pligt.

Så lad os lave et lille ”løfte” for idrætter, trænere og forældre: Lad os arbejde for, at flest mulige har lyst til at dyrke idræt længst muligt. Det gør vi bedst ved at udvikle idræt på børnene og de unges præmisser. Og så lade være med at projicere vores egne ambitioner over på vores børn. Det gavner både trivslen og sikrer den bedste personlige udvikling for vores børn og unge både på og udenfor banen.