Til DIF DM-ugen kan de over 100.000 forventede publikummer opleve sportsbegivenheder ud over det sædvanlige, når det takket være Danske Spil bliver muligt at opleve Danmarks bedste længdespringere, stangspringere, beachvolleyspillere og mange flere kæmpe om danmarksmesterskaberne midt i Herning by.
”I Danske Spil er vi stolte af at støtte DIF DM-ugen, der samler danskerne om det bedste fra dansk idræt. Vi har et fællesskab med sporten og alle de frivillige kræfter, som er en del af miljøet, og vi glæder os til at se sveden springe og sammenholdet slå gnister til DIF DM-ugen. Vi glæder os over, at vi igen i år kommer til at løfte oplevelsen for både atleter og publikum under sportsfesten i Herning,” siger Nikolas Lyhne-Knudsen, administrerende direktør i Danske Spil.
Når DIF DM-ugen løber af stablen, er det ikke kun konkurrencer og medaljer, der er i fokus, når op mod 140 nye danmarksmestre på tværs af 41 sportsgrene skal findes. Danske Spil bidrager igen i år med en Atletzone samt en Overskudszone for publikum. Disse zoner vil være udstyret med alt fra forfriskninger og snacks til komfortable områder, hvor man kan tage en pause og lade op mellem de mange danmarksmesterskaber.
Atletzonen – et mekka for sportsligt fællesskab
Atletzonen bliver et mekka for sportsligt fællesskab og placeres centralt i Herning midtby på torvet omgivet af de mange sportslige kulisser. Her kan atleterne lægge økologisk kaffebestilling hos en barista og frit vælge fra menuen i juicebaren, der serverer nypressede og sunde forfriskninger. Atletzonen er designet til at være det perfekte sted for atleter at slappe af, netværke og nyde pauserne mellem konkurrencerne, hvilket især bliver værdsat af sidste års DM-vinder i beachvolleyball, Charlene Manuella Mayo Johnsen.
”Jeg skal helt sikkert besøge Atletzonen igen i år. Der var simpelthen så god stemning blandt alle os atleter, og dem, der arbejdede i Atletzonen, var også meget engagerede i, hvordan det gik os, hvilket var vildt fedt. Jeg synes, man skal besøge Atletzonen især, hvis man er individuel atlet uden et hold, så er det et godt sted at opbygge nye relationer. Jeg begyndte at snakke med en masse crossfit-atleter, og dem snakker jeg stadigvæk med i dag. Det var det perfekte sted at gå hen, når man havde brug for en pause, men stadig være en del af sportsfesten.”
Tag en pause i Overskudszonen – publikums oase
Som publikum er der mulighed for at smække benene op i de store og små strandstole i Overskudszonen. Her kan man nyde en pause fra det sportslige program, og man kan endda cykle sig til en iskaffe og dermed kombinere lidt let motion med en kølende forfriskning.
”Under DIF DM-ugen konkurrerer toppen af dansk eliteidræt, og det kræver bedst mulige forhold for atleterne. Derfor glæder det os meget, at Danske Spil – udover støtten til afviklingen af hele DIF DM-ugen – har så stort fokus på at løfte rammerne for både atleter og publikum. Med Danske Spils Atletzone og Overskudszone får vi to baser, hvor henholdsvis udøvere og tilskuere kan mødes i rolige omgivelser og nyde hele den positive summen fra sportsfesten i Herning,” siger formand i DIF, Hans Natorp.
Om Danske Spil:
Danske Spil er ejet af den danske stat samt DIF og DGI. Og med 1,9 mio. danskere, som årligt spiller med, er Danske Spil danskernes foretrukne spilleselskab. Overskuddet fra Danske Spils lotterier går direkte til udlodningsmidlerne, der støtter alle mulige og umulige idræts- og kulturprojekter over hele landet. I 2023 bidrog Danske Spil med rekordhøje 1,7 mia. kr. til udlodningsmidlerne, gav et samlet samfundsbidrag på 3,07 mia. kr. tilbage til fællesskabet og styrkede samtidig arbejdet med ansvarlighed for at sikre sunde spillevaner hos kunderne.