Kronik bragt i Jyllands-Posten af Maiken Zibell

Lad os kalde det den omsorgsfulde samtale i stedet for den svære samtale

Den svære samtale om spiseforstyrrelser er ikke længere kun svær – den er et udtryk for omsorg. Og den bliver taget langt oftere. Til gavn for de atleter, der har allermest brug for det.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Maiken Ziebell
23. mar 2024
Den svære samtale om spiseforstyrrelser er ikke længere kun svær – den er et udtryk for omsorg. Og den bliver taget langt oftere. Til gavn for de atleter, der har allermest brug for det.

Træneren var bekymret, men mest af alt var hun usikker. Usikker på sin egen rolle. Om hun kunne tillade sig at blande sig på den måde i en ung atlets liv. Om atleten ville tolke hendes hensigt negativt eller måske ligefrem få det endnu dårligere, hvis træneren nævnte ordet ”spiseforstyrrelse”.

Jeg forsikrede hende om, at det var godt, at hun ringede, og at vores samtale var fortrolig. Og så lyttede jeg. Det er mit job – jeg sidder for enden af den hotline, der er oprettet af Danmarks Idrætsforbund (DIF) til at rådgive og sikre hjælp til de trænere, atleter eller forældre, der bekymrede ringer til mig.

Den historie, træneren fortalte, lød som en, jeg havde hørt før. Den handlede om en ung atlet, der havde det svært og betroede sig til sin træner om en tiltagende træthed og mistrivsel. Træneren havde også selv lagt mærke til det og kædede med rette symptomerne sammen med atletens kost – eller mangel på samme. Kunne det være en potentiel spiseforstyrrelse?

I 20 år har det været muligt at ringe til en hotline hos DIF og få sparring til at tackle bekymringer om spiseforstyrrelser. Men de seneste år er fokus på området intensiveret, og netop trænerområdet har været og er fortsat et fokusområde hos både DIF og Team Danmark.

På workshops og via oplysningsmateriale har vi givet trænere i idrætsforeninger viden om og værktøjer til at spotte og rådgive ved symptomer på spiseforstyrrelser. Hver eneste gang en træner begynder på første grundforløb i deres uddannelse hos DIF, stifter de bekendtskab med spiseforstyrrelser i idræt. Derudover er der en stigning i trænere, der tilvælger temaet på de valgfri moduler i træneruddannelserne. Vi ved, at det ikke er en træners opgave alene – men det er også en træneropgave. En opgave, som de tager på sig, når de står over for en sårbar ung atlet, og som i sidste ende gør, at atleterne får den hjælp, som de har brug for.

Vi har sat noget i gang. Modet og viljen til at tage det, vi kalder en omsorgsfuld samtale, snarere end det, så mange andre refererer til som værende en svær samtale, vokser. Og med det stiger interessen for emnet. Det blev helt tydeligt i planlægningen af konferencen ”Spiseforstyrrelser i sport” den 12. marts. 

Det var med en vis portion spænding, at vi åbnede for tilmeldinger. Håbet var, at ungdoms-, talent- og elitetrænere fra klubber og forbund ville finde vej til konferencen. Vi havde et forsigtigt ønske om et deltagerantal i nærheden af 50 – loftet blev optimistisk sat til 150. Vores bekymringer blev i den grad gjort til skamme. Knap 170 trænere deltog.

Det er fedt at se. Ligesom det glæder mig, at der er kommet endnu større fokus på den vigtige rolle, som træneren har i forebyggelse og opsporing af symptomer og bekymrende adfærd blandt atleter i forhold til spiseforstyrrelser. Jeg bliver kontaktet af flere idrætsforeninger, der ønsker viden om kost, krop og træning rettet mod trænere, atleter og forældre. De har forstået, at det ikke behøver være en svær snak at tage – men at det i stedet er et udtryk for omsorg for sine medmennesker.

Tilbage til samtalen med den bekymrede træner. Hun og jeg talte. Længe.

Det er ikke trænerens opgave at behandle, men at det handler om at hjælpe til den rette behandling. - Maiken Ziebell, konsulent i DIF

»Du går aldrig galt i byen ved at vise omsorg,« forsikrede jeg hende og henviste til DIF’s hjemmeside og det materiale om netop spiseforstyrrelser i sporten, der er at finde der.

Jeg fortalte hende, at det ikke er trænerens opgave at behandle, men at det handler om at hjælpe til den rette behandling. At vi hos både Team Danmark og hos DIF har et professionelt netværk, som inden for maks. 14 dage kan starte et behandlingsforløb op for atleten. Hendes vigtigste rolle som træner var at tage hul på den omsorgsfulde samtale, lytte og støtte.

»Er du den rette til det?« spurgte jeg. Pause og derefter lyden af en dyb indånding i den anden ende af røret:

»Hvis nogen skal tage den, skal det være mig,« sagde træneren med en fasthed i stemmen.

Hun vidste, at hun som så mange andre frivillige trænere i Danmark har en kæmpe betydning for de unge, hun møder i klubben. Ifølge en rapport fra Ungdomsanalyse.nu fra 2016 oplever knap 18 pct. af de adspurgte unge fra 7.-9. klassetrin, at træneren næst efter deres forældre er den voksne, de kan snakke med om vigtige ting i livet.

Vi lagde på. Nu var der bare tilbage at vente og håbe, at den unge atlet ville gribe den udstrakte hånd.

Samtalen med træneren er ét eksempel på en samtale, jeg har haft med en bekymret træner, og hvor DIF har bevilget behandling til atleten. Jeg får også opkald fra atleterne selv eller deres forældre, og min rolle i alle samtalerne handler bl.a. om at vurdere, om idrætten spiller en væsentlig rolle i udviklingen af symptomer på spiseforstyrrelser, da der kan være mange forskellige årsager hertil. Men der, hvor idrætten har et ansvar, der skal vi også leve op til det. Det seneste år har vi set en fordobling i antallet af henvendelser siden DIF og Team Danmark i 2020 udgav første delrapport om spiseforstyrrelser i sporten.

"Jeg kunne ikke have gjort det uden dig" En træner, der ringede ind til DIF's hotline

Rapportens formål var at afdække forekomsten af symptomer på spiseforstyrrelser blandt eliteatleter og subeliteatleter efter en offentlig debat, der opstod i kølvandet på, at DR Sporten i 2019 dokumenterede problemer med mistrivsel og spiseforstyrrelser i toppen af dansk svømning.

Rapportens konklusioner var nedslående: 17,5 pct. af danske eliteatleter udviste symptomer på spiseforstyrrelse – fra milde symptomer som optagethed af sund mad og utilfredshed med kroppen til svære symptomer som opkastninger og forstyrret kropsopfattelse. Forskerne, der kom fra Syddansk Universitet og Linnéuniversitetet i Sverige, konkluderede ydermere, at 4,6 pct. af de adspurgte atleter rapporterer en diagnosticeret spiseforstyrrelse.

I 2022 kom anden delrapport, der viste, at 31 pct. af de adspurgte subeliteatleter udviste symptomer på spiseforstyrrelser.

I rapporten blev atleterne bedt om at komme med deres idéer til, hvad der kan forebygge og afhjælpe spiseforstyrrelser i sport på højt niveau. Samtale var et fokusområde. Derved tydeliggjorde rapporten vigtigheden af, at den svære samtale om begyndende spiseforstyrrelser skal være legitim at tage. At den er et udtryk for omsorg.

Med det udgangspunkt og med eksperters rådgivning har vi det seneste år tilknyttet et større netværk af eksperter og behandlere i hele landet, som kan hjælpe med udredning, behandling ved psykologer, samtaleforløb ved diætister, workshops om spiseforstyrrelser, forebyggelse m.m.

Dagen efter ringede telefonen igen. Det var den samme træner. Hun lød lettet. Hun havde talt med atleten. Det gik godt. Faktisk var det ikke kun træneren, men også atleten, der var lettet. Nu var der et sted at søge hjælp og et netværk at støtte sig til.

»Jeg kunne ikke have gjort det uden dig,« sagde træneren.

Sandheden er, at jeg ikke kunne have gjort det uden hende. At jeg, DIF og Team Danmark ikke kan gøre det uden hjælp fra det kæmpe netværk af opmærksomme trænere, forældre og atleter, som vi taler med.

Mit håb er, at vi med råd og vejledning kan sikre, at de omsorgsfulde samtaler bliver knap så svære og til gengæld langt flere. At trænerne ved, at de ikke behøver at stå alene. Med de knap 170 trænere, der var samlet i Idrættens Hus den 12. marts, kommer vi endnu et skridt på vejen.

Flere nyheder