Sådan føles det at vinde kæmpe pris
Vildt, overvældende og fantastisk. Det er umiddelbart nogle af de ord, som popper op, når 22-årige Trine Knudsen fra Fjelsted Harndrup Skytteforening ser tilbage på den aften i januar, hvor hun til sin egen store overraskelse modtog prisen ’DIF’s Årets Frivillige’ under DR’s store tv-show SPORT 2023.
”At vinde den her pris er en kæmpe anerkendelse. Det har været en helt vild oplevelse, og showet i Herning var jo bare helt utroligt,” siger Trine Knudsen.
Prisen uddeles til en frivillig ildsjæl fra det danske idræts- og foreningsliv, som har ydet en ekstraordinær stor indsats i sin lokale klub. Og det har Trine Knudsen i den grad. Som blot 15-årig blev Trine Knudsen bestyrelsesmedlem i Fjelsted Harndrup Skytteforening, og som 19-årig blev hun formand.
"Nej, man behøver altså ikke at være frivillig 40 timer ugentligt for at gøre en indsats." - Trine Knudsen, formand Fjelsted Harndrup Skytteforening.
”Det er jo ikke så tit, at man ser så ung en formand, og det kan da også være en udfordring – specielt som ung kvindelig formand i en lidt mandsdomineret verden, som skydesporten kan være. Omvendt var det jo også et kæmpe skulderklap, at jeg blev formand som 19-årig, og det viste mig, at man godt kan tage et ansvar for en klub, selvom man er ung. Opbakning er så vigtigt i den her verden, og det vil jer virkeligt gerne give videre,” lyder det fra Trine Knudsen.
Den fynske skytte har haft en enorm betydning for klubbens udvikling, og hun står konstant klar med engagement og gode konstruktive idéer, lyder det fra flere af klubbens medlemmer.
”Før og under showet på DR havde jeg lidt svært ved at rumme det hele. Jeg havde også lidt svært ved at forstå, hvorfor det lige skulle være mig, der vandt den her store pris, når der findes så utroligt mange dygtige frivillige i Danmark, men efterfølgende har jeg simpelhent fået så mange søde beskeder og anerkendelser, at jeg måske godt kan se, at jeg gør en meget stor indsats,” siger Trine Knudsen med et smil.
Som formand, ungdomstræner og generel praktisk gris har Trine Knudsen konstant noget at se til i Fjelsted Harndrup Skytteforening, og hun erkender, at det frivillige klubarbejde nærmest er et ekstra fuldtidsjob for hende. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være, hvis man vil være frivillig i Fjelsted Harndrup Skytteforening.
”Nej, man behøver altså ikke at være frivillig 40 timer ugentligt for at gøre en indsats. Det er jeg lidt ked af, hvis nogle går og tror, og det kan måske godt være med til at skræmme nogle potentielle frivillige væk i idrætsforeningerne. Jeg gør meget ud af at sige til eksempelvis forældrene til vores børn i klubben, at al hjælp kan bruges, og at en time hver anden uge bestemt også kan være vigtigt. Det handler om at gøre opgaver overskuelige og håndgribelige,” siger Trine Knudsen.
Med prisen ’DIF’s Årets Frivillige’ følger 75.000 kroner, hvoraf 50.000 kroner går til Fjelsted Harndrup Skytteforening og 25.000 kroner til Trine Knudsen selv. Og pengene er der allerede lagt planer for.
”Jeg har købt en ny skydejakke for nogle af de penge, der gik til mig selv. Pengene til klubben har vi vildt mange idéer til. Vi overvejer at købe nye luftrifler til børnene og nye borde og stole til klublokalet. Men det vi med sikkerhed ved er, at næste gang, der er generalforsamling i marts, så skal vi have godt smørrebrød. Normalt får vi ’bare’ franskbrød.”
Der var i alt 366 indstillinger til prisen DIF’s Årets Frivillige.