EU-initiativ

Få tilskud til sociale aktiviteter for unge voksne

I kan få op til 5000 kr. om måneden til lokale projekter i jeres forening.
29. jan 2024
I kan få op til 5000 kr. om måneden til lokale projekter i jeres forening.

Har I mange medlemmer i aldersgruppen 18-30 år? Så har I nu mulighed for at søge op til næsten 5000 kr. pr. måned til lokale projekter i jeres forening. Det kan være brætspilsaftener, fællesspisninger, affaldsindsamlinger, workshops, foredragsrækker m.m. – det eneste krav for at have ret til støtte, er at aktiviteten eller projektet har et solidaritetsfokus, og at det henvender sig til flere deltagere end dem, der er i arrangørgruppen.

Ansøg inden den 20. februar

Det er EU-initiativet ’Det Europæiske Solidaritetskorps’, der formidler støtten, og næste frist for ansøgning er den 20. februar. Den 31. januar kl. 13-14 holdes der et webinar, hvor I kan blive klogere på hvad der skal til, hvis I kunne være interesserede i at få del i støttekronerne.

Fakta om 'solidaritetsprojekterne'

Hvad er et Solidaritetsprojekt?
Et solidaritetsprojekt er for unge, der gerne vil skabe deres eget projekt sammen med andre unge og være med til at forandre små og store ting i lokalsamfundet. Projektet skal have et solidaritetsfokus og kan eksempelvis omhandle klima, integration, inklusion af udsatte, demokratisk dannelse, sundhed, fællesskab og meget mere. De unge vælger selv projektets tema og aktiviteter.

Hvem kan søge?
Unge mellem 18 og 30 år. Et solidaritetsprojekt skal planlægges og gennemføres af en gruppe bestående af mindst fem unge, der er bosiddende i Danmark.
Som forening kan I også ansøge på vegne af en gruppe af jeres unge medlemmer.

Hvor længe?
Et solidaritetsprojekt kan vare fra to til 12 måneder.

Kontakt

Flere nyheder