Bevæg dig for livet: Målsætning tæt på opfyldt i visionskommunerne

74 % af de voksne borgere i Bevæg dig for livets 26 visions- og partnerskabskommuner er idrætsaktive. Det viser en ny undersøgelse, og det er så tæt på en af de overordnede målsætninger i Bevæg dig for livet-vision, som man overhovedet kan komme. Her skal minimum 75 % nemlig være idrætsaktive i 2025.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Bodil Kjærgaard
13. sep 2023
74 % af de voksne borgere i Bevæg dig for livets 26 visions- og partnerskabskommuner er idrætsaktive. Det viser en ny undersøgelse, og det er så tæt på en af de overordnede målsætninger i Bevæg dig for livet-vision, som man overhovedet kan komme. Her skal minimum 75 % nemlig være idrætsaktive i 2025.

Der er fremgang at spore på stort set alle fronter i Bevæg dig for livets årlige idræts- og motionsvaneundersøgelse, der netop er offentliggjort. Alene andelen af aktive voksne er gået frem med tre procentpoint fra 71 % sidste år til 74 % i år.

Sammenligner man med tallene fra samarbejdets begyndelse, var det kun 62 % i 2018 og 61 % i 2019, der normalt dyrkede idræt eller motion.

Der er tale om en rigtig positiv udvikling, lyder det fra DIF’s næstformand, Thomas Bach:
”Det er i første omgang rigtig godt at se, at indsatsen i Bevæg dig for livets visions- og partnerskabskommuner har gjort en forskel. Bag disse tal ligger der et vedholdende og målrettet arbejde i kommunerne for at bane vejen for en mere aktiv hverdag for borgerne, og det arbejde har i den grad båret frugt,” siger Thomas Bach og glæder sig også over, at andelen af idrætsaktive nærmer sig 75 %-målsætningen. Målet er her, at 75 % af hele befolkningen være idrætsaktive i 2025.

”Bevæg dig for livet er en vision, og vores målsætninger er ambitiøse og står som ledestjerner for vores arbejde. At man via det målrettede arbejde i disse kommuner er så tæt på målet om de 75 % - alene i den voksne målgruppe - det er både imponerende og rigtig glædeligt.”

Med motion følger øget trivsel

27.805 voksne har besvaret Idræts- og motionsvaneundersøgelsen, der også beder respondenterne forholde sig til deres egen trivsel ud fra fem spørgsmål om deres trivsel. Her tegner der sig et klart billede af, at aktive har en bedre trivsel end dem, der ikke dyrker idræt eller motion.

Ikke mindst hos den yngre målgruppe, de 18-24-årige, er der mærkbar forskel. Samtidig viser undersøgelsen dog, at de 18-24-åriges generelle trivsel ligger under gennemsnittet.

Der er derfor god grund til fortsat at arbejde for at få den yngre målgruppe mere med i idrætsfællesskaberne, siger DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen:

”Det er efterhånden sagt og konkluderet mange gange: Idræt og bevægelse skaber øget trivsel - både fysisk, socialt og mentalt, og det viser denne undersøgelse også. Derfor er der så mange gode grunde til at fortsætte det vigtige arbejde med at motivere endnu flere i den yngre målgruppe, hvor trivslen ligger lidt lavere, i gang med at bevæge sig,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Trods gode tal er der langt til minimumsanbefalingerne

Mens tallene i undersøgelsen overvejende er positive, ser det knap så godt ud, når man spørger ind til respondenternes aktivitetsniveau målt op imod minimumsanbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen.

Her er det kun godt hver tredje, der lever op til minimumsanbefalingerne om mindst 20 minutters høj intensitet to gange om ugen. Det er dog stigende i forhold til de seneste to år.

”Det er rigtig godt, at flere folk overordnet set er blevet mere aktive, men tallene viser, at vi nu har en fælles opgave i at flytte dem fra de lettere aktiviteter over til noget med højere intensitet – og her er fællesskaberne i vores mange idrætsforeningerne et oplagt bud,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Undersøgelsen viser, at de yngre er tættere på Sundhedsstyrelsens anbefalinger end de ældre. Du kan dykke ned i Bevæg dig for livets idræts- og motionsvaneundersøgelse på dette link.

 

Udpluk af resultaterne

  • 74 % af de medvirkende i undersøgelsen angiver, at de dyrker idræt eller motion, og det er en stigning fra 71 % i 2022 og 59 % i 2021.
  • De populære aktiviteter er vandreture (65 %), styrketræning på egen hånd (40 %), løb (31 %), svømning (20 %) samt yoga, pilates, afspænding og meditation (16 %)
  • Trivsel: De idrætsaktive har højere trivsel end de ikke-aktive (trivselsscore 0,69 mod 0,60)
  • Trivselsscoren for de 18-24-årige, der normalt dyrker idræt eller motion, er 0,63, og hos dem, som ikke dyrker motion, er trivselsscoren 0,54.
  • 37 % lever op til Sundhedsstyrelsens minimumsanbefalinger om fysisk aktivitet (høj intensitet i 20 minutter to gange om ugen). Tallet var 36 % i 2022 og 31 % i 2021.

Fakta om idræts- og motionsvaneundersøgelsen

  • Undersøgelsen er en benchmark-undersøgelse, som gentages årligt og har kørt siden 2018. Formålet er at få solid og brugbar viden om danskernes idræts- og motionsvaner og at give kommunerne et styringsredskab i deres arbejde på idrætsområdet.
  • Rapporterne giver både en status på idrætsaktiviteten i 2023 og viser udviklingen fra år til år.
  • Erfaringen er, at det ofte er borgere, der dyrker idræt eller motion, som er mere tilbøjelige til at deltage i undersøgelsen end andre.
  • Konsulentvirksomheden Moos-Bjerre A/S har stået for at indsamle og analysere data for Bevæg dig for livet.
  • Der er lavet én tværgående rapport og 26 kommunespecifikke rapporter.
  • Spørgeskemaet er sendt ud i de 26 visions- og partnerskabskommuner, hvor 27.805 tilfældigt udvalgte borgere i alderen 18-75 år har besvaret skemaet.
  • Dataindsamling er sket i maj og juni 2023.

 

Om Bevæg dig for livet

Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025. Det er målsætningen for den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie - en aftale, der går under navnet ’Bevæg dig for Livet’ og har som mål at sætte Danmark i bevægelse. Nordea-fonden og TrygFonden indgår i et tæt partnerskab med DIF og DGI om at realisere visionen.