Skole OL sætter trivsel på skoleskemaet

Skole OL tager hul på en ny sæson med bevægelse, fællesskab og trivsel. Sidste sæson deltog 2.308 skoleklasser i Skole OL, og 96 % af idrætslærerne angiver, at det har haft en positiv indflydelse på trivslen i klassen. Foto: Eva Kristensen
Idrætslærere for 0.-8. klasser i hele landet inviteres nu til at tilmelde sig en ny Skole OL-sæson – og samtidig få styrket trivslen i klassen.
Morten Mølholm Hansen
16. aug. 2023
Idrætslærere for 0.-8. klasser i hele landet inviteres nu til at tilmelde sig en ny Skole OL-sæson – og samtidig få styrket trivslen i klassen.

Den 1. august lød startskuddet til en ny sæson af Skole OL – hele Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever fra 0.-8. klasser. Idrætslærere i hele landet inviteres derfor til at oprette deres klasser på skoleol.dk. Sidste sæson deltog 2.308 skoleklasser fra hele landet i Skole OL.

Og det er noget, der gør en positiv forskel, viser evalueringerne fra Skole OL-sæsonen 2022/2023. Således angiver 96 % af lærerne, der har deltaget i Skole OL, at det har haft en positiv indflydelse på trivslen i klassen.

”Vi er utroligt glade for, at Skole OL på denne måde har været med til at rykke positivt på klassetrivslen. Idræt styrker trivslen for børn og unge, og gennem Skole OL møder børnene en bred vifte af sportsgrene i børnehøjde, som skal booste bevægelsesglæden og motivere dem til et aktivt liv – både i og uden for skolen – så endnu flere børn vokser op med idrættens fællesskaber som en naturlig del af deres fritid ” siger adm. direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen. 

Skole OL er en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv og tilbyder idrætsaktiviteter i børnehøjde hele året rundt – både i form af De Skoleolympiske Lege for 0.-3. klasse i efteråret og i form af Skole OL for 4.-8. klasser, hvor klasserne dyster sammen som hold til lokale stævner allerede nu for at kvalificere sig til finalen i juni 2024.

Alle sportsgrene formidles i børnehøjde med udgangspunkt i de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay, og det er noget af det, som er med til at gøre forskellen for klassetrivslen, mener Morten Mølholm Hansen.

”Vi har et stort fokus på at sikre, at alle de sportsgrene, der er med i Skole OL, tilpasses børnene på en måde, hvor alle kan være med og bidrage til fællesskabet. Derfor gør det os ekstra glade, når vi får tilbagemeldinger fra idrætslærerne om, at nogle af de elever, som ikke normalt er så dygtige til idræt, pludselig blomstrer op og føler, at de kan bidrage. Så ved vi, at vi har gjort en forskel,” siger Morten Mølholm Hansen.

En løftestang for idrætsforeningerne

Èn af de sportsgrene, som skoleklasserne igen i år kan dyste i, er cricket. Cricket var med som sportsgren for første gang til sidste års sæson af Skole OL, og udviklingskonsulent for Dansk Cricket-Forbund Carsten Martensen var ikke i tvivl om, at de skulle være med igen.

”Som forbund er Skole OL en løftestang over for klubberne, fordi vi får et færdigt og afprøvet koncept, som sætter rammerne, og så kan klubberne fokusere på at gøre det til en god oplevelse for børnene. Samtidig bliver vores sportsgren en del af noget større, hvor vi kan nå ud til masserne. Og endelig så bygger Skole OL på nogle værdier, der også gennemsyrer vores sport: Fællesskab, Færdighed og Fairplay,” siger Carsten Martensen.

Foreløbigt deltager otte sportsgrene i Skole OL-sæsonen 2023/2024, men der kan fortsat udvides med flere sportsgrene i løbet af sæsonen.


Faktaboks: Kort om Skole OL

Skole OL er OL i børnehøjde. Det er hele Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever fra 0.-8. klasse og en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv. Formålet er at booste bevægelsesglæden og motivere til et aktivt liv – både i og uden for skolen – og dermed øge trivslen for børn og unge.

Skole OL har siden 2009 haft fokus på at sætte børn i bevægelse ved at skabe aktiviteter, der kan integreres i idrætsundervisningen på alle klassetrin. Skole OL består af fire større indsatsområder:

  • De Skoleolympiske Lege for 4.-8. klasse
  • De Skoleolympiske Lege for 0.-3. klasse
  • En årlig kåring af Danmarks Sejeste idrætslærer
  • Gratis undervisningsforløb og materiale til idrætslærere.


Det er DIF (Danmarks Idrætsforbund), der står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond. Salling Group (repræsenteret ved Bilka) bidrager med et sponsorat til Skole OL, og Danish Crown sponserer aftensmad til de overnattende børn til finalen. Herudover samarbejder Skole OL med flere specialforbund og kommuner.
Læs mere på www.skoleol.dk

Faktaboks: Skole OL i tal

I Skole OL-sæsonen 2022/2023 deltog:

  • 53.654 skoleelever
  • 2.308 klasser
  • 543 skoler
  • 111 idrætsforeninger
  • 86 kommuner
  • 262 byer