Presseinvitation: Sommercamp for veteranfamilier i Silkeborg
Stand Up Paddle, træklatring, combatarchery, bål og bagning.Det er bare nogle af de aktiviteter, som fysisk og psykisk skadede veteraner kan dyrke med deres familier på sommerens familiecamp i Silkeborg.
Mere end 150 børn, unge og voksne er tilmeldt campen, der afvikles af DIF Soldaterprojekt fra Danmarks Idrætsforbund og frivillige fra Det Danske Spejderkorps som et unikt sommerferietilbud til familier af veteraner, der er kommet til skade i tjenesten.
Campen afvikles fra 9.- 14. juli på Paradislejren ved Silkeborg og tager udgangspunkt i de skadede veteraners erfaring med naturen som en tryg og velkendt ramme, der skaber ro.
Unik sommerferie for skadede veteraner
Familiecampen udmærker sig ved, at det er hele familien, der er inviteret – og ikke kun den enkelte veteran. Det giver mulighed for en uges sommerferie for hele familien – en ting, som ikke er en selvfølgelighed for de PTSD-ramte veteraner og deres familier.
Formålet er at skabe og understøtte fællesskaber på tværs af familierne, så både børn, unge, pårørende og veteraner oplever, at de ikke står alene med deres daglige udfordringer. Lejrens aktiviteter er bygget op, så børn og voksne får mulighed for at møde andre, de kan spejle sig i – og ikke mindst have en sommerferie, der er tilpasset familier, hvor mor eller far er skadet veteran.
- Mange af de veteraner vi arbejder med, og deres familier, er så udfordrede i hverdagen, at selv planlægning af en sommerferie kan føles som at bestige et bjerg. Samtidig danner lejren en tryg ramme, hvor der er plads til, at far eller mor kan trække sig tilbage og puste ud undervejs. Vi har sammen med spejderne planlagt hele lejren, så den passer til veteranerne og deres familiers behov – men samtidig giver dem mulighed for at bringe deres mange evner i spil og være rollemodeller for deres familier, siger projektkonsulent Louise Biede fra DIF Soldaterprojekt.
Glæde til familier, der har det svært
Familiecampen byder dels på friluftsaktiviteter med høj puls såsom Stand Up Paddle, træklatring og combatarchery, bål og bagning, men også på mere afslappende aktiviteter som friluftsyoga, brætspil og en hyggelig gåtur i den smukke natur omkring Silkeborg. Derudover har veteranerne mulighed for at stikke af med deres partner på date og nyde lidt kærestetid, mens projektets frivillige ser efter børnene.
- Vi har en lang erfaring med at lave aktiviteter og lejre for børn. Så det er både spændende og givende for os, at de erfaringer kan bringe glæde for familier, som måske ikke har det store overskud til fritidsaktiviteter i hverdagen. Samtidig kan vi sammen med DIF introducere deltagerne til nogle af de tilbud vi sammen repræsenterer og arbejde på at inkludere dem i idræts- eller spejderverdenen, siger Bente Bødker, projektansvarlig og frivillig fra Det Danske Spejderkorps.
Campen har et stort fokus på at understøtte fællesskaber på tværs af familierne, så både børn, unge, pårørende og veteraner oplever, at de ikke står alene med deres daglige udfordringer. Og netop fællesskab gennem fælles oplevelser er et omdrejningspunkt i foreningslivet.
Fakta:
- Familiecampen afholdes 9.-14. juli på Paradislejren ved Silkeborg – en overnatningshytte med naturskøn lejrplads tæt på skov og vand.
- Projektet er i år finansieret med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Spar Nord Fonden og Erik Thunes Legat. Den A.P. Møllerske Støttefond er største bidragyder med 357.000 kroner.
- Deltagelse er fortrinsvis for psykisk skadede veteraner, der deltager med deres familie.
- Udover teamet, forventes mere end 150 børn, unge og voksne at deltage.
- Familiecampen er skabt i samarbejde mellem DIF Soldaterprojekt og en gruppe på 45 frivillige spejdere.
- Læs mere på difsoldaterprojekt.dk.
Info til pressen:
Pressen er velkommen til at besøge familielejren alle dage, hvor det er muligt at følge aktiviteter og lejrlivet samt tale med en af de deltagende familier.
Idrætsaktiviteterne afvikles fra mandag til torsdag i tidsrummet 9.30-12 og 14-16.30.
Kontakt nedenstående kontaktpersoner for at aftale nærmere.