PRESSEINVITATION: H.K.H. Kronprinsen besøger Skole OL-finalen i Billund den 14. juni

Fotokredit: Lars Møller
Der er indmarch, olympisk ild og medaljer på spil for tusindvis af børn, når H.K.H. Kronprinsen holder en peptalk og får en smagsprøve på flere af de børneolympiske sportsgrene til Skole OL-finalen i Børnenes Hovedstad Billund den 14. juni.
1. jun 2023
Der er indmarch, olympisk ild og medaljer på spil for tusindvis af børn, når H.K.H. Kronprinsen holder en peptalk og får en smagsprøve på flere af de børneolympiske sportsgrene til Skole OL-finalen i Børnenes Hovedstad Billund den 14. juni.

OL-traditionerne bevares, når Skole OL afholder sin spektakulære finale for tusindvis af skoleelever i Billund den 13.-16. juni 2023.  

Pressen er velkomne til at dække Skole OL-finalen alle fire dage, men invitationen gælder særligt til den 14. juni, når Kronprinsen besøger finalen og giver en peptalk til de mange børn samt får lov at prøve kræfter med to Skole OL-sportsgrene. Det forventes, at omkring 2.000 elever deltager den 14. juni, hvor 5. klasserne konkurrerer i hhv. atletik, bowling, bueskydning, cricket, dans og orienteringsløb.  

Skole OL’s syv ambassadører, som består af flere EM- og VM-medaljevindere, vil også deltage på udvalgte dage. Heraf vil mindsttre ambassadører være til stede den 14. juni, herunder 9 x danmarksmester og EM-bronzevinder i dans, Errol Williamson, 4 x danmarksmester og europamester i bowling, Megan Gales Dicay og cricketspiller på ungdomslandsholdet, Isa Ansar. Ambassadørerne repræsenterer hver deres Skole OL-sportsgren på grund af deres egne flotte sportspræstationer inden for samme sportsgren.  

 
Program onsdag den 14. juni 2023 

9.00: Kronprinsen ankommer til den internationale skole (ISB).  Kronprinsen modtages af DIF-formand Hans Natorp og borgmester i Billund Kommune Stephanie Storbank  
9.15: Velkomsttale i ISB- festsalen.  
9.30: Åbningsceremoni og indmarchen med klasserne begynder.  
9.45: Velkomsttale fra scenen v. borgmester Stephanie Storbank. 
9.50: Peptalk ved Kronprinsen fra scenen.  
9.55: Den olympiske ild tændes. 
9.58: Nationalsang. 
10.00: Opvarmning.  
10.08: Motionsløbet skydes i gang af Kronprinsen, som hepper på løberne. 
10.12: Kronprinsen vises rundt på den skoleolympiske festivalplads, hvor han besøger nogle af de skoleolympiske sportsgrene og får mulighed for at prøve både bueskydning og cricket. Kronprinsen kommer også forbi Skole OL’s frivillig lounge og side-eventområdet, hvor han hilser på eleverne fra Den Forebyggende Grunduddannelse (FGU), som i et samskabelsesforløb har givet nyt liv til gamle Skole OL-bannere mv. 
11.30: Kronprinsen takker af for i dag.  
12.00- 15.30: Finale-konkurrencerne fortsætter og afsluttes med præmieoverrækkelser. 

Om Skole OL  

Skole OL er Danmarks officielle olympiske lege for skoleelever fra 0.-8. klasse og en appetitvækker på dansk idrætsforeningsliv. Formålet er at skabe bevægelsesglæde, danne fællesskaber og motivere børnene til et aktivt liv – både i og uden for skolen – og dermed øge trivslen for børn og unge.  

Gennem Skole OL møder børnene en bred vifte af forskellige sportsgrene til lokalstævner i hele landet, som udmunder i finalen for de kvalificerede klasser. Alle sportsgrene formidles på en sjov og anderledes måde med udgangspunkt i de tre børneolympiske værdier: Fællesskab, Færdighed og Fairplay. I dette skoleår er der afholdt 119 stævner med over 41.000 elever, 1.500 klasser og 350 skoler fordelt på 80 kommuner.  

Skole OL så dagens lys i 2009 under IOC-kongressen i København, hvor atletikklubben Sparta arrangerede det første Skole OL - udelukkende for københavnske skolebørn. I 2012 blev Skole OL landsdækkende, og siden er der også kommet flere sportsgrene til. Skole OL tilbyder konkurrencer og træning i atletik, bowling, bueskydning, combatarchery, cricket, dans, orienteringsløb, roning, triatlon. Det er kun til finalen, at alle aktiviteter er samlet samme sted.  

Danmarks Idrætsforbund (DIF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk’s Fond. Salling Group (repræsenteret ved Bilka) bidrager med et sponsorat til Skole OL. Herudover samarbejder Skole OL med flere specialforbund og kommuner.  

Tilmelding  

Pressetilmelding er nødvendig og skal ske senest mandag den 12. juni kl. 12.00 til kommunikationskonsulent i DIF Anja Ravn Heerwagen, arh@dif.dk, tlf. 21 94 27 98.  

Mødetid for pressen om onsdagen er kl. 8.30 ved Cafe Staldsvinget, Nordmarksvej 1, 7190 Billund. 

Der er mulighed for at få tilsendt en liste over deltagende skoler.