Fodboldskole for ukrainske flygtninge i Fremad Valby
Det kan være svært som barn at finde sig til rette i et nyt land, når man ikke kender sproget og kulturen. Og det bliver ikke nemmere i sommeren, hvor alle klassekammeraterne tager på sommerferie.
Derfor inviterer Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DBU fra 28.-30. juni flere end 40 ukrainske børn til Get2 Fodboldskole i Fremad Valby. Formålet er både at give børnene en sommeraktivitet samt at give en indgang til nogle af de danske hverdagsfællesskaber.
”For de mange ukrainske flygtninge i Danmark er opholdet blevet længere end først ventet. Derfor er der behov for, at både børn og mødre kan blive en integreret del af hverdagsfællesskaberne. Vi har gjort meget ud af at have ukrainske hjælpetrænere og invitere mødrene med om fredagen, så det bliver så trygge rammer som muligt,” siger Poul Broberg, chef for Public Affairs i DIF.
Langt sejt træk
Mange af de ukrainske flygtninge flytter fortsat meget rundt og kan være svære at holde kontakten med. Derfor har Aid Ukraine Danmark spillet en afgørende rolle i at skabe forbindelsen til børnene.
”Det kræver et langt, sejt træk at aktivere børn, der ikke er rundet af den danske foreningskultur. Det er afgørende med et tæt samspil med aktører som Aid Ukraine og kommunerne, der har den daglige dialog med både børn og mødre. De bliver også afgørende i den videre indsats for at skabe en mere varig relation til foreningsfællesskaberne,” siger Poul Broberg.
Siden krigen i Ukraine brød ud, har DIF get2sport med støtte fra Grundfos Fonden hjulpet 2000 ukrainske børn til idrætsaktiviteter i foreningslivet. I starten primært med aktiviteter på modtagecentre, men nu i stigende grad ude i foreningerne for at skabe en større normalitet i hverdagen for børnene.
Praktisk:
- Tid: 28.-30. juni 09:00-15:00
- Sted: Fremad Valbys anlæg, Julius Andersens Vej 8, 2450 København
Fakta om Ukraine-indsatsen:
- Grundfos Fonden har donerede kort efter krigens udbrud 5 millioner til DIF øremærket idrætsforeningernes arbejde med nytilkomne flygtningebørn
- Foreløbig har omkring 2.000 børn og unge fået glæde af støtten
- Støtten er gået til blandt andet kontingenthjælp, idrætsudstyr, stævnedeltagelse, sociale aktiviteter og deltagelse på idrætsskoler i skoleferierne