Kvindepokalfinale

Flot fremmøde til Kvindepokalfinalen: ’Jeg håber, vi får flere kvindekampe med lige så mange tilskuere’

Der var godt fyldt på Aalborg Portland Park, da FC Nordsjælland vandt Kvindepokalfinalen og satte gang i DM-ugen.
Malte Storm Madsen
21. jun. 2023
Der var godt fyldt på Aalborg Portland Park, da FC Nordsjælland vandt Kvindepokalfinalen og satte gang i DM-ugen.

- Der var en fantastisk stemning på stadion. Jeg håber virkelig, vi får flere kvindekampe med lige så mange tilskuere i Danmark. Kvindefodbold fortjener flere kampe som den her.

Sådan lød det efter kampen fra FC Nordsjællands anfører, Jessica Davis, som også satte et flot punktum på sin karriere med pokaltitlen:

- Det føles helt fantastisk at stå her med trofæet. Det er en perfekt måde for mig at afslutte min karriere på. Jeg kunne ikke bede om mere.

3006 tilskuere så med fra lægterne, da FC Nordsjælland besejrede Fortuna Hjørring 2-0 i Kvindepokalfinalen onsdag aften. De fremmødte talte blandt andet mange hundrede frivillige og det danske kvindelandshold.

Farumklubben var inden opgøret undertippede, og derfor kom det også som en overraskelse, at de kunne løfte pokaltrofæet for anden gang i deres historie.

Flere nyheder