DM-ugen

Flyvende atleter og pile på havnen

Forestil dig, at du er vant til i dyb koncentration at sende en pil afsted med 200 km/t og ramme det der svarer til en cd, men nu skal gøre det midt under en fest på Honnørkajen i Aalborg med tusindvis af gæster. DM-ugen skubber atleterne ud på nye arenaer og skaber grobund for nytænkning.
1. jan 0001
Forestil dig, at du er vant til i dyb koncentration at sende en pil afsted med 200 km/t og ramme det der svarer til en cd, men nu skal gøre det midt under en fest på Honnørkajen i Aalborg med tusindvis af gæster. DM-ugen skubber atleterne ud på nye arenaer og skaber grobund for nytænkning.

DM-ugen flytter stangspringerne, bueskytterne og flere andre idræts-specialister ud af de vante rammer igen i år. I sidste års DM-uge debut i Aalborg kunne publikum komme helt tæt længdespringere og trespringerne og i bogstaveligste forstand få sand i øjnene, når springerne ramte graven. I år kan de også opleve Aalborg-stangspringeren Jakob Holt Jensen komme susende forbi i tilløbet med en fem meter lang kulfiberstang i hænderne:

”Det er jo et mindre sejl vi løber med, så det kan godt drille lidt. Hvis vi har vinden i ryggen kan det til gengæld give et selvtillidsboost, der kan få os til at springe på de større stænger. Det bliver helt vildt. Jeg var nede og se det sidste år – det var mega fedt. Det bliver med Crossfit lige ved siden af, beachvolley bagved, folk i havnen på SUP-boards og masser af mennesker. Jeg glæder mig til at mærke den stemning – det løfter en”, siger Jakob Holt Jensen, der er stangspringer fra Aalborg Atletik og Motion.

Ikke mange meter væk fra springerne skal nogle andre specialister dyste i uvante omgivelser. Landets bedste bueskytter skal sende pile henover havnekajen i en hæsblæsende DM-finale for hold. 20-årige Tobias Duus Bendtsen træner i øjeblikket 6 dage om ugen med holdkammeraterne for at være i skarpeste form og kvalificere sig til finaleskydningerne:

”Jeg tror det bliver en virkelig fed udfordring. Vi kommer jo til at skyde med en padelbane lige ved siden af, og high-divere der springer ud fra Limfjordsbroen i baggrunden. Vi skal kunne holde koncentration, nerverne i ro og fokusere på et splitsekund, når vi står på linjen. Samtidig skal vi holde styr på vinden og kunne lukke larmen fra de mange mennesker ude – det håber jeg vi kvalificerer os til”, siger Tobias Duus Bendtsen, der er en af kandidaterne til at deltage i DM-ugen for Aalborg Bueskyttelaug.

Godt med nytænkning og nye arenaer
Aalborg Atletik og Motion var også med som arrangerende klub sidste år, hvor man i fællesskab med DIF og Aalborg Kommune skulle nytænke afviklingen af DM-ugen:

”DM-ugen er fedt at være del af - specielt for os kommercielt mindre idrætsgrene. Vi fik sidste år opgraderet vores faciliteter så vi nu kan afholde DM-ugen igen, men faktisk også så vi fremadrettet kan byde ind på eksempelvis at afholde nordiske mesterskaber. Men måske endnu mere vigtigt, så har vi fået erfaring i at indgå i et større event. Vi skal tilpasse os andre idrætter, tilpasse os medier og ikke mindst se potentialet i nye arenaer. Og det betaler sig. Sidste år har vi haft over 100.000 besøgende via streams på medier og over 2.000 gæster på stadion, hvoraf hovedparten så atletik live for første gang. Det har vi aldrig prøvet før. Men vi har fundet ud af at atletik er en god vare, og at DM-ugen er et godt sted at eksperimentere med vores del af eventet”, siger David Møller, formand i Aalborg Atletik og Motion.

Store forventninger
Jakob Holt Jensen fik sidste år sølv til DM i stangspring med et spring på 4,70 meter – den personlige rekord er 4,83 meter. Og i et yderst tæt dansk felt af springere håber Jakob at erobre ædlere metal i år på havnen:
”Jeg vil vinde. Jeg har to store sportslige mål. Jeg vil gerne vinde DM og springe over fem meter. Det kunne være fedt at gøre begge dele nede på Aalborgs havnefront. Hvis det lykkes må jeg sætte nogen nye mål, siger Jakob Holt Jensen.

Tobias fra Aalborg Bueskyttelaug har også store forventninger til klubbens debut i DM-ugen.
"De indledende runder foregår jo ude på eget klubanlæg i Visse. Vi har trænet godt. Vi stiller et godt hold, og jeg tror vi har en god chance for at kunne kvalificere os til at komme ind og skyde om medaljer inde på Honnørkajen – det er bestemt målet, og det vil være en stor oplevelse", siger Tobias Duus Bendtsen.

Bueskydning: Vidste du at?

  • Holdkonkurrencen i bueskydningen er intens. To hold med tre skytter hver møder hinanden. På 120 sekunder skal holdet skyde 6 pile, to fra hver skytte.

  • Holdet med flest point vinder to sætpoint. Holdet der først når 5 sætpoint vinder sættet.

  • Pilen bliver sendt afsted med 200 km/t, og kan undervejs komme op på en højde over 3,5 meter.

  • Pilen vejer kun 23,14 gram

  • Hvis man kløver den forrige pil med en ny pil kaldes det en ”Robin Hood”

Stangspring: Vidste du at?

  • I dag er stængerne lavet af enten glasfiber, carbon eller en kombi. Tidligere var de lavet af stål, og før det af bambus.

  • Stangspringerne skal være glade for nutidens madras. Tidligere i historien sprang man på bambusstænger og landede på et tyndt lag grus.

  • Jakob Holt Jensen, bruger op til 8 forskellige stænger under en konkurrence. De varierer i længde og stivhed alt efter om det er opvarmning og hvor langt han er i konkurrencen.

  • Verdensrekorden for kvinder indehaves af russiske Yelena Isinbayeva, der sprang over 5,06 meter i 2009. Verdensrekorden for mænd indehaves af svenskeren Armand Duplantis, der i år har sprunget over 6,22 meter

Flere nyheder