Højdepunktet blandt højdepunkter

11-årige Caroline Wozniacki fra Farum Tennisklub var klar i sproget, da hun blev interviewet til TV2.

”Jeg vil være nummer et i verden og vinde en Grand Slam,” sagde den spinkle, lyshårede og lidt generte pige tilbage i 2001.

Normalt er sportsmedier ikke så interesserede i at interviewe små børn, men Caroline fra Farum var noget særligt. Hun slog mange af de bedste danske spillere, selvom de var både fem og 10 år ældre end hende, og det skabte opmærksomhed ud over tennissportens snævre kredse.

På redaktionerne blev der snakket en del om den talentfulde tennispige fra Nordsjælland. Og det var meget sødt, at hun drømte om at blive den bedste i verden. Men det blev selvfølgelig ved drømmen, ikke?

Det virkede nemlig helt urealistisk, at en spiller fra lille Danmark skulle komme til tops i tennissporten. En sportsgren, som er udbredt i hele verden, og hvor den internationale konkurrence er utrolig hård og pengepræmierne enorme.

Men som sagt, så gjort. Drømmen blev til virkelighed. Caroline Wozniacki blev nummer et på verdensranglisten og blev der i hele 71 uger. Hun vandt en Grand Slam. Hun vandt hele 30 titler på WTA-touren. Hun blev Danmarks OL-fanebærer, og i januar blev hun så optaget i Sportens Hall of Fame. 

Sidstnævnte skete i Jyske Bank Boxen i Herning i forbindelse med det store Sport 2022-show, og i dag står Wozniackis buste i Idrættens Hus i Brøndby som et håndgribeligt bevis på, at hun nu er en del af dansk  idræts fineste selskab.

”At være kommet i Sportens Hall of Fame er helt klart et af de absolutte højdepunkter i min karriere. Når jeg ser på listen over de atleter, som er med i forvejen, så er det helt vildt, at jeg har fået en plads her. Det er en kæmpe ære for mig at være en del af dette selskab og dermed være en del af den danske sportshistorie,” siger Caroline Wozniacki til Idrætsliv.

Lille Danmark

Når Caroline Wozniacki i dag retrospektivt bliver bedt om at forholde sig til sin karriere, så giver hun sig god tid og giver fyldige svar. Det står måske lidt i modsætning til nogle af de mange interviews, hun i sin karriere har givet oven på endnu en sejr og forud for endnu en kamp mod endnu en hård modstander.

”Da jeg var aktiv, handlede det for mig altid om den næste kamp og den næste turnering. Nu, hvor jeg har mere tid, har jeg endelig mulighed for at sætte min karriere i perspektiv,” forklarer Caroline Wozniacki og giver et eksempel på dette:

”Jeg er stolt af, at jeg lykkedes med at bryde igennem i tennisverdenen. Der var ikke mange i Danmark, jeg kunne se op til. Jeg så Kenneth Carlsen vinde noget, og det var fedt, men der var alligevel et stykke op til at vinde Grand Slams og blive nummer et i verden, som jeg ville. Når man ikke har sådan et forbillede i sit eget land, kan det være svært at tro på, at det er muligt. Derfor er jeg ekstra stolt over, at jeg fandt min vej og min måde at gøre det på. Jeg kæmpede hårdt for det, og alle mine drømme som lille pige blev til virkelighed.”

Den nu tidligere tennisspiller har altid været glad for sport. Alt mulig forskelligt sport. Når hun var færdig med at træne, så blev fjernsynet tændt i villaen i Farum i håbet om at finde noget sport – og helst med nogle danskere i aktion.

”Jeg har fulgt mange af de andre medlemmer fra Sportens Hall of Fame, fra jeg var helt ung. Jeg støttede dem på stadions eller foran tv’et. Jeg fulgte Anja Andersen i håndbold, Camilla Martin og Peter Gade i badminton, og Michael Laudrup og Peter Schmeichel i fodbold. Det er surrealistisk, at jeg nu er en
blandt dem,” siger Caroline Wozniacki.

Interessen for andre idrætsgrene og danske atleter bevarede hun, da hun selv slog igennem. Både da hun blev en stor stjerne i Danmark, og da hun blev en global stjerne. 

Denne interesse forbinder hun med det faktum, at Danmark er et lille land med et beskedent areal på godt 40.000 km2 og under seks millioner indbyggere.

”Jeg elsker at se, når danske atleter konkurrerer. I modsætning til store lande som for eksempel USA har vi i Danmark selvfølgelig ikke nær så mange atleter i verdenstoppen. Derfor har jeg altid følt, at jeg har et særligt forhold til de danske topatleter. Sådan er det, når man kommer fra et så lille land som Danmark. Når der er danskere, som gør det godt i det store udland, så bliver man bare stolt og følger med,” siger Caroline Wozniacki. I vinter fulgte hun også intenst med i VM i fodbold, selvom det ikke gik så godt for landsholdet.

”Jeg fik overtalt min mand David, der er amerikaner, til at holde med Danmark, og vi havde alle rød-hvide trøjer på.”

Vejen til succes

Som skrevet er Caroline Wozniacki interesseret i alle mulige forskellige idrætsgrene, og det var også lidt af en tilfældighed, at hun blev tennisspiller. Selv om hendes far, Piotr Wozniacki, var hendes træner gennem stort set hele karrieren, så var det ikke en speciel tennisorienteret familie, hun voksede op i de tidlige ungdomsår. Faderen havde en fortid som professionel fodboldspiller, mens moderen havde været på landsholdet i volleyball.

Tennis blev Wozniackis levevej, men det er slet ikke utænkeligt, at danskerne kunne have oplevet hende i  verdenstoppen i en anden idrætsgren i stedet.

”Jeg var ret god til svømning og håndbold. Men jeg syntes, at jeg skulle for tidligt op om morgenen for at gå til svømning. Jeg var god til håndbold, men klubben ville ikke rykke mig en aldersgruppe op, og jeg blev derfor ikke presset nok. Derfor stoppede jeg. Det endte så med tennis, men i kraft af min personlighed og vindermentalitet skulle jeg nok have fundet en vej til toppen i en anden sportsgren end tennis.”

Vindermentaliteten og arbejdsgiveren har været Caroline Wozniackis faste følgesvende gennem hele karrieren. Faderen var ambitiøs på hendes vegne, og det var hun også selv. I sin karriere har hun været oppe mod mange spillere, som måske havde mere talent og flere tennisfærdigheder end hende. Men hun har mødt meget få, der løb så meget og kæmpede lige så meget for hver eneste bold, som hende selv. Wozniacki kunne slide sine modstandere op, og hun gav aldrig fortabt.

”Jeg har altid gerne villet være den bedste. Det er lige meget, om det drejer sig om tennis, om skolen eller om det spil yatzy, jeg vandt i går. Da jeg var en lille pige, ville jeg være den bedste, og jeg skulle nok finde min vej. Når nogen sagde, at jeg ikke kunne blive nummer et i verden, fordi jeg kom fra lille Danmark, så ville jeg det bare endnu mere. Jeg skulle vise dem, der ikke troede på mig, at man kan, hvad man vil. Og jo tættere jeg kom på målet, jo mere ville jeg det, og jo mere trænede jeg,” husker Caroline Wozniacki.

”Jeg havde den holdning, at når du først er inde på banen, så har du lige så stor chance for at vinde kampen som modstanderen – uanset hvem modstanderen er. Du skal bare vinde et sæt mere end hende, og det burde være muligt.”

Arvtagerne

Da Caroline Wozniacki i januar 2020 indstillede karrieren, lå det lidt i kortene , at det nu var slut med store danske tennisoplevelser. I hvert fald på verdensklasseniveau. Det havde været fantastisk at have en dansker i finalerne i de største turneringen måned efter måned, men det var nok også en undtagelse, at Danmark kunne producere en så succesrig spiller igen.

Men det er faktisk gået over al forventning. Pludselig dukkede Clara Tauson op og vandt turneringer på WTA-touren. Siden er Holger Rune brudt igennem og er blevet en decideret verdensstjerne. Især hans turneringssejr i ATP-turneringen i Paris, hvor han slog verdens bedste tennisspiller, Novak Djokovic,
i finalen, fik for alvor tennisinteressen i Danmark til at blomstre igen.

”Måske har jeg været med til at give Holger Rune og Clara Tauson troen på, at de kan lykkes. Måske har jeg banet vejen lidt for dem, fordi de ved, at det er muligt at komme til tops som dansker,” reflekterer Caroline Wozniacki.

Når hendes to arvtagere spiller, så følger Caroline Wozniacki med. ”Jeg nyder at følge dem begge. Clara har desværre været lidt skadet på det seneste, men jeg håber, at hun kommer stærkt tilbage. Det er fedt at se Holger spille. Han giver aldrig op. Han har viljen, han tror på det, og han træner hårdt. Jeg har set ham træne flere gange, at det er tydeligt, at han virkelig, virkelig vil det her.”

Og måske er der ude i de danske tennisklubber nogle unge spillere, der ligesom Caroline, Holger og Clara har evnerne til at få en stor karriere. De får her til sidst lige et par råd med på vejen af den største tennisspiller, Danmark nogensinde har haft.

”Hvis du træner hårdt, vil det og har et godt team omkring dig, så kan du lykkes. Men husk at sætte delmål. Hvis du engang kommer op som nummer 1.000 i verden og vil være nummer et, så er det fint, men du bliver nødt til at sætte delmål op undervejs. Når du når et delmål, så får du fornemmelsen af succes på vejen mod det store mål.”

Inspireret af danske ol-atleter

Caroline Wozniacki deltog tre gange ved OL. Trods skuffelse over en misset olympisk medalje, står OL-oplevelserne som en kæmpe stjerne i Wozniackis karriere.

Da Caroline Wozniacki som fanebærer med Dannebrog i hånden og hele det danske OL-hold i ryggen gik forrest ind på ind på Maracana Stadion til OL i Rio 2016, var det et af de store og vigtige fixpunkter
i karrieren.

”Det var noget helt specielt,” siger Caroline Wozniacki og fortsætter: ”Jeg elsker OL, og jeg er ærgerlig over, at jeg aldrig vandt en OL-medalje.

Men det var så fedt at være en del af et dansk OL-hold. I tennis vinder og taber man typisk alene. Derfor var der for mig intet bedre end at vinde en kamp til OL og så komme hjem i lejren i OL-byen, hvor de andre atleter støttede op om mig. Eller når atleterne tog ud og så mine kampe – det gjorde, at jeg følte, at jeg var en del af noget større.”

Ingen luksus

Til OL var der ikke helt den luksus, som Caroline Wozniacki oplevede, når hun rejste rundt med det store internationale tenniscirkus, men det var lige meget, for det vigtigste for hende var at være en del af et hold.

”Jeg elskede at bo sammen med de andre atleter og se, hvor hårdt de trænede op til deres konkurrencer, hvordan de sov, hvordan de spiste, hvordan deres fysisk var. Jeg lærte også meget af de danske atleter.

Man tror som udgangspunkt, at man selv gør det helt rigtige, men da jeg så de andre danske atleter forberede sig til deres konkurrencer, så blev jeg virkelig inspireret.”