Idrætsforeningen er den 'frelsende engel'

Debatindlæg bragt i Idrætsmonitor den 6. marts 2023

"Lad nu være med at sidde med den skærm hele tiden!"

Sådan lyder det frustrerede opråb fra forældre til børn i rigtig mange danske hjem i disse år.

De unges skærmforbrug er da også voldsomt. Hver fjerde 15-årige pige er på de sociale medier mindst fire timer hver dag, og blandt de 13-årige drenge bruger hver tredje minimum fire timer på at spille hver eneste dag, viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Samtidig mødes de unge mennesker mindre og mindre fysisk med deres venner. For eksempel er andelen af 11-årige drenge, der er fysisk sammen med deres venner flere gange om ugen, således faldet fra 72 procent i 2009 til 40 procent i 2021.

Børnene har med andre ord bevæget sig væk fra hulerne i skoven og ind foran skærmene. Det er naturligt, at børnene i dag er digitalt indfødte, og de kommer til at benytte det digitale univers meget mere, end vi forældre gjorde, da vi var børn. Men børnene har stadig behov for de fysiske fællesskaber, så kan forældrene ikke bare kommandere børnene væk fra skærmen? Indføre skærmtid og arrangere legeaftaler uden skærm?

Det er nemmere sagt end gjort.

Børnene kan let føle sig udenfor, hvis de ikke deltager aktivt i de digitale fællesskaber på for eksempel Snapchat, hvor der konstant popper notifikationer op. Og superalgoritmen hos TikTok er en formidabel modstander i enhver forælders kamp for mere fysisk samvær og opmærksomhed.

Endelig er forældrene ofte selv til falds for den dopamin-belønning, de får ved at stikke næsen i skærmen, og vi er dermed ikke nødvendigvis de bedste eksempler for børnene.

Alternativt fællesskab i foreningen

Her kommer idrætsforeningen ind som en frelsende engel. Som den livline, forældrene kan benytte, når det virker umuligt at få slukket for skærmenes blå lys. Det har altid været fornuftigt at sende sine børn til foreningsidræt, men det har vel aldrig været mere relevant end i dag.

I idrætsforeningen lægger de unge mennesker for en stund eller to skærmen væk og dyrker fysisk aktivitet i fællesskab med andre. De kommer bagefter hjem med røde kinder og har givet high fives og krammere til holdkammeraterne. Kæmper de samme unge mennesker med trivslen i skolen, hvad mange af dem desværre gør, er der et alternativt fællesskab i idrætsforeningen, der tager imod med åbne arme.

Foreningsidrætten bliver nogle gange beskyldt for at være outdated, men jeg tror, det er lige omvendt. De fysiske fællesskaber i foreningerne er i min optik i dag vigtigere end nogensinde.

På de sociale medier oplever børnene et glansbillede af virkeligheden. De følger influencere, som lever et tilsyneladende perfekt liv. Med det rigtige tøj, de rigtige kroppe, et hav af venner og tilsyneladende med masser af succes i alt, hvad de beskæftiger sig med. De unge kan nemt komme til at føle sig som en fiasko, når de betragter sig selv. De har svært ved at gennemskue, at der netop er tale om et glansbillede godt hjulpet på vej af forskønnende digitale filtre.

Men i idrætsforeningerne oplever de unge, at selvfølgelig er ingen perfekte. Det kan godt være, at der i foreningen er en forventning om, at man skal gøre sig umage, men der er også plads til at fejle – hvorefter man bliver samlet op af træneren og holdkammeraterne. ’Kom igen’ er for eksempel et af de mest anvendte udtryk i foreningsidrætten.

Derfor synes jeg, at foreningsidrætten har en utrolig vigtig position i samfundet. Foreningerne friholder ikke forældrene fra et ansvar i forhold til børnenes skærmvaner, men foreningerne kan give dem en stor og hjælpende hånd i en problemstilling, som fylder rigtig meget i mange hjem.