DIF jubler over bred mediedækning af OL frem til 2032

Foto: DIF
DR, TV 2 og Discovery deler rettighederne til at vise OL for danskerne frem til og med 2032.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Hans Natorp
16. jan 2023
DR, TV 2 og Discovery deler rettighederne til at vise OL for danskerne frem til og med 2032.

Pernille Blume slår hånden i bassinkanten et splitsekund foran sine konkurrenter og vinder OL-guld. Viktor Axelsens fjerbold bliver på den rigtige side af linjen, og han bryder sammen i tårer som olympisk mester. Og Anne-Marie Rindom krydser mållinjen og hopper jublende i vandet og giver svømmende et sejrsinterview efter sin første OL-guldmedalje.

De tre olympiske dramaer og mange flere står lysende klart på mange danskeres nethinder, fordi de kan huske de dramatiske billeder fra deres skærme. Fremover venter der flere dramatiske OL-konkurrencer med dansk deltagelse – og de vil kunne ses i de danske stuer, eftersom DR, TV 2 og Discovery har sikret sig rettighederne frem til og med OL i Brisbane i 2032.

”OL er verdens største sportsbegivenhed, så den skal kunne ses og følges af alle danskere. Derfor er danskerne de store vindere med dagens aftale. Vi kommer i fremtiden alle til at bide negle og sidde på kanten af stolen, når danske atleter kæmper om olympisk metal ude i verden, siger formanden for DIF, Hans Natorp, og fortsætter:

”Det er meget afgørende for DIF, at OL-rettighederne går til tv-stationer, som har stor udbredelse, som hele befolkningen ser på daglig basis og har en naturlig adgang til. Til OL præsenteres vi for alt fra bueskydning og banecykling til skateboarding og håndbold på landsdækkende tv. Her ser vi sportsgrene, som vi ellers ikke ville se, og vi møder nye lysende stjerner på idrætshimlen. På den måde samler OL os og bevæger os som nation.”

Disse olympiske events er med i aftalen:

• 2026, februar: De Olympiske Vinterlege, Milano-Cortina d’Ampezzo, Italien.

• 2028, juli-august: De Olympiske Lege, Los Angeles, USA.

• 2030, februar: De Olympiske Vinterlege. Det er endnu uafklaret, hvor de holdes.

• 2032, juli-august: De Olympiske Lege, Brisbane, Australien.

Aftalen indeholder også Youth Olympic Games, som er et multisport-event for ungdomsatleter, og hvor Danmark altid deltager.

DR og TV 2 har både de digitale olympiske rettigheder samt rettighederne til klassisk flow-tv, mens Discovery udelukkende har de digitale rettigheder.