Alt tæller

Nøglen til mere motion: Opsøg tilfredsheden ved 'besværet'

Ifølge adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen får vi mere motion ind i hverdagen ved at spole tankegangen tilbage til stenalderen, bygge bevægelse ind i dagligdagen og genfinde den dybe tilfredshed, der er gemt i ’besværet’.
18. nov 2022
Ifølge adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen får vi mere motion ind i hverdagen ved at spole tankegangen tilbage til stenalderen, bygge bevægelse ind i dagligdagen og genfinde den dybe tilfredshed, der er gemt i ’besværet’.

Hvad er årsagen til, at du ikke dyrker idræt og motion? Sådan lyder et af spørgsmålene i Bevæg dig for livets store idræts- og motionsvaneundersøgelse, hvor godt 29.000 borgere har deltaget.

I undersøgelsen angiver de fleste af de ikke-aktive, at prioritering af arbejde og familie er en primær eller medvirkende årsag til manglende motion. En lille tredjedel peger på, at de bruger tiden på andre fritidsaktiviteter, mens dårlig form er en afgørende faktor for hver fjerde. 

Men når vi nu ved, at bevægelse er både sundt og sygdomsforebyggende og kan give gode fælles oplevelser og mere energi, hvad skal der så til for at ændre adfærd og blive mere aktiv?

Motion i det normale rum

Det har psykolog Anders Colding-Jørgensen, som i årevis har beskæftiget sig med vaner og adfærdspsykologi, en række bud på. Bud, som han vil dele gavmildt ud af, når han holder gratis foredrag på ’Alt Tællers’ Facebook-side den 22. november.

”Begrundelserne i Bevæg dig for livets undersøgelse fortæller mig, at problemet opstår i de situationer, hvor vi skal finde tid til bevægelse, som er ude af vores normale rum og på bekostning af noget andet,” indleder Anders Colding-Jørgensen.

Han opfordrer derfor til at have øje for, hvordan man kan snige lidt mere bevægelse ind i de rum og sammenhænge, man alligevel befinder sig i. Herunder de klassiske Alt Tæller-råd som at svinge støvsugeren lidt oftere, springe på cyklen frem for bussen, tage trappen i stedet for elevatoren, luge lidt mere ukrudt i haven og andre gode eksempler på hverdagsmotion.

Tag besværet tilbage

Mennesket har siden stenalderen arbejdet målrettet på at fjerne besværet fra hverdagen og indføre alverdens hjælpemidler i dagligdagen. Det betyder, at vi mennesker oplever, at vi skal opsøge motionen uden for hverdagens almindelige rum. Og det er netop dén tankegang, Anders Colding-Jørgensen vil skubbe til:

”Hvis vi fjerner alt besværet, hvad har vi så tilbage? Måske er vi nået dertil, hvor vi ikke kan blive mere lykkelige ved at fjerne mere besvær. Til gengæld skal vi genfinde den tilfredshed, som vi får ud af at gøre noget selv, for nogle gange snyder vi os selv ved at undgå besværet. Det kunne være følelsen i kroppen efter en cykeltur eller glæden ved høsten efter indsatsen i køkkenhaven. Der er en dyb tilfredshed gemt der, som man kun får ved at opsøge ’besværet’.”

Ud over at genfinde tilfredsheden ved besværet og snige lidt mere motion ind i hverdagen, kan man også med fordel orientere sig mod motionsaktiviteter, der matcher den personlige lyst og fysiske formåen. Det giver nemlig de bedste oplevelser, og derfor har Bevæg dig for livet udviklet en række motionskoncepter, hvor barriererne for idrætsdeltagelse er sænket, så alle kan være med.   

Tjek motionskoncepterne her:
https://www.bevaegdigforlivet.dk/fokusomraader/oversigt-over-fokusomraader

OM FOREDRAGET

 

OM IDRÆTS- OG MOTIONSVANEUNDERSØGELSEN

  • 71 procent af de adspurgte i undersøgelsen angiver, at de dyrker idræt og motion. Tallet var 59 procent i 2021. Altså er der ifølge undersøgelsen tale om en fremgang det seneste år på 12 procentpoint.
  • De ikke-aktive: Tid på arbejde (37 %) og prioritering af familien (33 %) er de største årsager til fravær fra idræt og motion. Prioritering af andre fritidsaktiviteter (29 %) og dårlig form (25 %) eller dårligt helbred (19 %) er også afgørende faktorer for en relativt stor andel.
  • Vandreture er den aktivitet, som flest ikke-aktive kunne tænke sig at komme i gang med (56%).
  • Se hele undersøgelsen her: https://www.bevaegdigforlivet.dk/kommune/artikler-og-viden/ny-undersoegelse-flere-voksne-er-aktive

 

OM ’ALT TÆLLER’ OG ’BEVÆG DIG FOR LIVET’

  • Alt tæller er et initiativ målrettet ikke-aktive voksne danskere. Her er barren sænket, så alle kan være med, og det gennemgående budskab er netop, at alt tæller.
  • Alt tæller er en del af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, der arbejder for, at Danmark skal være verdens mest aktive nation i 2025. - en
  • Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie – et partnerskab mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI, Nordea-fonden og TrygFonden.

 

Flere nyheder