Billetter OL 2024

Sådan får du billetter til OL i Paris

Billetsalget til OL i Paris foregår denne gang centralt via Paris 2024. Læs her, hvordan det kommer til at foregå.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Lars Hestbech
16. aug 2022
Billetsalget til OL i Paris foregår denne gang centralt via Paris 2024. Læs her, hvordan det kommer til at foregå.

Flere og flere stiller os det spørgsmål. Interessen er kun blevet større, efter dressurlandsholdets VM-guldmedaljer, der udløste de tre første danske pladser til OL om to år i den franske hovedstad.

Vi kan godt forstå, at I vil afsted. For første gang i 12 år skal der være et sommer-OL i Europa i vores tidszone, og Paris er en fantastisk by. Vi og atleterne håber, at der kommer rigtig mange danskere og hepper i Paris 

Og så til besvarelsen af spørgsmålet. I skal skrive jer op her www.paris2024.org/en/tickets/

I modsætning til OL i Tokyo er de nationale olympiske komitéer (Danmarks Idrætsforbund i DK) ikke involveret i billetsalget. Salget foregår denne gang centralt. Det er Paris 2024, som står for salget og har hele ansvaret. Ved at skrive jer op, vil I få besked, lige så snart der sker noget, og I vil også optimere jeres chancer for at få fat i billetter.

Der vil ske en lodtrækning blandt alle dem, der ønsker en billet. Registrering til denne lodtrækning vil foregå i december 2022. Salget af billetpakker (billetter til op til tre sessioner) vil begynde i februar 2023, og enkeltbilletter vil blive solgt i maj 2023. Overskydende billetter kommer til salg i slutningen af 2023.

Ifølge IOC vil en million af billetterne komme til salg for 24 euro. Og 50 procent af alle billetterne kommer til at koste 50 euro eller mindre. En tredjedel af billetterne til de konkurrencer, hvor der bliver uddelt medaljer, vil koste 100 euro eller mindre. De dyreste billetter kommer til at koste 950 euro, og IOC siger, at det er indtægterne fra de 15 procent dyreste billetter, som gør det muligt at sælge et stort antal billetter til overkommelige priser.

Sideløbende vil det også køre et såkaldt hospitality-spor. Det er her, hvor billetter er kombineret med noget andet – fx restaurantbesøg og andre særlige oplevelser. Disse billetter vil blive en del dyrere. Det er det internationale firma On Location, der står for at sælge hospitality-pakkerne.

Hvis man er interesseret i hospitality-pakker, så skal man skrive sig op her: www.onlocationexp.com/olympics/paris

Da billetsalget som skrevet sker centralt denne gang, henviser vi til Paris 2024 og On Location for uddybende spørgsmål om billetter. På deres hjemmesider er der blandt andet en Q & A, I kan gå på opdagelse i. Så skriv jer op. Vi håber, at vi ses i Paris om to år.

Flere nyheder