Interview

Et år med formanden

De er et år siden, at Hans Natorp på DIF's repræsentantskabsmøde blev valgt som ny formand for DIF. Her kigger han tilbage på sit første år i formandsstolen.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Lars Hestbech
20. jun 2022
De er et år siden, at Hans Natorp på DIF's repræsentantskabsmøde blev valgt som ny formand for DIF. Her kigger han tilbage på sit første år i formandsstolen.

Hvordan vil du beskrive dit første år som formand?

Hurtigt og intenst. Der har været fuld knald på fra første dag. Vi havde et udsat sommer-OL i Tokyo, og seks måneder senere skulle vi til vinter-OL i Beijing. Ved begge arrangementer var der kæmpe udfordringer med corona. Desuden skulle vores nye bestyrelse fra første fløjt løfte en masse strategiaftaler med forbundene igennem. Det var ikke et nemt arbejde, så alle fortjener stor ros for, at det lykkedes.

Vi har med andre ord skullet ekspedere hele tiden. Så hverken jeg eller resten af bestyrelsen nåede at være længe i startblokken, før vi sprintede afsted.

 

Hvad har overrasket dig mest?

Det overrasker mig, hvor meget respekt omgivelserne har for min tid. Selvom jeg er formand, må man gerne ringe til mig, men det sker for sjældent. Som næstformand havde jeg selvfølgelig mere tid til dialogen med forbundene, men jeg har stadig huller, hvor jeg er tilgængelig.

Jeg skal vise mere tydeligt, at jeg er tilgængelig og samtidig sørge for, at næstformændene og resten af bestyrelsen bliver sat endnu mere i spil.

Jeg troede også, at jeg selv kunne oprette aftaler og lægge møder ind i min kalender, efter jeg blev formand. Men det går ikke. Mette (fra DIF’s administration red.) har et fantastisk overblik og håndterer min kalender med hård hånd. Hvis jeg selv begynder at lægge aftaler ind, så går der kludder i det. Jeg har måttet acceptere, at det er bedst på den måde.

 

Hvad har været den største udfordring?

Jeg har brugt rigtig meget tid på at være så skarp som muligt i min kommunikation. Ingen må være i tvivl om, hvad formanden siger og mener. Den situation har jeg forberedt mig på, inden jeg blev formand, og jeg har efterfølgende dygtiggjort mig løbende. Der er været nogle vanskelige situationer i mit første år som formand, hvor det har været afgørende, at jeg har kommunikeret meget præcist.

Eksempelvis til vinter-OL, hvor vi havde nogle ishockeyspillere, som var i coronakarantæne under helt urimelige forhold. Det skulle jeg kommunikere, men jeg kunne ikke udtale mig så bramfrit, at kineserne blev sure på vores hold. Det kunne have fået store sportslige konsekvenser for den danske delegation. Jeg sover normalt godt, men lige netop den øvelse kostede mig nogle times søvn.

Qatar-problematikken er ikke så svær at kommunikere – for vi har en gennemarbejdet international strategi, jeg kan følge. Rusland-sagen var derimod svær, for her skulle vi gøre noget, vi normalt ikke gør. Vi krævede, at den politiske situation skulle gå ud over atleter – sådan noget har vi ikke rutine i. Da Rusland invaderede Ukraine, vidste vi med det samme, hvad vi mente, der skulle gøres. Men vi var i tvivl om, hvornår vi skulle melde ud, for vores forbund og atleter skulle også kunne følge med. Omvendt kunne vi heller ikke være passive.

Jeg var ikke den eneste, der holdt vejret, da vi gik ud og opfordrede til udelukkelse af alle russiske og hviderussiske atleter, forbund og idrætsledere. Men det var vigtigt, at vi kom hurtigt på banen, og vi står stærkt nu på grund af udmeldingen. Vi satte selv en dagsorden og af egen drift. Vi gjorde det ikke modstræbende, og vi fik sammen med vores forbund skabt et momentum – også internationalt.

 

Hvordan bliver man modtaget rundt om i samfundet, når man er DIF-formand?

Jeg møder kun kæmpe respekt for idrætten. Det gælder DIF som organisation, det gælder atleterne, foreningerne og de frivillige. Der er respekt for idrætten i sig selv og for alle idrættens positive sideeffekter.  Det er også derfor, at vi bliver inddraget i de politiske beslutningsprocesser. Jeg kan genkende vores input, når der kommer ny lovgivning. Senest med aftalen om, at alle børnefamilier på kontanthjælp får 250 kroner øremærket til eksempelvis børnenes idrætsaktiviteter – det er et forslag, som kommer fra DIF.

 

Kan du pege på et højdepunkt i årets løb?

Vi leverede flotte resultater i Tokyo og Beijing trods de vanskelige vilkår. Både sportsligt og organisatorisk, og det er jeg rigtig stolt af. Det var ærgerligt, at vi ikke kunne have vores gæster med til OL på grund af coronarestriktionerne, men atleterne løftede i den grad opgaven, så det også var sjovt at følge med hjemmefra.

Jeg er også stolt af, hvordan DIF-idrætten kom igennem corona-tiden. Idrætten tog et kollektivt ansvar på sig i stedet for at gå enegang.

Desuden er jeg stolt over, at DIF fik strategiaftaler på plads med alle forbund. Forbundene, bestyrelsen og medarbejdere var pressede til bristepunktet, og forløbet var ikke var uden frustrationer. Men det lykkedes, og nu har vi aftaler, som rækker fire år ud i fremtiden.

 

Hvor står DIF-idrætten efter det første år i forhold til, hvad du havde forestillet dig?

Vi står et godt sted – fri af corona. Forbundene har styr på deres sager. Jeg tror og håber på, at vi lige om et øjeblik kan trække vejret, hvorefter vi kan tage DIF-idrætten til næste step.

 

Hvad bliver det vigtigste i år to som DIF-formand?

Vi skal være en organisation, som er i øjenhøjde. Vi skal blandt andet bevise, at vi er Danmarks vigtige børne- og ungeorganisation, og vi skal tage nogle store skridt i forhold til bæredygtighed og frivillighed.

Flere nyheder