SPORTSTECH

SAVE THE DATE: Danmarks første ’Sportstech Festival 2022’

DIF Innovation Lab inviterer til ’Sportstech Festival 2022’ i Valby den 1. september. Du kan prøve tech-produkter, høre ’power talks’ og netværke med sports- og tech-folk over en ’stadionplatte’.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Jakob Draminsky
18. maj 2022
DIF Innovation Lab inviterer til ’Sportstech Festival 2022’ i Valby den 1. september. Du kan prøve tech-produkter, høre ’power talks’ og netværke med sports- og tech-folk over en ’stadionplatte’.

Robotter kridter fodboldbaner op. Sensordragter analyserer golfsving. Og sportsfolk evaluerer kampe med virtuel reality-briller på næsen.

Det er ikke en fjern fremtid, som eksemplerne beskriver. Det er virkeligheden, som den ser ud flere steder i idrætsverdenen, og fremtiden byder på endnu mere udvikling i sportstech-branchen.

Er du ansat i en virksomhed, der arbejder med sport og teknologi, sidder du som konsulent i et specialforbund med interesse for innovation, arbejder du en i idrætsforening eller en kommune, der gerne vil være med på ’beatet’, eller er du bare nysgerrig på udviklingen inden for sport og teknologi?

Hvis svaret er ’ja’, så skal du allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen den 1. september kl. 10.00-20.00. Her åbner DIF Innovation Lab i samarbejde med CopenX dørene til Hafnia-Hallen og afholder Danmarks første ’Sportstech Festival 2022’.

Programmet er ikke endeligt, men der er spændende talere på trapperne, og der er mange virksomheder, som kommer og viser fremtidens sportsprodukter frem.

Det er første gang, at sportstech-branchen får en stor festival i Danmark, og du kan se frem til en god blanding af netværk, oplæg, diskussioner og innovative udstillinger og aktiviteter. Formålet er at samle alle aktører inden for det danske ’sportstech-økosystem’ til en tætpakket dag med innovation i højsædet. Og så er målet, at festivalen gentages hvert år.

Helt konkret kommer ’Sportstech Festival 2022’ til at bestå af følgende tre elementer:

EXPO

Sportstech-virksomheder deltager på Expo-området, hvor der skabes et aktivt rum for de besøgende. Her kan alle gæster prøve sportstech-virksomhedernes løsninger og produkter. Expo-området indeholder desuden områder til networking.

OPLÆG

Fra hovedscenen afholdes ’powertalks’ med udvalgte talere. Derudover byder programmet på forskellige emnespor, som fx inkluderer ’sportstech i idrætten’, ’brug af data’, ’kommercialisering’, ’investor’ og ’trends’. Oplæggene bliver en kombination af paneldebatter og præsentationer.

Award og netværk

Dagen afsluttes med en ’awardshow’, hvor de mest lovende sportstech-startups hyldes, mens gæsterne bydes på noget at drikke og en ’stadionplatte’ i loungeområdet, inden dagen afsluttes kl. 20.00.

Inden længe annoncerer vi talere, lancerer tilmeldingsmodul og kommer med flere nyheder om festivalen. Du kan følge med på festivalens hjemmeside.

Bag festivalen står DIF Innovation Lab, CopenX, Dansk Industri, Dansk Design Center og Industriens Fond.

Hvis du allerede nu har spørgsmål til ’Sportstech Festival 2022’, så kan du kontakte Mathias Vestergaard, der er konsulent i DIF Innovation Lab: mave@dif.dk 60105735

Flere nyheder