Livlige småbørn med inaktive forældre

Foto. DIF
Størstedelen af de tre til seksårige børn dyrker idræt og motion, mens deres forældre er langt mindre aktive end gennemsnittet for voksne. Familieaktiviteter og mere planlægning kan hjælpe forældrene i gang, lyder rådet fra Bevæg dig for livet.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Morten Bolvinkel
23. jan 2022
Størstedelen af de tre til seksårige børn dyrker idræt og motion, mens deres forældre er langt mindre aktive end gennemsnittet for voksne. Familieaktiviteter og mere planlægning kan hjælpe forældrene i gang, lyder rådet fra Bevæg dig for livet.

Små børn er vilde med at bevæge sig, og det sætter nye tal fra Idrættens Analyseinstitut en tyk streg under. De viser nemlig, at hele 82 procent af de tre til seksårige børn dyrker idræt og motion mindst én gang om ugen.

De fleste af børnene brænder krudtet af i landets idrætsforeninger, og de hænger sig heldigvis ikke i, om deres forældre også er fysisk aktive. En undersøgelse fra Bevæg dig for livet viser nemlig, at kun hver anden forælder med små børn op til seks år dyrker idræt og motion regelmæssigt. Til sammenligning er 62 procent af forældrene med hjemmeboende børn over seks år fysisk aktive.

”At småbørnsforældre ofte er pressede, er ikke noget nyt. Men det er ærgerligt og bekymrende, at så mange af dem mangler tid, motivation eller overskud til at motionere regelmæssigt. For i sidste ende kan det jo gå ud over deres fysiske og mentale sundhed og trivsel”, siger Susan Hilden Otte, som er programleder for Bevæg dig for livet.

Familieaktiviteter og planlægning
Når tid er en mangelvare, er planlægning som regel et godt redskab. Det er det også, når det kommer til motionsvanerne, hvor forældrene med fordel kan skiftes til at give hinanden nogle frikvarterer til at træne i løbet af ugen. Og så gælder det om at bruge tiden smart, lyder rådet fra programlederen:

”Vi kan se, at det gør en forskel for de travle familier, når de formår at kombinere familietiden med den aktive tid. Altså når de strukturerer deres sparsomme tid sådan, at de enten træner sammen med børnene eller i samme tidsrum som børnene,” siger Susan Hilden Otte og fortsætter:

”Og der er jo rigtig mange gode tilbud ude i foreningerne, hvor man kan udnytte tiden godt og dyrke idræt sammen eller samtidig med poderne i samme forening. Det kunne være mødrefodbold, fællesgymnastik og familietennis for at nævne nogle eksempler”.

Skal alligevel hente og bringe
En af de foreninger, der har et såkaldt mødrehold er fodboldklubben Fortuna Svendborg, hvor småbørnsmødre træner sideløbende med børnene hver mandag, når sæsonen står på:

”Mange skal alligevel ud ad døren for at bringe og hente, så det er en god måde at få aktiveret dem i stedet for, at de bare er i venteposition. Mange af mødrene har ikke været så aktive før, så det har været vigtigt, at det er let tilgængelig motion. De kan møde op i træningssko, og alle kan være med i øvelserne, selv hvis de ikke har prøvet at spille fodbold før,” siger Julie Andersen, der er træner på holdet.

I Svendborg har mødreholdet været en god måde at få flere spillere til klubben. Og ikke kun i den voksne målgruppe:

”Det er faktisk en god måde at rekruttere begge veje. Vi har spillere, der er kommet med på holdet gennem deres børn. Men vi har også nogle, der er startet til Fodbold Fitness og efterfølgende har taget deres børn med til træning i klubben,” siger Julie Andersen.

Mens forældrenes idrætsvaner ikke spiller den store rolle for de mindste børns aktivitetsniveau, er det en anden historie for de lidt større børn. Ifølge Idrættens Analyseinstitut begynder børnene nemlig fra syvårsalderen at spejler sig mere i forældrenes vaner og baggrund inden for idræt og motion. Her bliver forældrenes idrætsvaner altså både vigtig for deres egen sundhed og for signalværdien over for de lidt større børn.

FAKTA

- Bevæg dig for livets idræts- og motionsvaneundersøgelse fra 2021 viser, at 52% af forældrene med hjemmeboende børn mellem 0 og 6 år dyrker idræt og motion.

- Til sammenligning dyrker 62% med hjemmeboende børn over seks år idræt og motion. Altså en forskel på hele 10 procentpoint.

- Hver tiende af de idrætsaktive borgere dyrker idræt og motion sammen med deres idrætsaktive hjemmeboende børn.

- 59 % voksne uden hjemmeboende børn er idrætsaktive.

- Et notat fra Idrættens Analyseinstitut viser, at 82% børn i Danmark mellem 3-6 år dyrker idræt og motion. Heraf hele 92% af de seksårige.

OM BEVÆG DIG FOR LIVET

Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation i 2025, for motion er vigtigt for vores fysiske, sociale og mentale sundhed og trivsel. Derfor har DGI og DIF indgået et samarbejde om at indfri den ambitiøse vision for dansk idræt, som støttes TrygFonden og Nordea-​fonden.

Bevæg dig for livet er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie og har på nuværende tidspunkt indgået forpligtende aftaler med 25 såkaldte visionskommuner (28 samarbejdskommuner). Udover kampagner, som skal give danskerne et ’kærligt puf’, tilbyder Bevæg dig for livet rådgivning og anbefalinger, events som Royal Run og en længere række tilpassede koncepter inden for diverse idræts-​ og motionsaktiviteter.

KONTAKT

Flere nyheder