Rasmus 'tager en for holdet'

“Jeg begyndte i Amager Volleyball Klub som 11-årig og spillede i ungdomsrækkerne i tre-fire år. Jeg sluttede på højdepunktet med at vinde ungdoms-DM, men så flyttede min familie til et hjørne af Nordsjælland uden organiseret volleyball, og så var det det. Jeg spillede lidt på efterskolen, men det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg kom tilbage i klubben. I dag er jeg helt normal seniorspiller, der træner en gang om ugen. Og så er jeg bestyrelsesmedlem og kasserer.”

”Mine opgaver som kasserer er ikke særligt spændende. Det handler om regneark, kvitteringer og regninger, der skal betales, men jeg ved, at jeg understøtter det vigtige arbejde, som de andre personer laver i klubben, og så længe de projekter bliver skubbet fremad og udvikler sig, så er jeg ok med at tage en for holdet og gøre det, jeg gør.”

“Jeg ville ikke synes, at kasserergerningen var en fed tjans, hvis det var en klub, hvor vi bare havde en breddeafdeling, der skulle driftes. Jeg brænder for udviklingen af talentspillere og eliten og for udviklingen af faciliteterne for hele klubben. Og de mennesker, der driver de projekter, de fortæller mig regelmæssigt, hvor meget det betyder, at jeg står bag scenen og holder i trådene.”

“Som bestyrelsesmedlem har man jo fingrene i alle mulige ting i og omkring klubben. Jeg har været inde over sponsorudvalg og arrangering af forskellige ting og events. Jeg er også med i mange udviklingsprojekter på den administrative side. Vi har etableret en beachvolley-park med ni baner på Amager Strand, og der har jeg hjulpet med funding og indkøb af udstyr, men jeg har også været med til at sætte samtlige net op ude på stranden. Jeg får rigtigt meget sand under neglene.”

“Før i tiden havde klubben en stor udfordring omkring regnskabsføring og budgetlægning. Vi havde aldrig en ide om, hvor mange penge vi havde, eller hvordan økonomien så ud. Det gjorde det enormt svært at sige ja til samarbejder eller at lave investeringer i udstyr og arrangementer. Men jeg har gjort et kæmpe arbejde de sidste fire år, så vi har fået styr på de ting. Hvis der kommer én og spørger, om vi kan købe volleyballnet for 70.000 kroner for at etablere en beachvolleybane, så kan jeg hurtigt give svaret: ’Vi har så og så mange penge, og skal du bruge flere, så kan du søge dem her.’ Det lyder simpelt, men det har fuldkomment ændret måden, klubben opererer på.”

“Det er fedt at vide, at jeg har været med til at etablere en infrastruktur, der muliggør udviklingsprojekter, så de andre frivillige kan drive projekterne uden at bekymre sig om administrationen. Og på den måde kan jeg gøre en  forskel. Jeg synes egentlig, at vi i klubben er gode til at give ros til dem, der trækker et læs, men der er nogle
mennesker ude i frivillige-verdenen, som sjældent er dem, der bliver fremhævet. Mange af dem, man læser om, er enten trænere eller formænd. De skal hædres, og de er supervigtige, men jeg ved bare, at der også er andre, der gør et kæmpe stykke arbejde.”

“Så længe jeg kan se at det arbejde, jeg udfører, muliggør udviklingsprojekterne i klubben, så er jeg ok med ikke at være den, der står i spidsen. Jeg er med i bestyrelsen, så på den måde er jeg en del af det, men den dag et stort projekt skal præsenteres, så er det ikke mig, der skal trykke borgmesteren i hånden. Men jeg ved, at den person, der trykker borgmesteren i hånden, sætter stor pris på den indsats, jeg laver.”