Magasinet Idrætsliv

Idrætslivet ifølge... Kulturministeren

Danmarks kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen om foreningsliv, ’Jernhårde Ladies’ og omklædningsrummets betydning.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Siska Bengtsson Rona
13. dec 2021
Danmarks kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen om foreningsliv, ’Jernhårde Ladies’ og omklædningsrummets betydning.

Foreningslivet for idrætten i Danmark betyder…


”…alt. Foreningslivet er på mange måder rygraden i dansk idræt. Det skaber fællesskab og er enormt værdifuldt for børn, unge og voksne, der får en masse oplevelser gennem deres sport. Derfor skal der også lyde en stor tak til de frivillige, der leverer på ugentlig basis. For selvom vi har eliten indenfor sporten, så er der i Danmark i lige så høj grad også plads til at trille med en bold mandag aften. ” 


Foreningslivet for mig er…


”…noget, der har formet mig til den person, jeg er i dag. Jeg er opvokset i en håndboldhal, når den ikke lige stod på fodbold eller gymnastik. Mine forældre måtte lave regler for, at det ikke tog overhånd. Idrætten var fantastisk sjov og et frirum for mig. Foreningslivet gav mig en følelse af at høre til, og gav nogle andre fællesskaber end dem i skolen. I særdeleshed i omklædningsrummet. Jeg tror på, at der også ligger noget fællesskab i omklædningsrummet, her står man afvæbnet og uden filter. Det var sundt at se, at selvom vi havde samme interesse, så vi vidt forskellige ud. Jeg oplevede, at den stemning der var i omklædningsrummet, havde en stor betydning for den gode stemning og det fællesskab, der var ude for omklædningsrummet. "

Idrætten kan skabe en sammenhængskraft, uanset om det handler om, at vi er tilskuere, er eliteatleter, er frivillige eller står og kaster en bold i et net torsdag aften i den lokale klub. Ane Halsboe-Jørgensen, Kulturminister

Den idrætsoplevelse, der har betydet mest for mig,…


”…var at følge de ’Jernhårde Ladies’ gennem 90’erne. De vandt alt det, der kunne vindes, og så var de  rollemodeller. Det er helt sikkert nogle af dem, der har inspireret mig, da jeg selv spillede håndbold. De blev et symbol på, at det også gerne måtte være sjovt. Jeg syntes, det var fedt at se, at professionelle spillere også stadig havde ”legen” med sig. "


Idrætten betyder for mig…


”…et helt særligt fællesskab. Da jeg gik i gymnasiet sprang mit korsbånd og jeg kunne ikke dyrke idræt i et helt år. Det betød, at jeg havde mere fri i weekenderne, og det frigav lidt rum, hvor jeg blev mere politisk aktiv, og det fik så lov at vokse. Men det betød også, at jeg fandt ud af, hvor vigtig idrætten og foreningslivet var for mig. Vi skal virkelig sikre bredden i Danmark, så alle børn og unge får mulighed for at dyrke sport og være en del af fællesskabet."

Min største sportsoplevelse som tilskuer…


"…må være, da jeg sad på lægterne i Parken, og AaB vandt ’the double’ tilbage i 2014. Selvom jeg ikke på den måde holder med et specifikt hold, så banker mit hjerte for AaB. Jeg elsker at være på stadion. Den fællesskabsfølelse, det giver, når bølgen bevæger sig rundt på stadion, er fantastisk. Og så går man jo aldrig galt i byen med en stadionpølse.”


Når nationalmelodien spiller…


”…bliver jeg ramt af en kæmpe stolthed.”


Idrætten kan…


”…skabe en sammenhængskraft, uanset om det handler om, at vi er tilskuere, er eliteatleter, er frivillige eller står og kaster en bold i et net torsdag aften i den lokale klub.”


Inklusionen af flest mulige i dansk idræt sker ved…


”…at skabe rum og fællesskaber, hvor man har lyst til at være. Lige nu står mange på ventelister i København, og derfor må vi sørge for flere idrætsfaciliteter. For når det drejer sig om, at der ikke er en bane til at dyrke idræt på, så er det et politisk aspekt. Derfor er der også afsat en milliard kroner til idrætsfaciliteter. For den kraft, der er i at dyrke idræt for både ens eget velbefindende og det fællesskab, man finder der, og som jeg selv er vokset op med, ønsker jeg for alle børn og unge i vores land.”

FAKTA

Navn: Ane Halsboe-Jørgensen
Alder: 38 år
Profession: Kultur- og kirkeminister
Tidligere ministerposter: Uddannelses- og forskningsminister
Detaljen: Ane Halsboe-Jørgensen har fået sin håndboldopdragelse i Ferritslev. I dag spiller hun primært fodbold med en gruppe veninder på Nyholm i København.

Flere nyheder