Tre foreninger med i opløbet om at blive Årets Idrætsforening

Thy Cablepark, Hillerød Fodbold og Tune IF er med i opløbet om at vinde prisen Årets Idrætsforening, som DIF og Danske Spil står bag.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Lars Hestbech
10. nov 2021
Thy Cablepark, Hillerød Fodbold og Tune IF er med i opløbet om at vinde prisen Årets Idrætsforening, som DIF og Danske Spil står bag.

For første gang kåres Årets Idrætsforening, når det store sportsshow Sport 2021 den 8. januar afvikles i Jyske Bank Boksen. Det er DIF og Danske Spil, der står bag prisen, og nu er de tre finalister udvalgt.

En jury bestående af sølvvinder i 400 meter hækkeløb fra OL i Rio, Sara Slott Petersen, Niels Erik Folmann, administrerende direktør i Danske Licens Spil og bestyrelsesmedlem i DIF Bent Clausen, har gennemlæst indstillingerne og voteret. Resultatet af disse anstrengelser blev, at Thy Cablepark, Hillerød Fodbold og Tune IF blev foretrukket.

”Det kan ikke overvurderes, hvor vigtig en samfundsrolle idrætsforeningerne spiller, både i forhold til sundhed, integration og fællesskab på tværs af forskelligheder. Så det er selvsagt en stor ære at være med til at pege på nogle idrætsforeninger, som har gjort sig ekstra bemærket i løbet af det seneste år,” siger Niels Erik Folmann, der er administrerende direktør i Danske Licens Spil.

Danskerne afgør vinderen

Det er nu op til danskerne at beslutte, hvilken af de tre foreninger, der skal vinde prisen. På DIF’s hjemmeside på adressen www.dif.dk/aarets-idraetsforening kan man læse en præsentation af de tre foreninger og afgive sin stemme.

”Med denne pris vil gerne gøre opmærksom på og påskønne det fantastiske arbejde, som bliver udført af de frivillige kræfter ude i idrætsforeningerne. Tillykke til alle de foreninger, der er blevet indstillet, samt et ekstra stort tillykke til de tre finalister,” siger Bent Clausen, bestyrelsesmedlem i DIF.

Vinderen vil ud over prisen modtage 60.000 kroner, mens nummer to og nummer tre begge vil modtage 20.000 kroner. Afstemningen på DIF’s hjemmeside løber frem til den 24. november, og vinderen vil blive afsløret og kåret i forbindelse Sport 2021-showet i Herning.