Udgivet i magasinet Idrætsliv

Idrætslivet ifølge: Lisa Kjær Gjessing

Den nykårede paralympiske guldvinder i taekwondo om PL-guld, italienske sportsidoler og krigermentalitet.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Louise Dyring Mbae
4. nov 2021
Den nykårede paralympiske guldvinder i taekwondo om PL-guld, italienske sportsidoler og krigermentalitet.

At vinde PL-guld er…

”… helt ubeskriveligt, og jeg er bare så glad. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Der har været så meget pres, så jeg vidste, at det ville blive hårdt. Derfor er det også helt sindssygt, at det lykkedes. Men det er en holdindsats, det her. Jeg var her ikke uden min træner Bjarne Johansen og resten af holdet, der har lige så stor andel i det her som mig. Bjarne er hjernen bag. Jeg er bare en robot.”

At tale med Kronprinsen efter PL-guld er …

”… ja, hvordan skal jeg formulere det. Det er fantastisk. Og hyggeligt. Og så er det en ære. Det er jo noget, der også lige understreger, hvor stort det er på et tidspunkt, hvor jeg ikke selv fattede, hvad der skete. Jeg var så paf.”

Hvis jeg ikke dyrkede taekwondo, så dyrkede jeg …

”… military ridning. Så ville jeg være sådan en sej en. Jeg elsker heste, og jeg er bare så fascineret af dem. Eller hvis jeg skal være helt ærlig, så skulle det være militær femkamp. Det, synes jeg, lyder så sejt, og det er lige mig det hele.”

Når jeg tager taekwondohjelmen på, så bliver jeg til …

”… en kriger. Så kommer urkræfterne frem - jeg skal overvinde modstanderen, der står foran mig.”

Taekwondo-teamet omkring mig er …

”… orhhhh …. de er jo mine livsledsagere - uden at det er dem, jeg er gift med. De er virkelig  ’chosen family’. Taekwondo er jo ikke en holdsport, men vi har skabt et hold omkring min deltagelse, og det er virkelig en sublim følelse at være på et hold, hvor vi bare alle sammen har lagt os i selen for at nå det samme mål. Det er jo egentlig mit mål, så det at andre lægger sig i selen for en selv, det er virkelig stort. Og så er de også bare virkelig sjove at være sammen med.” 

Mit største sportsidol er…

”… noget, jeg altid har svært ved at svare på. Jeg har så mange. Inden for taekwondo er det jo Karin Schwartz, men så synes jeg også, at de atleter, der er med i filmen ’Rising Phoenix’ (red.dokumentarfilm om PL-atleter), er helt vilde skæbner. De er jo superstjerner. Der kunne jeg vælge hver og én. Men især Bebe Vio (italiensk kørestolsfægter), synes jeg, er helt fantastisk. Hun har en helt særlig gejst, så jeg synes, vi tager hende.”

Danskerne skal vide mere om parasport, fordi …

”… der bag hver atlet er en historie og en skæbne ud over det sædvanlige. Det er der også i ordinær sport, men jeg synes, der er en ekstra dimension, der er puttet på parasportens atleter. De har haft noget ekstra at kæmpe med, som de har skulle overvinde.”

Det mest irriterende ved at mangle en hånd er, at jeg ikke kan holde begge mine piger i hånden på én gang. Lisa Kjær Gjessing, PL-guldvinder i Taekwondo

Det mest irriterende ved at mangle en hånd er…

”… når jeg skal kramme og kærtegne min mand og børn, så kommer jeg nogle gange lidt til kort. Der gad jeg godt at kunne nusse dem med begge hænder. Eller ved et gruppekram eller når vi går arm i arm. Jeg gad godt at kunne holde begge mine piger i hånden på én gang. ”

Min familie betyder for mig …

”… alt! De er min trygge base. Op til PL har de både været min største støtte, men også mine pacere. De har virkelig presset mig til, at jeg skulle gøre mit bedste. De har alle sammen løbetrænet og styrketrænet med mig og presset mig, så de har virkelig været gode. Både mentalt, men også fysisk har de hjulpet. Jeg er jo den, der løber langsomst hjemme hos os, så når jeg skal lave intervaller, så har jeg dem med til at være hare. ”

Det nyeste life-hack, jeg har lært, er …

”… at jeg nu selv kan binde en ballon, jeg har pustet op. Det har jeg lært af Bjørk under PL (red, Bjørk Kjellmann Nørremark, PL-længdespringer).”

Min deltagelse ved Paris 2024 er en mulighed, hvis …

”… jeg kan få indrettet min hverdag og mit liv efter det. Det er meget hverdagen, der skal hænge sammen. Hvis jeg kan få det indrettet, så det ikke er så presset for mig og for resten af familien – i forhold til den tid, der skal bruges på det.”

Fakta

Navn: Lisa Kjær Gjessing

Alder: 43 år

Sportsgren: Parataekwondo, klasse K44 for kvinder under 58 kilo

Handicap: Underarmsamputeret

Bopæl: Ry

Klub: Elite Vest

Resultater: PL-guld (2021) VM-guld (2013, 2014, 2015, 2017) EM-guld (2013, 2015, 2016, 2018, 2019)

Flere nyheder