Idrætsdeltagelsen på vej op efter Corona

Nyeste undersøgelse af danskernes sports- og motionsvaner viser, at idrætsdeltagelsen er på vej op efter en kraftig nedgang under corona. Der mangler dog et sidste ryk for at få danskerne til at motionere på niveau som før corona, og det arbejde er godt i gang, lyder det fra de to idrætsorganisationer DIF og DGI, der arbejder sammen om at få flere danskere til at bevæge sig.
{{$root.dict.newsWrittenBy}} Hans Natorp
3. nov 2021
Nyeste undersøgelse af danskernes sports- og motionsvaner viser, at idrætsdeltagelsen er på vej op efter en kraftig nedgang under corona. Der mangler dog et sidste ryk for at få danskerne til at motionere på niveau som før corona, og det arbejde er godt i gang, lyder det fra de to idrætsorganisationer DIF og DGI, der arbejder sammen om at få flere danskere til at bevæge sig.

Det var svært at tage sig sammen til at få dyrket motion, da coronaen i Danmark buldrede afsted, foreninger og træningscentre var lukket, og samværet med andre, der kunne hanke op i os, var minimalt. Men nu ser det ud til, at mange danskere har fået vendt skuden; mange flere end tidligere kommer nemlig afsted igen og får dyrket idræt. Den nyeste undersøgelse af danskernes sports- og motionsvaner under coronacrisen fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser nemlig, at idrætsdeltagelsen er vokset fra 54 pct. i april til 62 pct. i oktober 2021.

Flere i foreningen
I takt med, at foreningsidrætten er åbnet op, er andelen af voksne, der dyrker idræt i en forening steget fra 9 pct. i april til 19 pct. i oktober 2021. I Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Nordea-fonden og TrygFonden har man gjort en stor indsats for at få danskerne tilbage i idrætstøjet, blandt andet med genstarts-kampagnen ”Vi holder en plads til dig”. Formålet var at få tidligere medlemmer tilbage i fællesskabet og invitere nye indenfor:

”Så glædeligt at se, at medlemmerne i stort omfang er vendt tilbage til vores idrætsforeninger. Vi har lagt os i selen for at gøre både børn, unge og voksne opmærksomme på, at de er så velkomne hos os igen, og vi har i foreningerne arbejdet hårdt for netop at være klar til at byde nye og tidligere medlemmer velkomne,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI.

Et stykke vej endnu
Selvom idrætsdeltagelsen har bevæget sig op ad kurven, så er idrætsdeltagelsen stadig ikke på samme niveau som før coronakrisen. Her var andelen af idrætsaktive på 65 pct.

”Der ligger et vigtigt arbejde foran os for at få flere danskere til at dyrke idræt. Vi skal både have den sidste del af dem, der var idrætsaktive før corona, med igen, men de skal også tage deres venner, naboer og familiemedlemmer med til idrætsforeningen, så vi sammen kan sikre os, at Danmark bliver verdens mest idrætsaktive befolkning,” siger Hans Natorp, formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Udover kampagner, som skal give danskerne et kærligt puf, så tilbyder Bevæg dig for livet også konkrete anbefalinger til hvilken idræt man kan dyrke, alt efter interesse.

Om undersøgelsen
Det er Idrættens Analyseinstitut (Idan), der i løbet af 2020 har lavet tre undersøgelser af, hvordan coronakrisen påvirkede danskernes idrætsliv. Den første blev lavet under nedlukningen i foråret og de to næste i juni og september. Disse undersøgelser blev fulgt op i februar 2021 og igen i april, hvor idrætsaktiviteter- og faciliteter gradvist blev genåbnet. Den seneste undersøgelse er gennemført i perioden 1. -8. oktober 2021, omkring en måned efter at alle coronarestriktioner blev ophævet.