Idrætstilbud for veteraner vigtigere end nogensinde

DIF Soldaterprojekt tilbyder næsten dagligt idræts- og fællesskabstilbud for skadede krigsveteraner. Den tilspidsede situation i Afghanistan har ikke gjort behovet mindre. ”Fællesskaber for veteraner er utroligt vigtige,” understreger forsvarsminister Trine Bramsen.
27. aug 2021
DIF Soldaterprojekt tilbyder næsten dagligt idræts- og fællesskabstilbud for skadede krigsveteraner. Den tilspidsede situation i Afghanistan har ikke gjort behovet mindre. ”Fællesskaber for veteraner er utroligt vigtige,” understreger forsvarsminister Trine Bramsen.

Rune Agerup var for godt 10 år siden udsendt som soldat til Afghanistan af tre omgange. Den nu 42-årige veteran pådrog sig flere ar på sindet, og i dag lider han af ptsd.

Efter flere år med udfordringer har Rune Agerrup dog fundet et mentalt hvile- og optankningssted som tovholder på den safe zone i Grøndalscentret i København, der hver fredag tilbyder bueskydning til en gruppe skadede veteraner. Bueskydningstræningen er en del af DIF Soldaterprojekt. Et projekt, som Rune Agerup ser som enormt vigtigt:

”Det her er jo et frirum, hvor man måske bare i et par timer om ugen kan få hovedet tømt for konstant mylder og generelt dårlige tanker . Det betyder utroligt meget, at tilbud som dette fortsætter. Veteranernes dårlige oplevelser forsvinder jo ikke bare lige pludseligt, selvom vi Danmark eksempelvis har trukket sig ud af Afghanistan. Veteranerne er der stadig,” siger Rune Agerup. Han gav fredag den 27. august budskabet videre til forsvarsminister Trine Bramsen, da hun besøgte bueskydningstræningen for veteranerne i den ugentlige safe zone i Grøndalscentret.

I en tid, hvor der kører megen samfundsdebat om, hvorvidt indsatsen i Afghanistan har været berettiget, slår Trine Bramsen fast, at projekter som DIF Soldaterprojekt nærmest aldrig har været vigtigere end netop nu.

”Idræt og fællesskaber for veteraner er utroligt vigtige, og den her safe zone med bueskydning er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er, at der findes et rum, hvor man kan tale om, hvad en udsendelse har af betydning for den enkelte veteran. Det er så afgørende, at man som veteran ikke sidder hjemme bag tv-skærmen og udelukkende ser på hele mediediskussionen om, hvorvidt Afghanistan har været det hele værd eller ej. Ingen kan gøre sig til dommer over, hvad en udsendelse har haft af betydning for den enkelte veteran. Når man har været udsendt til eksempelvis Afghanistan, så har man ret til sin egen fortælling, og den kan man dele med andre veteraner i et fællesskab som DIF Soldaterprojekt,” siger Trine Bramsen.

DIF Soldaterprojekt har i over 11 år forsøgt at hjælpe psykisk og fysisk skadede veteraner til et bedre liv via idræt, fællesskaber og ikke mindst i miljøer, der er tilpasset de skadede veteraners udfordringer. Og arbejdet fortsætter ufortrødent forsikrer DIF’s næstformand, Thomas Bach, som også deltog i dagens bueskydningstræning. 

”DIF Soldaterprojekt er vigtigt – og måske ekstra vigtigt lige nu. Lige meget hvor eller hvornår veteranerne har været udsendt, så har vi en opgave i DIF med at hjælpe dem, der er blevet ramt på krop og sjæl til at få et bedre liv,” siger Thomas Bach og fortsætter:

”Den udvikling, vi ser lige nu er, at vi får flere idrætsgrene og specialforbund med i DIF Soldaterprojekt, så der er endnu flere tilbud til veteranerne. Derudover udvider vi med at få uddannelses- og jobmuligheder med ind i projektet, således vi ikke kun er med til at skabe et godt idræts og fritidsliv, men også hjælper veteranerne med andre facetter i livet.”

DIF Soldaterprojekt har placeret 42 såkaldte safe zones landet over, hvor psykisk og fysisk skadede veteraner i trygge rammer kan dyrke forskellige idrætsgrene sammen i et stærkt forankret fællesskab med lokale instruktører.