Rekordstor opbakning til DIF og Always Sports Camp

Rekordmange danske idrætsforeninger har modtaget støtte til DIF og Always' populære pigecamps. Idrætslejrene er i fuld gang, og pigerne er begejstrede.
29. jul 2021
Rekordmange danske idrætsforeninger har modtaget støtte til DIF og Always' populære pigecamps. Idrætslejrene er i fuld gang, og pigerne er begejstrede.

Mens eliteidrætten folder sig ud under de olympiske lege i Tokyo, er der også fuld gang i den ude i foreningsdanmark.

For fjerde år i træk afvikles DIF og Always Sports Camp over hele landet, hvor unge piger kan prøve kræfter med foreningsidræt. Og som man kan se, var det en god oplevelse for pigerne i Aalborg Idrætsgymnastikforening tidligere på sommeren.

Undersøgelser viser, at det generelt er en udfordring at fastholde unge piger i de danske idrætsforeninger, og derfor er det glædeligt, at DIF og Procter & Gamble – firmaet bag Always – i år har givet støtte til rekordmange pigecamps over hele Danmark.

”I år har vi givet penge til camps i 110 foreninger på tværs af idrætsgrene, hvilket er rekord. Konceptet er vokset støt i de fire år, det har eksisteret,” fortæller konsulent i DIF Udvikling, Helle Carlsen.

Det er i høj grad deltagerne selv, der er med til at forme programmet under de forskellige camps, som afvikles over en til to dage med overnatning flere steder. Udover at lade pigerne eksperimentere med foreningens idrætsgren er der fokus på at skabe sociale fællesskaber.

Det er nemlig i høj grad her, man skal finde nøglen til at tiltrække og fastholde de unge piger i foreningsidrætten.

”Tilbagemeldingerne er heldigvis, at det er en fed oplevelse for pigerne, og vi oplever også hvert år, at der er foreninger, der får flere medlemmer efter de her camps,” siger Helle Carlsen.

I næste uger er det blandt andet skaterhockeyklubben Værløse Red Devils, der afholder DIF og Always Sports Camp.

Og mon ikke der også her bliver plads til masser af gode grin.

Se kort over alle de steder, der afvikler DIF og Always Sports Camp her

For yderligere info:

Konsulent i DIF Udvikling, Helle Carlsen: Hca@dif.fk / 20 41 41 83