Olympisk sommer på Experimentarium - 30 specialforbund byder op til sport og leg

Frem til den 22. juli varmes der op til De Olympiske og Paralympiske Lege, når 30 af vores specialforbund indtager scener og arenaer i Experimentarium i Hellerup. Der bydes på inspirerende øvelser og prøvetimer i et hav af forskellige sportsgrene i alt fra fægtning til kørestolsrugby.
2. jul 2021
Frem til den 22. juli varmes der op til De Olympiske og Paralympiske Lege, når 30 af vores specialforbund indtager scener og arenaer i Experimentarium i Hellerup. Der bydes på inspirerende øvelser og prøvetimer i et hav af forskellige sportsgrene i alt fra fægtning til kørestolsrugby.

For selvom mange idrætsforeninger er lukket ned for sommeren, er det stadig muligt at få sit ”sports-kick”. Denne sommer går det nemlig løs med De Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo, og det markeres på Experimentarium med en spektakulær og spritny OL-/PL-udstilling under temaet ”Lad Legene begynde”. Alle kan komme og dyste mod hinanden og blive inspireret af de danske atleters personlige fortællinger om livet og hverdagen som elite-idrætsudøvere og om deres vej til De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege.

Der er fx mulighed for at afprøve præcisionen i Krolf, som er en blanding af kroket og golf, udfordre farten i en motorcross-maskine, lære faldteknik i den japanske kampsportsdisciplin judo og meget meget mere. Se i kalenderen her for, hvilke aktiviteter der er hvornår.

Olympisk Tagterrasse
Under De Olympiske og Paralympiske Lege i Tokyo sender DR dagligt live fra et specialbygget studie øverst på taget - navngivet den Olympiske Tagterrasse. Ud over OL-studie, så transmitterer DR direkte fra Tokyo til storskærm, hvor hele familien kan tage plads og følge med.

På den Olympiske Tagterrasse er der dømt ægte japansk stemning med opvisning, japansk streetfood, og masser af underholdning. Specialforbundenes sportsaktiviteter rykker fra den 23. juli op på den olympiske terrasse, og vil dagligt invitere til leg og sport, hvor alle kan være med.

Det er ren familiefest fra den 23. juli til den 5. september på den specialdesignede tagterrasse.

Sådan bestiller du en billet

Husk at booke besøget på forhånd - og glem ikke coronapas og gyldigt ID. Planlæg dit besøg og book din billet her. Der er åbent dagligt fra kl. 09.30-17:00.

Udstillingen på Experimentarium ”Lad Legene begynde” er blevet til i samarbejde med Team Danmark, Parasport Danmark og DIF.