Guldvinderen

Trods en ”dugget corona-hjerne” og en brækket hånd har den forsvarende OL-guldvinder i svømning Pernille Blume en god mavefornemmelse før OL. Her fortæller hun om at lære at føle ro under maksimalt pres, om at være hvermandseje, når man er et privat menneske, og om at være den fødte optimist.
5. jul 2021
Trods en ”dugget corona-hjerne” og en brækket hånd har den forsvarende OL-guldvinder i svømning Pernille Blume en god mavefornemmelse før OL. Her fortæller hun om at lære at føle ro under maksimalt pres, om at være hvermandseje, når man er et privat menneske, og om at være den fødte optimist.

En sommeraften for fem år siden ændrede Pernille Blumes liv sig radikalt. På 24,07 sekunder. Så kort tid tog det, før Pernille Blume som den første slog hånden ind i enden af det olympiske bassin i finalen ved OL’s korteste svømmedisciplin – 50 meter fri.

Dermed blev hun Danmarks første guldmedaljevinder i svømning ved et OL siden 1948.

Du blev superstjerne på lidt over 20 sekunder. Hvordan var det - og hvordan er det?
”Det var ret vildt, for at være ærlig. Og det er det nok stadig. Det er lidt svært for mig at huske, hvordan tingene var før. Det hele skete så pludseligt og uden overgang, og det var ret hårdt at være i for mig bagefter – blandt andet at skulle tackle medierne. Jeg havde ikke redskaberne til at stå i sådan en situation, hvor jeg pludselig var allemandseje. Efterfølgende fik jeg hjælp til at navigere i det, og det har virkelig gjort en stor forskel i forhold til at kunne være i det, for jeg er egentlig et meget privat menneske.”

Foto: Lars Møller

Ingen havde nok regnet med, at du skulle vinde guld i Rio. Havde du selv det?
"Nej! Nej, slet ikke, det var en meget, meget stor overraskelse, som jeg ikke havde set komme på nogen måde. Jeg havde lidt håbet på en finale og tænkte også, at det var realistisk. Før OL 2016 havde jeg aldrig været god til at performe internationalt. Det var altid sådan, at jeg performede nationalt, men ved internationale stævner svømmede jeg ikke ret godt.”

Der er nogle andre forventninger til dig denne gang. Hvordan har du det med dét?
”Egentlig fint nok. Jeg er ret afslappet omkring forventninger. I sidste ende er det ikke forventninger, jeg kommer til at stå og tænke over, når jeg skal hoppe i vandet. Der tænker jeg kun på mig selv, og hvad jeg skal gøre. Det er mere tiden op til. Men jeg oplever oftest, at når jeg lige får snakket med nogle mennesker omkring mig om det og får sat det i perspektiv, så finder jeg ud af, at forventninger jo egentlig bare er en ting, der foregår inde i ens hoved.”

Hvad så med dine egne forventninger?
”Jeg forventer, at jeg kommer til at gøre det godt. Hvor det så bringer mig hen er svært at sige. Men min mavefornemmelse siger mig, at jeg vil gøre det godt, og så må vi se, om det rækker til noget metal.”

Har du et konkret succeskriterium?
”Nej. Jeg har aldrig været god til at have en helt bestemt målsætning og sige, at hvis jeg ikke opnår dét, så er jeg ikke glad. For mig er det vigtigste hele processen og oplevelsen. At kunne nyde ikke bare mine resultater, men også alle de andre ting. Det er helheden, der er med til at bære mig igennem, hvis jeg så ikke får det resultat, som jeg havde håbet på. Jeg kan ikke gøre mere end mit bedste, men jeg ved, at hvis gør mit bedste, så kender jeg også mit niveau - og det er højt. Det er bare stadig svært, for selv om jeg svømmer en rigtig hurtig tid, kan det blive afgjort på hundrededele. Så jeg kan stå uden medaljer og stadig svømme helt fantastisk. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over det.”

Flipper ikke ud

Lærte du noget ved sidste OL, som du kan bruge denne gang?
”Ja! OL er bare et stævne. Det er større, fordi alle atleter er samlet på ét sted, og alle er her af samme årsag. Derfor kan det føles virkelig, virkelig stort, men vilkårene er jo de samme, som hvis det var EM. Når noget er så stort, kan det få de fleste mennesker til at flippe helt ud. Og jeg har bare lært, at det gør jeg ikke. Jeg flipper ikke ud over det.”

Foto: Jeanne Kornum

Hvad betyder det ellers for dig, at du har prøvet det før?
”Jeg har erfaringen med mig. Jeg ved, hvilken energi og stemning, der kan være, selv om Tokyo desværre ikke bliver så intenst og stort som i Rio pga. corona og restriktionerne. Men alle OL er forskellige. Mit første OL (2012, red. ) og andet OL var meget forskellige oplevelser, og jeg tror også, dette bliver en meget anderledes oplevelse i forhold til de andre.”

Op i gear

Du er flyttet til Frankrig? Hvad har det betydet for dig?
”Det er en anderledes hverdag og har været en god udfordring, som jeg tror, jeg havde behov for, hvis jeg fortsat skulle udvikle mig som svømmer. Tiden var bare kommet til, at der skulle ske nogle andre ting. Først tog jeg til Tyrkiet og trænede, men på grund af corona blev træningsprogrammet lukket ned dér. Så blev det Frankrig i stedet. Min kæreste, der også er svømmer (Florent Manaudou, red.) er fra Marseille, så det gav ligesom sig selv, at det var der, vi skulle være.”

Du havde corona i vinter. Har det påvirket din form og dine forberedelser op til OL?
”Jeg skulle lige op i gear, og jeg kan godt mærke, at jeg har haft tre uger ude af vandet. Det var en hård start på året, for måneden før jeg fik corona, brækkede jeg hånden, så der har ikke været meget sammenhængende træning. Det kan jeg godt mærke. Jeg føler lidt, at jeg mangler grundformen, men omvendt synes jeg også, at min krop har været rigtig god til at komme tilbage. Jeg synes faktisk, at både min krop og jeg selv har været rigtig god til at komme tilbage til et rigtig godt niveau. Det har jeg været meget imponeret over.”

Foto: Lars Møller

Kan du peake på det rigtige tidspunkt?
”Jeg har haft gode resultater, siden jeg kom tilbage, bedre end jeg kunne drømme om, så det har været virkelig fedt. Og jeg har også hele tiden haft det sådan under hele det her corona, at der ikke var grund til panik. Tingene er, hvad de er. Jeg har tænkt, at det er en risiko, der lige nu eksisterer, og så må man bare gøre sit bedste. Da jeg fik corona, vidste jeg ikke, at der kom vacciner, så jeg tænkte, at det er da bedre, at jeg får det nu end lige inden OL.”

Så du er optimistisk i forhold til dine chancer ved OL?
”Ja, men jeg er også den fødte optimist.”