Håndboldherrerne klar med OL-truppen

De danske håndboldherrer tager til OL i Tokyo som dobbelte verdensmestre og forsvarende OL-guldvindere. Her er truppen, der skal forsøge at gentage triumfen fra OL i Rio.
1. jul 2021
De danske håndboldherrer tager til OL i Tokyo som dobbelte verdensmestre og forsvarende OL-guldvindere. Her er truppen, der skal forsøge at gentage triumfen fra OL i Rio.

Fælles pressemeddelelse fra DIF og Team Danmark

På indstilling fra Dansk Håndbold Forbund har DIF, der er Danmarks Olympiske Komité, udtaget de fjorten spillere plus to reserver, der skal repræsentere Håndboldherrerne for Danmark ved OL i Tokyo. Som regerende verdens- og olympiske mestre er Danmark blandt favoritterne, og landstræner Nikolaj Jakocsen ser frem til OL og opgaven, der venter i Tokyo:

”Der venter os en stor og spændende opgave i Tokyo. Vi er havnet i en udmærket gruppe, hvor der er gode muligheder for videre avancement. Der venter os dog en meget stærk kvartfinalemodstander - uanset hvilken placering vi ender på i vores egen gruppe,” siger Nikolaj Jacobsen og fortsætter:

”Vi har mødt flere af vores gruppemodstandere til VM tilbage i januar, og det giver os bedre muligheder for at forberede os frem mod sommerens kampe. Her tænker jeg særligt på Japan og Bahrain, der ikke er typiske modstandere for os. Opgørene mod Sverige og Egypten bliver selvfølgelig nogle svære kampe uanset, mens Portugal vel nok er et af de mest spændende landshold i verden lige nu. Det bliver utrolig spændende, og vi ser frem til at rejse til Japan,” siger Nikolaj Jacobsen.

Håndboldherrerne kan samle hele Danmark

DIF’s OL-chef de mission, Søren Simonsen, håber, at Håndboldherrerne ligesom i Rio kan levere dramaer og flot spil og dermed være med til at samle hele Danmark om det danske OL-hold.

”Danmark stiller op som forsvarende olympisk og verdensmester. Det er noget helt særligt, og drømmen er selvfølgelig, at holdet kan gentage triumfen fra Rio. Dengang samlede håndboldherrerne hele Danmark med masser af dramaer og flot spil, og det vil være fantastisk, hvis de kan gøre det samme i Tokyo,” siger DIF’s OL chef de mission, Søren Simonsen.

Også i Team Danmark er forventningerne til Håndboldherrerne store:

“Håndboldherrerne er forsvarende olympiske mestre og dobbelte VM-guldvindere, så selvfølgelig har vi store forventninger. I den trup, der nu er udtaget, er der masser af både talent og rutine, og jeg er ikke i tvivl om, at de tager til Tokyo med ambitioner om at komme langt og spille med om medaljer,” siger Lars Balle Christensen, der er chef for forbundssamarbejde i Team Danmark.

Håndboldherrernes OL-program

Herrelandsholdet er samlet i Helsingør 5.-12. juli. Den 14. juli går turen til Okinawa Island i Japan, hvor Håndboldherrerne er i træningslejr frem mod OL.

Holdet tager hul på OL den 24. juli kl. 14.30 dansk tid, hvor værterne fra Japan venter i åbningskampen. Herefter spiller Håndboldherrerne hver anden dag i Yoyogi National Stadium i Tokyo.

Kampprogrammet for Danmarks indledende gruppekampe ser således ud:

  • 24/7 kl. 21.30 (14.30 dansk tid) Danmark - Japan
  • 26/7 kl. 14.15 (07.15 dansk tid) Egypten - Danmark
  • 28/7 kl. 09.00 (02.00 dansk tid) Danmark – Bahrain
  • 30/7 kl. 19.30 (12.30 dansk tid) Portugal - Danmark
  • 1/8 kl. 21.30 (14.30 dansk tid) Danmark - Sverige

Kvartfinalerne spilles den 3. august, semifinalerne den 5. august, mens bronzekamp og finale afvikles 7. august.

Alle Danmarks kampe kan ses på DR1.


Fakta om OL-truppen:

  • #1 Niklas Landin, 223 landskampe
  • #20 Kevin Møller, 39 landskampe
  • #4 Magnus Landin, 77 landskampe
  • #15 Magnus Saugstrup, 28 landskampe
  • #17 Lasse Svan, 226 landskampe
  • #21 Henrik Møllgaard, 170 landskampe
  • #22 Mads Mensah, 148 landskampe
  • #23 Henrik Toft Hansen, 130 landskampe
  • #24 Mikkel Hansen, 221 landskampe
  • #25 Morten Olsen, 109 landskampe
  • #26 Johan Hansen, 43 landskampe
  • #28 Lasse Andersson, 43 landskampe
  • #32 Jacob Holm, 38 landskampe
  • #33 Mathias Gidsel, 15 landskampe

Reserver:

  • 15. mand: #7 Emil Jakobsen, 15 landskampe
  • 16. mand (reserve): #34 Simon Hald, 44 landskampe

Få overblikket over det danske hold og download atletbilleder til redaktionelt brug på www.ol.dk. Følg det danske hold til OL i Tokyo via @danmarktilol på Facebook og Instagram.

Fotokredit: Lars Møller/BESTSELLER for DIF og Team Danmark