Stor olympisk pris til Else Trangbæk

Women and Sport Trophy blev overrakt til Else Trangbæk på DIF’s årsmøde sammen med en hilsen fra IOC-præsident, Thomas Bach. Trangbæk får prisen for hendes store indsats for kvinder i idrættens verden.
19. jun 2021
Women and Sport Trophy blev overrakt til Else Trangbæk på DIF’s årsmøde sammen med en hilsen fra IOC-præsident, Thomas Bach. Trangbæk får prisen for hendes store indsats for kvinder i idrættens verden.

I mere end fire årtier har Else Trangbæk som atlet, professor, idrætspolitiker og forfatter sat fokus på kvinders rolle inden for idræt. Og hendes indsats har nu fået stor anerkendelse af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), som har honoreret hende med den fornemme pris Women and Sport Trophy 2020 i Europa.

Trofæet blev overrakt på DIF’s årsmøde af den afgående formand, Niels Nygaard.

”IOC arbejder ligesom DIF for større diversitet og ligestilling inden for idrætten. Hvert år uddeler de awards, og en af de vigtigste er omkring kvinder og sport,” fastslog han.

Overrækkelsen af trofæet blev akkompagneret af bl.a. en videohilsen fra IOC-præsident Thomas Bach, som roste Else Trangbæk for hendes mangeårige og store indsats for at fremme kvinder i sport.

”Verden har behov for flere rollemodeller som dig. Tak for at gøre verden til et bedre sted gennem sport,” lød det bl.a. fra IOC-præsidenten.

Vil fremme kvinder i elitesport

Trofæet skulle oprindelig have været overrakt ved en ceremoni i New York, men den blev aflyst pga. corona-restriktioner. Siden skete det samme for en seance i Lausanne. I stedet blev Else Trangbæk hyldet med stående applaus foran flere hundrede årsmødedeltagere.

”Jeg vil gerne takke tusinde gange for hæderen, og især vil jeg takke DIF for at have indstillet mig. Det var faktisk noget af en overraskelse, da jeg jo af flere – tror jeg – har været opfattet som lidt af et rivejern – idet jeg i mange år har kæmpet for ligestilling, hvilket ikke altid har haft medvind,” sagde prismodtageren i sin takketale.

”Med prisen følger der et beløb på 30.000 USD – ikke til mig – men til et samarbejdsprojekt med mig som tovholder. Sammen med DIF og Team Danmark har jeg beskrevet et projekt, som er blevet godkendt af IOC. Det skal handle om kvindelige landstrænere og sportschefer i dansk eliteidræt – eller manglen på samme,” fortalte Else Trangbæk.

Women and Sport Trophy har til formål at hædre personer eller organisationer, som har gjort en særlig forskel for ligestilling i sportens verden. Else Trangbæk har altid søgt indflydelse og taletid i kampen for kvinders vilkår og blev derfor indstillet til prisen af Danmarks Idrætsforbund (DIF) sidste år.

Første danske kvindelige OL-gymnast

Som ung vandt Else Trangbæk et hav af danske mesterskaber i idrætsgymnastik og deltog ved både EM og VM. Hun var også med til OL i 1968 som den første danske kvindelige idrætsgymnast nogensinde.

Siden blev hun forsker med særlig fokus på idræt og idrætshistorie – og blev efterfølgende leder af idrætsforskningen på Københavns Universitet. Derudover er hun mangeårig frivillig leder i idrætten og har bl.a. siddet i både DIF og Team Danmarks bestyrelse.

Gennem et utal af tillidsposter og udgivelser har hun skabt opmærksomhed om de barrierer og udfordringer, som kvinder møder i topidrætten. Hun er fx forfatter til det omfattende bogværk ”Olympiske Kvinder: Om topsport og kvindeliv gennem 100 år”.