Idrætsliv

Din idrætsforening for brug for dig

Efter et år med massive nedlukninger står mange foreninger i et dilemma: Skal man fortsat opkræve kontingenter for aktiviteter, der ikke kan afvikles under skiftende restriktioner? Eller skal man frigive medlemmerne med fare for store økonomiske udfordringer? Idrætsliv tager pulsen på et af de store spørgsmål for landets idrætsforeninger.
4. maj 2021
Efter et år med massive nedlukninger står mange foreninger i et dilemma: Skal man fortsat opkræve kontingenter for aktiviteter, der ikke kan afvikles under skiftende restriktioner? Eller skal man frigive medlemmerne med fare for store økonomiske udfordringer? Idrætsliv tager pulsen på et af de store spørgsmål for landets idrætsforeninger.

Det har været et hårdt år i landets idrætsforeninger, hvor de frivillige flere steder har løbet ekstra stærkt, selvom haller og baner har ligget øde hen i store dele af året. For mange af foreningerne
vil det være umuligt at fortsætte, hvis kontingentbetalingerne svigter på grund af manglende aktivitet.

Én af de foreninger, der har mærket et ekstra pres under coronakrisen, er Sparta Atletik og Løb i København. Klubben afvikler normalt nogle af landets største motionsløb for både bredden og eliten, og dem har der ikke været mange af, siden Mette Frederiksen på et pressemøde lukkede landet ned i marts sidste år.

”Vi er dybt afhængige af indtægter fra vores motionsløb, så vi er selvfølgelig blevet ramt hårdt det sidste år. Derfor har det også været ekstra vigtigt, at vores medlemmer fortsat bakker op, selvom vi ikke kan tilbyde de sædvanlige aktiviteter, før vi ser et helt andet loft for forsamlinger,” siger Dorte Vibjerg, der er direktør i Sparta Atletik og Løb.

Vis samfundssind
Sparta er langt fra den eneste forening, der har været udfordret af corona. Det har været svært for foreningerne at holde bare et nogenlunde aktivitetsniveau i 2020, selvom der er blevet knoklet igennem. I DIF opfordrer man til, at der fortsat bliver bakket op om de lokale foreninger, der i forvejen er hårdt økonomisk presset på grund af manglende indtægter fra blandt andet
events, festivaler og byfester.

”Vi har hørt så meget om samfundssind det seneste år, og vi opfordrer vores medlemmer til at udvise det samme i denne svære tid. Klubberne er jo dybt afhængige af kontingenterne,
og der vil jeg bare i al stilfærdighed opfordre folk til lige at tænke sig om og bakke op om ens lokale foreningsliv, for det er vigtigt, at det også er der, når krisen er ovre,”
siger direktør i DIF Morten Mølholm Hansen.



Samtidig lyder opfordringen, at foreninger og klubber ikke tilbagebetaler kontingent for perioden, da en tilbagebetaling potentielt vil lukke nogle af vores frivillige klubber. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at kontingentet er udtryk for en betaling for det at være medlem i en idrætsforening og ikke for en specifik ydelse eller aktivitet.

Tilbud om kompensation

I Sparta Atletik og Løb har man fundet en måde at komme medlemmerne i møde. Allerede kort efter nedlukningen i marts 2020, begyndte de første mails med forespørgsler om kompensation fra medlemmerne at tikke ind. Derfor valgte klubben tidligt en proaktiv strategi.

”Vi har kommunikeret meget mere under corona og fortalt, hvorfor det er så afgørende, at de bliver ved med at betale kontingent, så vi også er her på den anden side. Men vi frygtede
også, at mange ville melde sig ud. Derfor valgte vi at give muligheden for kompensation for de måneder, hvor man ikke har fået aktivitet for pengene, samtidig med at vi klart
opfordrede til fortsat at støtte op om klubben økonomisk,” siger Dorte Vibjerg.

Strategien har betydet, at langt de fleste medlemmer har valgt at fortsætte deres betaling. Omkring hvert ottende medlem har takket ja til den delvise kompensationsordning, mens der stort set ikke er nogen, der helt har trukket stikket.

”Det er faktisk lykkes os at holde nogenlunde fast i alle vores medlemmer. Så når vi ser en nettonedgang på 100 medlemmer, så er det, fordi vi mangler de nye løbere, der ikke har meldt sig ind i år. Derfor er jeg ikke så bekymret på den lange bane,” siger Dorte Vibjerg.

Opfordring fra minister
Heldigvis har foreningslivet fået tiltrængt støtte i en svær tid. Politikere både lokalt og nationalt har lanceret hjælpepakker og på anden vis gjort det nemmere for foreningerne at klare skærene. Og Kulturminister Joy Mogensen har været på banen med et klart budskab til danskerne om at huske, hvorfor man fortsat skal hjælpe foreningslivet.

 

”Det er vigtigt, at vi bakker op om vores foreninger. Det er vores fællesskab. Vores lokalsamfund. Her vi udfolder os som mennesker. Mange danske hjem er trængt og bange for økonomien. Men i det omfang, man kan overskue det, så husk vores forenings- og kulturliv,” har ministeren tidligere udtalt til DR.dk.

I Sparta Atletik og Løb har klubbens medlemmer ikke fået mulighed for at glemme, hvad det også er, de betaler for. For mens de skiftende restriktioner har gjort det svært at mødes fysisk, så tropper både nuværende og potentielt nye medlemmer troligt op til både yoga, styrketræning og virtuelle løb online, mens der flittigt deles challenges blandt de yngre medlemmer i klubben.

Men selvom der kan være et sted mellem 500 og 1000 deltagere både fra klubben og nye ansigter, så er Dorte Vibjerg ikke i tvivl om, at der har været et enormt savn til at mødes og pleje det sociale fysisk.

”Vi har helt klart også lært, at de virtuelle løb aldrig nogensinde kommer til at erstatte eller være et bærende supplement til det at mødes fysisk,” siger hun.