Genåbning af indendørs idræt: Kommuner forlænger sæsonen

KL og de store idrætsorganisationer opfordrer fortsat til at forlænge sæsonen for de faciliteter, der danner ramme om den indendørs idræt. Mange kommuner har allerede handlet på opfordringen.
21. apr 2021
KL og de store idrætsorganisationer opfordrer fortsat til at forlænge sæsonen for de faciliteter, der danner ramme om den indendørs idræt. Mange kommuner har allerede handlet på opfordringen.

I dag kan foreningerne igen slå dørene op til indendørs idræt efter længere tids nedlukning på grund af corona-restriktioner. I hvert fald for børn og unge under 18 år og voksne over 70. Alle andre må væbne sig med tålmodighed frem til den 6. maj, hvor der efter planen åbnes for resten af befolkningen.

Genåbningen af indendørs idræt er som udgangspunkt en rigtig god nyhed. Udfordringen er bare, at foråret nu er så langt henne, at den normale sæson for de indendørs idrætter lakker mod enden eller helt er slut.

Derfor opfordrede Danmarks Idrætsforbund (DIF), DGI, DFIF og KL allerede i februar kommunerne til at forlænge sæsonen for relevante faciliteter, så idrætsforeningerne kunne nå at få gang i aktiviteterne på den anden side af en genåbning og fastholde flest mulige børn, unge og voksne i de lokale foreninger. En opfordring, som er blevet taget godt imod op til genåbningen.

”Det er meget positivt, at så mange kommuner har valgt at forlænge sæsonen for de indendørs idrætsfaciliteter og dermed giver foreningerne mulighed for at aktivere deres medlemmer igen nu og her. For hvis de først får muligheden til efteråret, når indendørssæsonen starter op igen, så risikerer vi jo, at endnu flere medlemmer falder fra. Og det kan få konsekvenser for deres mentale og fysiske sundhed”, siger Morten Mølholm, administrerende direktør i DIF.

Vintersport om sommeren

En af de faciliteter, der er dyrest at holde åben i længere tid, er skøjtehallerne. Alligevel kan mange foreningsmedlemmer i ishockey- og skøjtesporten se frem til at komme på is resten af foråret og endda hen over sommeren enkelte steder.

Indtil videre har 12 ud af landets 17 kommuner med skøjtehaller nemlig godkendt en sæsonforlængelse, og dermed får idrætsforeningerne mulighed for at aktivere deres medlemmer, som ikke har haft is under skøjterne siden den 16. december. Noget, der naturligvis skaber glæde i Dansk Skøjte Union og Danmarks Ishockey Union.

”Vi er enormt ydmyge og glade for den respons, vi har fået på vores kommunale henvendelser. Adskillige borgmestre og kultur- og fritidsforvaltninger har været imødekommende og forstående, og det gør nu, at vores udøvere kan komme tilbage på isen. At vi kan træne og spille ishockey de kommende måneder og flere steder sågar sommeren over gør jo, at vi kan indhente noget af det tabte efter at have været helt ude af hallerne siden slutningen af sidste år”, siger Ulrik Larsen, direktør i Danmarks Ishockey Union.

Også i DIF har man noteret sig den positive udvikling inden for ishockey- og skøjtesporten, som kommer mange foreningsmedlemmer til gode. Det samme gør sig gældende for sæsonforlængelser af idrætshaller og svømmehaller og forbundet opfordrer derfor alle landets kommuner til at holde relevante faciliteter åbne for indendørs idræt generelt.

FAKTA OM GENÅBNINGEN AF INDENDØRS IDRÆT:

  • Indendørs idræt på tværs af alle idrætter er tilladt for børn og unge under 18 år (t.o.m. 17 år) og for voksne over 70 år.
  • For børn og unge under 18 år gælder et forsamlingsforbud på 25 personer. Der er ikke krav om coronapas.
  • For voksne over 70 år gælder et forsamlingsforbud på 10 personer. Der er krav om coronapas.
  • Næste fase af genåbningen er planlagt til den 6. maj, hvor det forventes, at også voksne over 18 kan mødes og træne i indendørs foreningsregi.
  • Professionel idræt er fortsat undtaget fra restriktionerne.

KONTAKT FØLGENDE FOR INTERVIEW, BAGGRUNDSVIDEN OG CASES.

  • Morten Mølholm Hansen, direktør for DIF: Tlf. 21663774
  • Lasse Lyck, PA-konsulent i DIF (idrættens fysiske rammer): Tlf. 24904126
  • Mariann Vasbo, næstformand og presseansvarlig i Dansk Skøjte Union: Tlf. 27258054.
  • Ulrik Larsen, direktør i Danmarks Ishockey Union: Tlf. 20469541
  • CASE: Rødovre Skøjtehal
    - Fie Aagaard, formand i Rødovre kunstskøjteløb:  Tlf. 812902 84
    - Camilla Rørth, formand i Rødovre Ishockey: Tlf. 27282120