Nygaard, idrætten og de mange kopper kaffe

To ting går igen og igen, når Niels Nygaards formandskab i Danmarks Idrætsforbund gennem de seneste fjorten år skal beskrives. Først og fremmest handler det om en altoverskyggende kærlighed til alle facetter af dansk bredde- og eliteidræt. Den kærlighed har den tidligere eliteløber Niels Nygaard i den grad. Og så handler det om evnen til at drikke kaffe på de rigtige tidspunkter og med de rigtige mennesker. Rigtig meget kaffe.

"Jeg tror helt ærligt, at mange af de resultater, der er skabt i de senere år med mig for bordenden i DIF, handler om evnen til at få folk til at samarbejde og skabe tillid til hinanden. Det kræver en masse samtaler, møder ansigt til ansigt og virkeligt mange kopper kaffe,” siger Niels Nygaard md et smil og i sit karakteristiske ekstremt afdæmpede toneleje.                  

Alle ingredienser
Den 68-årige tidligere skibonit filosoferer over sin tid som formand for DIF fra sit lettere rodede skrivebord på kontoret i Idrættens Hus, mens han, ja, drikker kaffe af sin efterhånden lidt ældre kop med teksten ’DIF 1996’.

Om få måneder sætter der sig en ny person i stolen på formandskontoret i Idrættens Hus i Brøndby, idet Niels Nygaard takker af fra topposten ved forårets kommende årsmøde. Dermed skal DIF-idrætten med sine næsten to millioner medlemmer og 9.000 idrætsforeninger have ny øverste leder. Og han eller hun kan godt glæde sig, understreger den siddende formand:

”Det at være formand for DIF er ubetinget Danmarks mest interessante politiske job. Det har jeg heller aldrig tøvet med at fortælle de statsministre, jeg har mødt gennem årene. At være formand for en så kæmpestor organisation, der rummer alt fra børn, unge, bredde, elite og hele foreningsdanmark samt en masse internationale relationer – det har ganske enkelt alle de ingredienser, man overhovedet kan ønske sig i et spændende og relevant job,” lyder det fra Niels Nygaard som blev valgt som formand for DIF i 2007, da Kai Holm trådte tilbage. Inden da havde Niels Nygaard siddet i DIF’s bestyrelse siden 1992 og blandt andet været formand for Dansk Atletik Forbund fra 1986 til 1992.

Stille formand
Niels Nygaard har ikke nødvendigvis haft et ry som den mest larmende mand på toppen af dansk idræt. Nogle medier har sågar kaldt ham en ”ret stille formand” sammenlignet med forgængeren Kai Holm. Det image har Niels Nygaard som udgangspunkt intet imod.

”Nej, det har jeg det helt fint med. Jeg har det bare godt med, at DIF har skabt en række meget vigtige resultater i de senere år og ikke mindst, at vi i dag har et rigtigt godt forhold til specialforbundene, Team Danmark, DGI og politikerne på Christiansborg. Jeg tror, vi er nået derhen, fordi vi har en hårdtarbejdende og harmonisk bestyrelse og en utrolig kompetent administration; men måske også fordi jeg har den personlighed, jeg nu engang har. Jeg er enig i, at Kai Holm og jeg er meget forskellige typer, og han havde som formand sin stil, som skabte nogle resultater. Og jeg har så haft min stil, der har skabt nogle andre resultater,” siger Niels Nygaard - igen iført et lille skævt smil. 

DIF 2007 kontra i dag. Hvordan ser du det?
”Der er to hovedforskelle i forhold til for 14 år siden. Det ene er samarbejdet indadtil og udadtil. Her kører tingene virkeligt godt i disse år, hvis du spørger mig. Den anden hovedforskel er, at DIF i dag tager et meget stort samfundsmæssigt ansvar. Det har været et bevidst valg fra DIF’s side  - selvfølgelig med opbakning fra specialforbundene. DIF-idrætten har jo altid påtaget sig et stor ansvar i samfundet ved at aktivere de unge og en stor del af befolkningen i vores idrætsklubber. Men i de senere år har vi haft en meget mere konkret målsætning om, at vi også skal forsøge at hjælpe en række udsatte grupper mere direkte. DIF yder med andre ord i dag en kæmpe indsats på det her område. Vi har blandt andet vores soldaterprojekt for skadede veteraner, vi har Get2Sport, der arbejder i de udsatte boligområder, og vi har fokus på sindslidende og idræt via vores samarbejde med Dansk Arbejder Idrætsforbund.”

Kæmpe udfordringer
Statusinterviews eller det nogle vil kalde ’hvordan synes du, du har klaret dig?’-snakke er aldrig helt lette. Så vi er begyndt dette interview helt fra toppen med at spørge den afgående formand, hvordan han egentlig går og har det. Han svarer ’jow tak – det går glimrende’ og kaster sig derefter lynhurtigt ud i det, der optager ham mest; nemlig dansk idræts tilstand nu og her:

”Overordnet synes jeg jo, det går kanon godt for idrætten herhjemme – altså bortset fra corona, som giver idrætten og samfundet som helhed nogle kæmpe store udfordringer, Vi har et meget højt medlemstal, foreningerne gør det fremragende, vores topatleter vinder mange medaljer, vi afholder mange store flotte events i Danmark, og vi bliver stadig bedre og bedre til at tage et socialt ansvar. Så på en lang række parametre er dansk idræt helt i top.”

Den afgående formand erkender dog i samme moment, at det lige nu er svært rigtigt at glæde sig over den generelle positive tilstand for dansk idræt. For de fleste positive vibrationer sluges pt. af corona, som har lagt idrætsdanmark fuldstændigt ned.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det her jo en fuldstændig vanvittig tid for idrætten. Det er en historisk krise, vi befinder os i,” lyder det fra Niels Nygaard. Ansigtsfolderne er alvorlige og indikerer, at det ikke lige er sådan, han havde forestillet sig, at hans sidste år som formand for DIF skulle være:.

”Men min stolthed over at være formand har aldrig været større end nu. Det har imponeret mig dybt, hvordan alle har løftet i flok – ansatte, politisk valgte, frivillige, udøvere, eliteatleter,” siger Niels Nygaard og fortsætter:

”Da de første corona-nedlukninger kom i 2020, stod vi på bar bund og kiggede ind i et katastrofescenarie. Vi var reelt i undtagelsestilstand, og aldrig har forbund og klubber kigget så intenst mod DIF for hjælp, råd og vejledning.”

Forståelse
Bølgerne er til tider gået højt i DIF på det seneste, fordi corona-desperationen har ulmet lige under overfladen, når nye restriktioner blev meldt ud med timers varsel, men  hurtigt er frustrationen blev vendt til samarbejde med relevante parter.           

”Vi har i den her svære tid med restriktioner og nedlukninger kapitaliseret på de mange relationer, som vi har bygget op gennem en årrække. Hvis der ikke på forhånd havde været opbygget en tillid til eksempelvis politikerne på Christiansborg inden corona-krisen, så havde vi slet ikke haft mulighed for at få den ’impact, vi har haft. Vi havde ikke haft samme mulighed for at vinde forståelse for idrættens enorme betydning og evne til at opføre sig ansvarligt i en krisetid.”

DIF er netop kommet noget tættere på Christiansborg i de senere år. Var det et mål fra starten, da du satte dig i formandsstolen?
Ja, det var noget, der optog mig meget. Min opvækst har jo handlet meget om foreningsarbejde og om at skabe relationer både i idrætssammenhænge og i erhvervsmæssig sammenhæng. Det er der, jeg har haft min styrke og min passion. Og det havde jeg selvfølgelig med i bagagen, da jeg blev formand for DIF. Jeg vidste, at det at skabe gode relationer og tillid til DIF ville kunne få stor betydning for idrætten.”

Forlist fusion
Samme filosofi var bærende hos Niels Nygaard, da han i begyndelsen af sit formandskab stod i spidsen for et arbejde, der skulle udmønte sig i en fusion mellem de to organisationsgiganter DIF og DGI. Men her kom formanden til kort, og fusionen blev bremset på målstregen af DIF’s eget bagland:

”Jeg havde en meget klar forestilling om, at det kunne gavne dansk idræt, hvis man slog DIF og DGI sammen, og jeg mente, man kunne opnå en masse synergieffekter ved at stå stærkere sammen. Men der måtte jeg i det forløb erkende, at der er andre mekanismer, værdier og forskellige filosofier, der gør sig gældende i idrættens verden.”

Men vidste du ikke det på forhånd efter at have været i DIF’s bestyrelse i så mange år?
”Jo, jeg vidste godt at man skulle være opmærksom på idrættens værdisæt og ønsker om selvbestemmelse. Men i 2007 var jeg nok stadig meget præget af min erhvervsorganisationskarriere. Når eksempelvis en lang række mellemstore erhvervsorganisationer havde fundet sammen og blevet stærkere i sammenslutningen Dansk Erhverv, så mente jeg, at man på samme måde kunne få mange flere muskler i idrætten ved at slå tingene sammen.” 

Hvordan havde du det med, at fusionen faldt til jorden:
”Det var da hårdt at nå til den erkendelse. Vi kunne nok godt have fået et kvalificeret flertal for en fusion i DIF, men med stærke spillere som DBU udenfor, og det ønskede vi ikke. Så sammen med bestyrelsen fandt vi ud af, at det var halsløs gerning at trumfe fusionen igennem.”

Visionen
Historien om den forliste fusion kunne i princippet have resulteret i en meget kort formandskarriere for Niels Nygaard, men modstanden mod fusionen blev aldrig en personlig modstand. Nygaard fortsatte derfor arbejdet med at gøre DIF stærkere – uden at de gamle samarbejdstanker med DGI helt var glemt.

Der kom en mellemperiode efter fusionen med DGI var droppet, hvor DIF skulle beslutte sig for, om man skulle fortsætte med at gå efter en eller anden slags samarbejde med DGI.  Eller om man skulle trække fronterne yderligere op og lade DIF og DGI gå tilbage til den gamle konkurrencetankegang og hver især hive de økonomiske midler i land, der nu engang var muligt.    ”Jeg var nu stadig fuldstændigt overbevist om, at et samarbejde med DGI stadig var den rette vej at gå, men jeg havde lidt svært ved at overbevise hele DIF’s bestyrelse om det, og der var et bestemt bestyrelsesmøde, hvor vi diskuterede det ret kraftigt” siger Niels Nygaard.

Det er i den scene, at DIF-formanden i en blanding af idérigdom, stædighed og tilfældigheder på 12 minutter opfinder Danmarks til dato største idrætsstrategi ’Vision 25-50-75’ - eller ’Bevæg dig for livet’, som visionen hedder i dag. En utrolig ambitiøs strategi, som skal sikre, at 75 procent af den danske befolkning er idrætsaktive og 50 procent af dem er medlemmer i en idrætsforening inden 2025. En vision, der ville kræve millioner af kroner, store mandskabsressourcer og enorm politisk opbakning at føre ud i livet. Og dermed er vi faktisk tilbage ved vigtigheden af og evnen til at kunne drikke en god kop kaffe på det rigtige tidspunkt.

”Vi havde en kort kaffepause i et bestyrelsesmøde, og jeg sad lige her på mit kontor ved dette skrivebord og tænke lidt over tingene,” siger Niels Nygaard. Han havde kort tid inden hørt lidt om, at man i hollandsk idræt havde opsat nogle ret konkrete målsætninger for idrætsdeltagelsen, og det bryggede Nygaard så videre på.

”Selvom jeg er sproglig student, så har jeg altid godt kunnet lide at lege lidt med tal, og så var det, at tallene 25-50-75 opstod i mit hoved. Jeg gik efterfølgende ind til bestyrelsen og skrev visionen 25-50-75 på en tavle. Bestyrelsen syntes, det var en god vision, men de kunne også godt se, at vi ikke kunne indfri den målsætning alene. Vi måtte have DGI med, og da DGI efterfølgende også mente, det var en god idé, var ’Bevæg dig for livet’ født.”

Ikke isoleret ø
En snak med Niels Nygaard får lynhurtigt politisk karakter, og hvis der er ét ord, der beskriver Niels Nygaard optimalt, så er det netop ordet ’politiker’. Og den gamle sang om, at sport og politik ikke hører sammen, holder næppe længere.

”Selvfølgelig hænger idræt og politik også sammen. Det erkender jeg gerne. Vi befinder os jo ikke på en isoleret ø i idrætten. Det bliver mere og mere tydeligt på godt og ondt.”

Men idrætten er vel også andet end politik, målsætninger og forhandlinger?
”Absolut – i den grad. Idræt er og bliver fantastisk. Jeg synes jo netop også, at corona har vist, hvor meget vi savner idrætten, når den er lukket ned. Hvor helt igennem sjov, sund og smuk idrættens væsen er.

Nu har vi talt meget om politik og samfundsansvar i det her interview, men jeg medgiver, at det hele dybest set handler om den fundamentale glæde og begejstring ved idræt i vores foreninger. Vores foreninger og medlemmer skal have det sjovt og godt i hverdagen. Det er og bliver hovedmissionen.”

Nu går der lidt sportsjournalistik i den. Men hvilken følelse, vil du sidde med, når du stopper som formand om kort tid?
”Det bliver en følelse af glæde og tilfredshed over, at jeg har spillet den rolle, jeg nu engang har i de 14 år jeg har været formand. Der kommer sikkert til at være en lille tåre i øjenkrogen, og jeg tror, jeg vil være fyldt med taknemmelighed, vemod og glæde.