Idrætslivet ifølge Carsten Werge

”…fuldstændig vild med badminton, som jeg elsker og har elsket i hele mit liv.”

”…haha. Rent professionelt ville jeg vælge fodbold, men i forhold til at nyde min hobby, så ville jeg til enhver tid vælge badminton. Jeg begyndte selv at spille, da jeg var 8-9 år i Hvidovre Badmintonklub. Jeg gik meget op i det og var faktisk en rimelig god spiller. Så var jeg af forskellige grunde væk fra sporten i 30 år, men da jeg pludselig kom tilbage, så opdagede jeg, hvor meget jeg havde savnet den. Jeg kunne samtidig se, at min gamle klub havde brug for, at jeg gav et nap med som frivillig leder, så der har jeg været ungdomsformand og er nu formand.

Det har været skide sjovt at komme tilbage, for det er en af de gamle klubber med en masse dyder, og hvor der er frivillige, som har været der hele livet, og som ofrer alt for klubben. Det er ret vildt at opleve.”

”…helt unikt og fantastisk. Og så synes jeg også, at det er undervurderet i forhold til, hvilken respekt der er om foreningslivet. Foreningslivet bidrager til folkesundheden, til at skabe verdensklasseatleter, og så har foreningslivet også en helt enorm social funktion og er opdragende for især unge mennesker.”

”…skabe endnu bedre vilkår for talent- og eliteudviklingen, for det er det, som jeg er valgt til. Jeg vil gerne være med til at tegne ’den røde tråd’, som jeg kender fra fodbolden, og derfor skal jeg rundt i alle afkroge af elitemiljøet og finde ud af, hvilke udfordringer der er, hvordan de kan løses, og hvilke ønsker der er. Jeg har allerede været lidt rundt og er meget positivt overrasket over, hvor dygtige folk er ude i talent- og elitemiljøerne, så i virkeligheden skal jeg bare fortsætte arbejdet og gøre endnu mere for dem.”

”…har jeg blandt andet været med til at skaffe eliten endnu bedre økonomiske vilkår. Mange lande i Europa satser mere og mere på badminton, og det betyder, at hvis Danmark skal fastholde sin position som den absolut stærkeste nation i Europa, så skal vi have nogle flere ressourcer. Det kan jeg forhåbentlig hjælpe med, for jeg er et kendt ansigt, og det vil jeg selvfølgelig forsøge at udnytte til glæde for sporten.”

 

”…Uha, uha. Jeg vil sige, at en af mine største sportsoplevelser i nyere tid er, at jeg har været med til at igangsætte miniton og mikroton for de allermindste badmintonspillere i Hvidovre. Det har været storslået. At se de små klø på og blive hængende i klubben over årene. Det er unikt, for det er faktisk ikke så let at fastholde børn og unge. I forhold til mit arbejde som sportsjournalist, så er en af mine største sportsoplevelser, da Morten Frost i 1987 taber VM-finalen i Kina til Yang Yang. Sport kan virkelig gøre ondt, og det gjorde så ondt at se ham tabe. Den kamp glemmer jeg aldrig. Den var voldsom.”

 

”…vi skal have respekt for de frivillige idrætsledere, der hver dag kæmper røven ud af bukserne, fordi der hele tiden laves om på regler og retningslinjer i forhold til, hvad man må og ikke må og i forhold til foreningernes økonomi. Coronaen har virkelig besværliggjort dansk foreningsliv i en grad, som jeg er sikker på, at politikerne har svært ved at forstå alvoren af. Coronaen har været grusom ved dansk idræt, og jeg synes ikke, at vi har mødt respekt for den betydning, som idrætten har i samfundet.”

”…jeg får lov til at leve, til jeg bliver 120 år, og at dansk badminton bliver nummer et i hele verden.”

…”Jeg bliver kun et øjeblik.” Det sagde min mor altid, at det skulle der stå på min gravsten. Når jeg er et sted, så har jeg altid travlt med at komme videre. Så jeg bliver kun et øjeblik i døden, for så skal jeg videre.”