Nye restriktioner for børn og ungeidrætten i Helsingør Kommune

Nye restriktioner i Helsingør Kommune får konsekvenser for børne- og ungeidrætten, men vi opfordrer sammen med DGI til, at foreninger og klubber kører videre under de nye regler. Få vores gode råd til, hvordan I kan holde liv i aktiviteterne, samt svar på de mest stillede spørgsmål.
3. dec 2020
Nye restriktioner i Helsingør Kommune får konsekvenser for børne- og ungeidrætten, men vi opfordrer sammen med DGI til, at foreninger og klubber kører videre under de nye regler. Få vores gode råd til, hvordan I kan holde liv i aktiviteterne, samt svar på de mest stillede spørgsmål.

Stigende smitte i Helsingør Kommune samt 17 hovedstadskommuner medfører nye restriktioner og det betyder bl.a., at børn og unge ikke længere må være op til 50 ved idrætsaktiviteter. I kan læse de samlede skærpede restriktioner for Helsingør Kommune her.

Fra mandag den 7. december 2020 og frem til den 2. januar 2021 gælder der et forsamlingsforbud på 10 for alle i Helsingør Kommune samt de 17 hovedstadskommuner.

DIF og DGI håber, at de nye tiltag hurtigt får den ønskede effekt, så restriktionerne kan blive ophævet igen, og børn og unge igen kan mødes med hele holdet i den lokale idrætsforening.

I mellemtiden ligger der – igen – en stor opgave hos vores mange idrætsforeninger og frivillige, der skal forsøge at afvikle idrætsaktiviteter for børn og unge under nye forhold.

Coronaens indtog i marts har gjort 2020 til et meget vanskeligt år at være frivillig i. Alligevel har de mange frivillige i foreningsidrætten igen og igen formået at holde liv i aktiviteterne og skabe et lys i mørket for både børn, unge og voksne. Det skylder DIF og DGI foreningsledere og trænere landet over en stor tak for.

Vi håber, at så mange foreninger og idrætsgrene som muligt kan finde kræfterne til det også denne gang, så vores børn og unge fortsat kan dyrke idræt.

Vi har formuleret 4 gode råd, som vi håber, kan hjælpe jer på vej:

  1. Lav faste grupper på max 10 inkl. træner
    Det er fortsat muligt at træne i mindre grupper på max 10 inkl. træner. Overvej, om det kan give mening for jer at inddele jeres børn og unge i mindre hold på max 10 inkl. træner, så det så vidt muligt er de samme børn/unge, der træner sammen hver gang.

  2. Sådan kan I trygt afvikle træning for flere grupper samtidig
    I kan fortsat afvikle træning for flere grupper samtidig, hvis I sikrer, at:

  3. Hver gruppe max er på 10 personer inkl. træner
  4. Der er tilstrækkelig afstand mellem grupperne - gerne mindst 2 meters afstand.
  5. I klart afgrænser den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
  6. Der altid skal være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn – husk, at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 10.
  7.  

  8. Forsøg at få sagt god juleferie til alle børn og unge på en god måde

    Med et forsamlingsforbud på 10 er den planlagte juleafslutning med træning for hele holdet sat til tælling i de fleste idrætsgrene, og mange børn kan derfor se skuffede frem til en aflyst juleafslutning – men sådan behøver det dog ikke at gå.

    Ryk juleafslutningen hjem i stuerne og hold den virtuelt over fx Zoom eller Teams. Lad børnene vise deres værelse frem virtuelt. Byt sportsskoene ud med sutsko, spil julebanko, spis pebernødder og lad julehyggen indfinde sig på en lidt anderledes måde i år. 

  9. Anerkend jeres frivillige, instruktører og medlemmer

Det betyder meget at blive anerkendt og særligt i år, har alle trænere og frivillige fortjent et kæmpe skulderklap. Benyt lejligheden til at sende dem en varm hilsen og tak for deres store indsats – benyt fx jeres Facebook-side til formålet og lad alle klubbens medlemmer og forældre være med til at bidrage i kommentarfeltet i den velfortjente ros.

Top 4 spørgsmål om de nye corona-restriktioner
Vi får mange gode spørgsmål fra foreninger i og uden for de berørte kommuner. Vi har her samlet top 4 spørgsmål og svar om corona-restriktioner i hovedstadsområdet og Helsingør. Særligt spørgsmål om, hvad man må på tværs af kommunegrænser.

Følgende spørgsmål omhandler alle foreninger, der har adresse i en af de 17 hovedstadskommuner, samt Helsingør, som frem til den 2. januar 2021 er underlagt et forsamlingsforbud på 10 personer for både børn, unge og voksne.

  1. Må et medlem bosat i en af de 17 berørte kommuner tage til træning i en forening, der ligger i en kommune, der ikke er omfattet af de særlige restriktioner?
    Ja, restriktionerne er alene knyttet til den geografiske placering af foreningen/idrætsaktiviteten.

  2. Kan vi deltage i planlagte stævneaktiviteter i en kommune, der ikke er omfattet af de nye restriktioner?

    Ja, restriktionerne er alene knyttet til den geografiske placering af idrætsaktiviteten.

    DIF og DGI mener derfor godt, at I kan deltage i allerede planlagte stævneaktiviteter i en kommune, der ikke er omfattet af de nye restriktioner, selvom jeres forening har adresse i en af de berørte kommuner.

     

  3. Kan man flytte sine kampe fra en af de 18 kommuner til en kommune uden skærpede restriktioner – fx ved at bytte hjemmebane?
    Nej, det fraråder DIF og DGI, da vi mener, at det vil stride mod intentionen i de restriktioner, myndighederne har indført.

  4. Er det rigtigt forstået, at vi godt må arrangere træning for flere grupper børn på max 10 personer samtidig?
    Ja, det er fortsat muligt at overholde det gældende forsamlingsforbud, hvis I træner i mindre grupper på max 10 personer inkl. træner. Overvej, om det kan give mening for jer at inddele jeres børn og unge i mindre hold på max 10 personer inkl. træner, så det så vidt som muligt er de samme børn/unge, der træner sammen hver gang.

    I skal sikre, at I overholder følgende:
    • Hver gruppe max er på 10 personer inkl. træner
    • Der skal være tilstrækkelig afstand mellem grupperne - mindst 2 meters afstand.
    • I skal sørge for at afgrænse den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
    • Der skal altid være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn – husk, at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 10.