Idræt i naturen oplever stort boost under corona

Danskerne er blevet langt mere aktive i det fri under coronakrisen. Det viser en ny undersøgelse foretaget i Bevæg dig for livet-samarbejdet. Nu skal landets kommuner være med til at fastholde de mange nye aktive.
15. nov 2020
Danskerne er blevet langt mere aktive i det fri under coronakrisen. Det viser en ny undersøgelse foretaget i Bevæg dig for livet-samarbejdet. Nu skal landets kommuner være med til at fastholde de mange nye aktive.

Danskerne er vilde med at være aktive i naturen. Og det er kun blevet mere udtalt under corona. Blandt de aktive borgere har 84 procent været aktive i naturen i 2020. I 2019 var det tal 71 procent. Det viser en ny temarapport fra Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Nordea-fonden og TrygFonden foretaget blandt 34.416 borgere på tværs af 29 kommuner.

Rapporten viser blandt andet, at gåture har oplevet en stigning. Blandt de aktive har 54 procent prøvet kræfter med gåture i 2020, mens tallet i 2019 var 42 procent.

”Corona har virkelig sat turbo på en udvikling, der allerede var undervejs. Naturen er danskernes foretrukne motionsarena, og vi har fået en unik mulighed for at tiltrække helt nye målgrupper det seneste halve år. Fordelen ved outdooridræt er, at det er meget let og fleksibelt, hvilket især er et plus for den voksne målgruppe,” siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI.

I Bevæg dig for livet er der indgået aftaler med 22 såkaldte visionskommuner på landsplan, der har grebet coronatrenden til blandt andet at skabe bedre stier til vandring og mountainbike.

Kræver en strategi
Selvom der har været trængsel i de danske skove, åer og ved kysten under corona, så kræver det mere at holde fast i de flotte tal, efterhånden som samfundet vender tilbage mod normalen.

“Vi er nødt til at arbejde med rammerne, hvis vi skal fastholde det store momentum, der er lige nu. Vi går en koldere tid i møde, hvor der fra kommunernes side er behov for både at etablere for eksempel stier og ruter i naturen og steder, hvor man kan samles om aktiviteten udendørs. Det er investeringer der er gode her og nu, men en aktiv outdoorkommune kræver både økonomi og en strategi. Fra foreningernes side skal vi så sørge for at skabe nogle tilbud, der fastholder folk, er fleksible og også tager hensyn til naturen.” siger Thomas Bach, næstformand i DIF.

Én af de kommuner, der brander sig på at være en kommune for idræt i naturen er Faaborg-Midtfyn Kommune. Her har man siden 2007 arbejdet med en strategi for outdooridræt.

”Naturen gør godt, både fysisk og mentalt. Derfor har vi gennem flere år været optagede af at sikre både bedre adgang til naturen og mulighed for at være aktiv i den. Af samme grund bruger vi også naturen som træningsrum, eksempelvis i forhold til indsatser for stressramte,” fortæller borgmester Hans Stavnsager (S) og fortsætter:

”Vi arbejder samtidig målrettet på at hjælpe flere borgere over i de mange outdoor-aktiviteter, som foreningslivet allerede tilbyder. Og vi oplever netop nu, at flere borgere ønsker at kombinere naturen med oplevelser med andre.”

Temarapporten, der udkommer senere på efteråret, viser også, at der har været mere tid derhjemme. Lettere udendørsaktiviteter som hus- og havearbejde har oplevet en stor stigning fra 2019 til 2020.

Udvalgte tal fra rapporten:

  • Spørgeskemaet er sendt ud til 137.994 danskere. Af dem har 34.416 svaret.
  • 84 procent af de aktive i 2020 har været aktive i naturen mod 71 procent i 2019
  • Andel aktive med gåture er steget fra 42 procent i 2019 til 54 procent i 2020
  • Andel aktive med arbejde på have og hus er steget fra 44 procent i 2019 til 58 procent i 2020
  • 15 procent er startet til en ny aktivitet i løbet af seneste år
  • 15 procent af de nystartede er blevet inviteret med af en ven

Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er visionen i Bevæg dig for livet, der er Danmarkshistoriens største idrætspartnerskab mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund, TrygFonden og Nordea-fonden, og involverer hele Danmark.