Tre kandidater fra P4 Trekantens sendeområde udvalgt i Danskernes Idrætspris

P4 Trekantens dommerpanel har sendt idrætsinitiativerne ’Football for alle i Vejle’, ’Svæveflyvning på skoleskemaet’ og ’Harte i bevægelse’ videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de tre idrætsprojekter videre i konkurrencen.
26. okt 2020
P4 Trekantens dommerpanel har sendt idrætsinitiativerne ’Football for alle i Vejle’, ’Svæveflyvning på skoleskemaet’ og ’Harte i bevægelse’ videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de tre idrætsprojekter videre i konkurrencen.

Dommerpanelet har talt, og nu er tre idrætsprojekter fra P4 Trekantens sendeområde udpeget til at gå videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris og 100.000 kroner.

Det er landsholdsspilleren i bowling Mik Stampe, der har siddet i det trekantede panel sammen med journalist Peter Ebberfeld fra P4 Trekanten og DIF-ambassadør Carsten Andersen. Blandt alle de indstillede initiativer fra radioens sendeområde har de peget på følgende tre, som skal fortsætte i konkurrencen om Danmarks bedste idrætsinitiativ, som DIF, e-Boks og P4-distrikterne står bag:

Football for alle, Vejle
- Triangle Razorbacks samarbejde med Vejle Kommunes Overvægtsklinik om at give en idrætschance til overvægtige børn.

Dommerpanelet udtaler: Et samarbejde mellem Vejle Kommunes Overvægtsklinik og Triangle Razorbacks er et ”match made in heaven”. Børnene får en unik mulighed for at åbne døren til et fællesskab, hvor vægt ikke er en udfordring. Samtidig har det et spændende fremtidsperspektiv for en sport, hvor mange professionelle er kommet ind i sporten i en sen alder, og er nået igennem nåleøjet. Triangle Razorbacks er med til at give overvægtige børn et sted, hvor de er med i fællesskabet og inkluderede igennem hele spillet.

Svæveflyvning på skoleskemaet, Vejle
- Et læringsprojekt om aerodynamik og praktisk flyvning i et samarbejde mellem Mølholm Skole, Vinding Skole (begge under Vejle kommune) og Vejle Svæveflyveklub.

Dommerpanelet udtaler: En spændende og fascinerende kombination af teori og praksis, hvor undervisning i blandt andet meteorologi og aerodynamik helt konkret ender i et svævefly. Eleverne får således testet deres teoretiske beregninger i et fly, der skal holdes på vingerne. Det stærke samspil mellem teori og praksis sker på tværs af skolen og sporten. Det giver eleverne et yderst håndgribeligt mål med undervisningen og et stærkt fællesskab i det teoretiske arbejde. samtidig får eleverne indsigt i en sportsgren med fællesskab, der går på tværs af alder.

Harte i bevægelse, Harte
- Samarbejde ml. Harte Fritidscenter, Harte GIF, Foreningens fritidsklub og Harte Skole. Målsætningen er, at børn skal dyrke flere fritidsaktiviteter og have mere tid med familien.

Dommerpanelet udtaler: Et fantastisk projekt som udspringer fra den ”islandske model”. En helt unik kombination af skole/lektielæsning og sportsaktiviteter. Ved alle sportsaktiviteterne er der uddannede trænere, og børnene træner før kl. 16, mens de er friske og fulde af energi. Kvalitetstræning tidligt på dagen giver højere motivation og overskud i hverdagen. Samtidig bliver det lettere for forældrene at få aftensmad/træning/lektielæsning til at hænge sammen og prioritere familiens kvalitetstid.

Danskerne skal nu afgøre, hvilket af de tre initiativer fra P4 Trekantens sendeområde, der skal gå videre. Der er i dag åbnet for afstemning på hjemmesiden www.danskernesidraetspris.dk, og frem til den 13. november kan der stemmes på de tre udvalgte kandidater i hvert af DR P4’s distrikter.

Vinderne i de otte P4-distrikter går videre til en ny afstemningsrunde, hvor der skal findes tre finalister.

Punktummet sættes, når vinderen afsløres i DR’s show SPORT 2020 den 2. januar.

Kandidaterne fra hvert P4 distrikt, der er sendt videre til afstemning blandt danskerne er:

P4 København og Bornholm:
Copenhagen Tomahawks Women, København, Københavns Kommune
DIF Soldaterprojekt, Brøndby, Brøndby Kommune
Street under Buen, København, Københavns Kommune

Sjælland og øerne:
Næstved Vikings, Næstved Kommune
Multibanen ved Herlufsholm Idrætscenter, Næstved Kommune
TGU Cykling, Tømmerup, Kalundborg Kommune

P4 Fyn:
Skolecykling, Odense, Odense Kommune
Lü i Horne Hallen, Faaborg, Faaborg-Midtfyn Kommune
Tab et ton, Veflinge, Nordfyns Kommune

P4 Syd og Esbjerg:
11 for Health, Tønder Kommune
Fællesskabet 6100, Haderslev, Haderslev Kommune
STK90 Triathlon, Sønderborg, Sønderborg Kommune

P4 Midt og Vest:
Viborg Trail Arena, Viborg, Viborg Kommune
BKool-ligaen, Herning, Herning Kommune
Rundt om Jorden med Midtmors sport, Hvidbjerg, Struer Kommune

P4 Trekanten:
Football for alle, Vejle
Svæveflyvning på skoleskemaet, Vejle
Harte i bevægelse, Harte

P4 Østjylland:
Brug Bolden, Frederiksbjerg, Aarhus Kommune
BMI Akademi, Beder-Malling, Aarhus Kommune
Aktiv Ø, Endelave, Horsens Kommune

P4 Nordjylland:
Vive Idrætsforening, Hadsund, Mariagerfjord Kommune
Cykelglæden, Nørresundby, Aalborg Kommune
GAME Streetmekka, Aalborg, Aalborg Kommune 

For mere information, kontakt:
Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks, tlf. 23 82 13 14
Britt Spangsberg, kommunikationschef i Danmarks Idrætsforbund tlf. 21 53 61 44

Læs mere på www.danskernesidraetspris.dk 

Vedhæftede fotos er fra sidste års show, hvor svømmer Lotte Friis afslørede Fodboldlinjen Randers som vinder af Danskernes Idrætspris. Billederne er til fri redaktionel brug. Fotocredit: Lars Møller