Forestående henrettelse: Aktivkomitéen kræver omgående støtte til Navid Afkari

Aktivkomitéen istemmer sine internationale kollegaers fordømmelser af Irans planlagte henrettelse af Navid Afkari.
11. sep 2020
Aktivkomitéen istemmer sine internationale kollegaers fordømmelser af Irans planlagte henrettelse af Navid Afkari.

Følgende er udsendt på vegne af DIF og Team Danmarks aktivkomité.

Aktivkomitéen appellerer til det iranske styre om omgående at stoppe den planlagte hængning af den iranske bryder, og lægger sig dermed på linje med andre internationale aktivkomiteer anført af Tyskland, Canada, World Players Association og Global Athlete.

Navid Afkari (27) er blevet idømt dobbelt dødsstraf efter han under tortur blev tvunget til falsk at tilstå et drab på en iransk officer under en demonstration imod Irans økonomiske og politiske situation i 2018.

Henrik Them, formand for Aktivkomiteen, udtaler: ”Vi føler os overbeviste om, at den danske regering allerede gør alt hvad den kan for at standse henrettelsen - og opfordrer samtidig andre interessenter, herunder IOC, internationale forbund og sponsorer til at bruge deres magt til at få stoppet henrettelsen og give Navid den retfærdighed, han fortjener. Lande der blæser på menneskerettigheder på denne måde, hører ikke til på den globale sportsscene.”

Casper Stenderup, næstformand: ”Som med-atleter og en del af sportssamfundet, må vi gøre alt hvad vi kan for at beskytte Navid. Hvis en atlets fredelige protest bliver besvaret med tortur og henrettelse, kan vi ikke forbigå det i tavshed – vi skal sige fra.”

Der er startet en underskriftsindsamling for Navid Afkari, som findes her. Hvis man vil støtte Navid på sociale medier, kan man bruge hashtagget #SaveNavidAfkari

På vegne af Aktivkomitéen

Henrik Them, formand, 20 70 90 01

Casper Stenderup, næstformand 30 74 07 03

Læs mere om Aktivkomitéen.