Vær med til at hylde Fyns opfindsomme idrætsinitiativer

En idrætsverden præget af corona-krise behøver ikke at betyde et farvel til fællesskaber i idrætten. Opfindsomheden i idrætslivet blomstrede - også selvom det meste af Danmark lukkede ned i marts måned – og det er blandt andet den slags initiativer, der kan komme i betragtning til Danskernes Idrætspris.
7. sep 2020
En idrætsverden præget af corona-krise behøver ikke at betyde et farvel til fællesskaber i idrætten. Opfindsomheden i idrætslivet blomstrede - også selvom det meste af Danmark lukkede ned i marts måned – og det er blandt andet den slags initiativer, der kan komme i betragtning til Danskernes Idrætspris.

Selvom mange idrætsudøvere under coronanedlukningen måtte kaste længselsfulde blikke mod haller og klubhuse uden at kunne dyrke deres idræt sammen, så har det ikke skortet på gode alternativer til at fastholde og engagere på afstand.

Træningsprogrammer og - videoer, online-mesterskaber, virtuel holdtræning, sportspsykologiske podcasts om, hvordan man vinder en kamp og Coronacup er bare nogle af de initiativer, der er blevet taget under corona-krisen.

Og det er netop den slags initiativer, som kan ende med at vinde Danskernes Idrætspris 2020.

Danskernes Idrætspris hylder projekter og idéer, der hver dag året rundt styrker idrætslivet og er med til at give alle – store som små - gode oplevelser i idrætsforeningerne. Prisen er præsenteret af e-Boks i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DR P4.

”Vi glæder os hvert år til at se, hvordan idérigdommen blomstrer i det danske foreningsliv, men særligt i år bliver det spændende, for med corona-krisen har mange foreninger været tvunget til at tænke i helt nye baner,” siger kommunikationschef i DIF, Britt Spangsberg.

Tidligere fodboldspiller skal vurdere de fynske idrætsinitiativer
Det er blandt andre tidligere fodboldspiller Lars Jacobsen, der sidder i dommerpanelet og skal vurdere de indstillinger, der kommer ind fra fynboerne. Udover at have spillet for FCK i flere år, har Lars Jacobsen, der oprindeligt er fra Odense, også spillet for OB, i dag er han fodboldkommentator, og nu skal han altså også være med til at tage stilling til, hvilke tre idrætsinitiativer fra Sjælland og øerne, der skal sendes videre til afstemning blandt danskerne.

Mandag den 7. september åbner www.danskernesidrætspris.dk for indstillinger, og under hele perioden frem til at den landsdækkende vinder findes, vil DR’s P4 regionale radiostationer sætte fokus på de indstillinger, der kommer ind, så danskerne har det bedste grundlag for at afgive deres stemme:

”Danskernes Idrætspris er en vigtig pris, fordi den er med til at hylde alle de værdifulde tiltag, der hele tiden sker i idrætsverden. Ingen ideer eller projekter er for små, så længe de motiverer danskerne til mere bevægelse i de vigtige foreningsfællesskaber,” siger kommunikationsdirektør i e-Boks, Susanne Søndahl Wolff.

Om Danskernes Idrætspris:
Danskernes Idrætspris - præsenteret af e-Boks i samarbejde med DIF og DR P4 – er prisen, der fokuserer på foreningsidrætten i Danmark. Prisen gives til det projekt, den aktivitet eller det initiativ, der på inspirerende vis, er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten i Danmark.

Vejen til Danskernes Idrætspris:

  • Fra mandag den 7. september til fredag den 2. oktober kan alle indstille et projekt til Danskernes Idrætspris.
  • Fra den 2. oktober vil et dommerpanel i hvert P4 distrikt vælge de tre bedste regionale kandidater.
  • Den 26. oktober bliver det afsløret, hvilke tre kandidater fra hvert distrikt, der er udvalgt til at gå videre i konkurrencen. Danskerne inviteres derefter til at stemme på deres lokale favorit.
  • Den 13. november slutter afstemningen, og der kåres en regional vinder fra hvert P4 distrikt.
  • Den 16. november sætter Formiddag på 4’eren den landsdækkende afstemning i gang, hvor danskerne kan stemme på deres favorit til at gå videre til finalen.
  • Den 27. november slutter afstemningen, og de tre projekter, der har fået flest stemmer, er landsdækkende finalister. De tre finalister afsløres i Formiddag på 4’eren.
  • DIF’s bestyrelse afgør, hvilken af de tre finalister, der vinder Danskernes Idrætspris.