Kæmpe søgning af DIF og DGI’s corona-hjælpepulje

DIF og DGI’s corona-hjælpepulje er blevet bestormet med ansøgninger. Puljen, der indeholder 44 millioner kroner, har på to uger fået ansøgninger for i alt 258 millioner kroner.
19. maj 2020
DIF og DGI’s corona-hjælpepulje er blevet bestormet med ansøgninger. Puljen, der indeholder 44 millioner kroner, har på to uger fået ansøgninger for i alt 258 millioner kroner.
2.966 ansøgninger for et samlet beløb på 258 millioner kroner. Sådan lyder facit efter, efter DIF og DGI’s corona-hjælpulje i to uger har modtaget ansøgninger fra breddeidrætsforeninger, som lider tab på grund af coronakrisen. I puljen er der 44 millioner kroner, og i den kommende måned vil ansøgningerne blive behandlet og pengene uddelt.

”Vi er meget taknemmelige fra hjælpen fra Kulturministeriet, og der er ingen tvivl om, at puljen kommer til at gøre en forskel for mange af vores foreninger. Det er ikke overraskende, at der er et meget stort tab derude, og at tabet er større end midlerne i puljen, og vi skal nu have en dialog med Kulturministeriet og folketingets øvrige partier på baggrund af disse tal, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør for DIF.

Af den politiske aftale om corona-hjælpepuljen fremgår det, at behovet i det lokale idræts- og spejderliv skal evalueres medio maj 2020.

Foreningerne har især mistet indtægter på grund af deres aflyste arrangementer og manglende medlemsindbetalinger. Men også tabte indtægter på grund af manglende mulighed for at arbejde ved festivaler og byfester fylder meget i ansøgningerne.

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe de tusinder foreninger, der står i en meget svær økonomisk og helt ekstraordinær situation. Foreningerne yder et kæmpe bidrag til sammenhængskraften lokalt og nationalt. Et bidrag på den fysiske, sociale og mentale konto, der ikke kan gøres op i penge. Derfor må vi i dialog med politikerne om, hvordan vi hjælper økonomisk, så foreningernes indsats kan fortsætte,” siger landsformand i DGI, Charlotte Bach Thomassen.


Regional fordeling af ansøgninger:

Region Nordjylland: 496 ansøgninger for i alt 49 mio. kr.
Region Midtjylland: 766 ansøgninger for i alt 66 mio. kr.
Region Syddanmark: 791 ansøgninger for i alt 62 mio. kr.
- heraf Fyn/Ærø/Langeland: 312 ansøgninger for i alt 25 mio. kr.
Region Sjælland: 410 ansøgninger for i alt 29 mio. kr.
Region Hovedstaden: 501 ansøgninger for i alt 51 mio. kr.

Om DIF og DGI’s corona-hjælpepulje

Et bredt udsnit af folketingets partier besluttede den 7. april at yde et ekstraordinært tilskud på 50 mio. kr. til lokale idræts- og spejderforeninger og fortrinsvis til de foreninger, der er hårdest ramt af eksempelvis medlemstilbagegang og aflyste mindre arrangementer med under 350 deltagere.

Midlerne fordeles forholdsmæssigt i de tre lokalforeningspuljer, der allerede eksisterer på idræts- og spejderområdet. DIF og DGI modtog i alt 44 millioner kroner, som administreres i fællesskab. Firmaidrætten modtog 3,5 millioner til uddeling blandt sine foreninger, mens DUF modtog 2,5 millioner øremærket til spejderne.