10 slidte gymnastiksale udvalgt til moderniseringsprojekt

’Gamle, slidte og utidssvarende’. Sådan lyder de fleste beskrivelser af de 10 skolers gymnastiksale, der nu er udvalgt til at gå videre i projektet ’Gamle gymnastiksale – nye muligheder’.
18. maj 2020
’Gamle, slidte og utidssvarende’. Sådan lyder de fleste beskrivelser af de 10 skolers gymnastiksale, der nu er udvalgt til at gå videre i projektet ’Gamle gymnastiksale – nye muligheder’.

Det er alt fra en lille landsbyskole til en større kommunal folkeskole i storbyen, der er blevet udvalgt til at få fornyet og moderniseret deres ofte utidssvarende gymnastiksale.

Henover de næste fire år skal 10 folkeskoler indgå i projektet ’Gamle gymnastiksale – nye muligheder’, som er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Skoleidræt og Lokale og Anlægsfonden.

Formålet med projektet er at gøre de klassiske skolegymnastiksale, der typisk er bygget i 60’erne, bedre egnet til nutidens behov. I dag er der behov for, at gymnastiksalene fungerer som faglokaler for idrætsfaget, at de understøtter samarbejdet med idrætsforeningerne (åben skole), og at foreningerne kan benytte sig af dem til foreningsidræt efter skoletid.

De ti udvalgte skoler, der nu indgår i projektet som såkaldte eksempelprojekter, skal i første omgang gennem en fælles udviklingsproces. Her vil der blive udtænkt konkrete bud på, hvordan gymnastiksalen kan nytænkes og udnyttes bedre. Fem af dem udvælges herpå til et videre forløb med henblik på realisering.

Til hvert af de ti eksempelprojekter, i den indledende fælles udviklingsfase, er der afsat 100.000 kr. til arkitektfaglig rådgivning. Heraf skal bygherre bidrage med en egenbetaling på 50.000 kr.

Det, der især er blevet kigget på i udvælgelsen af de 10 lokale eksempelprojekter er bl.a. ambitionsniveauet i forhold til elevernes bevægelsesmuligheder, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt:

” Når skoler ansøger, fordi de rent faktisk har ambitioner om at fremme elevernes trivsel og læring gennem bevægelse, men føler sig begrænset i det på grund af dårlige faciliteter, så er det noget, vi meget gerne hjælper med at ændre på.”

Et andet parameter har været at nytænke den klassiske skolegymnastiksal til et bevægeles- og læringsrum:

”Vores mål med projektet er at udvikle og afprøve en række konkrete bud på at indrette gymnastiksalen, så den bliver et læringslaboratorium, inviterer til leg, fællesskab og bevægelse i skoledagen og samtidig er et mødested for lokalområdet, foreningslivet og det selvorganiserede fritidsliv,” siger Esben Danielsen, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Og så er der det gode samarbejde med lokalsamfundet og dets foreninger, lyder det fra DIF’s Casper Lindemann:

”Det er vigtigt for os i DIF at se, at skolen har et ønske om at etablere nogle attraktive rammer, der kan give de lokale foreninger lyst til at flytte nogle af deres idrætsaktiviteter ind på skolen, så skole og foreningsliv kan bringes endnu tættere sammen.”

Om projekt Gamle gymnastiksale-nye muligheder

Der er behov for at nytænke de mange gymnastiksale fra 60’erne og 70’erne, der ligger på landets folkeskoler, og derfor er Dansk Skoleidræt, Lokale og Anlægsfonden (LOA) og Danmarks Idrætsforbund (DIF) gået sammen i partnerskabsprojektet 'Gamle gymnastiksale - nye muligheder'. Projektet, der løber i perioden 2020-2024, skal udvikle, afprøve og videreformidle konkrete, gode og inspirerende ideer til ombygning og nyindretning af gymnastiksale. Der er afsat 2.225.000 kr. til at hjælpe skoler og kommuner med at få moderniseret og nytænkt de klassiske gymnastiksale, så de er mere i øjenhøjde med nutidens behov.

Efter udviklingsfasen følger selve realiseringsfasen, hvor gymnastiksalene moderniseres, ombygges og/eller tilbygges. Her skal de udvalgte fem bygherrer selv medfinansiere 2/3 af de samlede anlægsomkostninger (finansieringen kan være en kombination af private midler, kommunale midler, fondsbevillinger, sponsorer eller andet).

De 10 udvalgte eksempelprojekter er:

Skolen ved Rønnebær Allé (Helsingør)

Skolen ved Søerne (Frederiksberg)

Søndermarkskolen (Frederiksberg)

Fjeldsted Harndrup Skole (Middelfart Kommune)

Haldum Hinderup Skolen (Favrskov Kommune)

Hou Skole (Odder Kommune)

Mariager Fjord Idrætsskole (Mariager Fjord Kommune)

Søndervangskolen (Århus Kommune)

Virring Skolen (Skanderborg)

Ahlmann-skolen (Sønderborg)