Allerede udtagne atleter beholder deres OL-pladser

De atleter, som allerede har sikret sig OL-udtagelse, skal fortsat til OL – i 2021. Datoen for OL-afviklingen meldes ud i løbet af tre uger.
27. mar 2020
De atleter, som allerede har sikret sig OL-udtagelse, skal fortsat til OL – i 2021. Datoen for OL-afviklingen meldes ud i løbet af tre uger.

I kølvandet på OL-udsættelsen fra 2020 til 2021 er der helt naturligt en lang række ubesvarede spørgsmål. DIF, som er Danmarks Olympiske Komité, har i dag deltaget i en videokonference med IOC’s præsident, Thomas Bach, som gav svar på et par af de væsentlige spørgsmål.  

”IOC-præsident, Thomas Bach, gjorde det klart fra begyndelsen af mødet, at de atleter, som allerede er udtaget til OL i Tokyo, beholder deres pladser. På den måde lever IOC op til idealerne om sportslig fairplay og respekt. Det er vi meget tilfredse med i DIF,” siger DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen, der også er generalsekretær i Danmarks Olympiske komité. Han fortsætter:

”IOC’s beslutning betyder helt konkret, at hvis eksempelvis hækkeløberen Sara Slott Petersen og skytten Jesper Hansen, der begge allerede er udtaget til OL i Tokyo, fastholder deres høje sportslige niveau, så skal de fortsat med i flyet til OL i Tokyo i 2021.”

Ifølge IOC er 57 procent af OL-kvotepladserne på verdensplan allerede besatte. De resterende 43 procent af pladserne skal fordeles frem mod OL. Hvordan det kommer til at ske, er op til de internationale forbund at finde løsninger på. Det endelige kvalifikationsprogram for samtlige idrætsgrene forventes først at ligge klar nogle måneder efter, at den endelige OL-dato er fastsat.

Danmark har på nuværende tidspunkt sikret sig 66 såkaldte OL-nationskvotepladser, og der er sat konkrete navne på 12 af disse pladser. De 66 nationskvotepladser beholder Danmark efter IOC’s udmelding i dag.

En kvoteplads betyder eksempelvis, at Danmark har sikret sig en plads i herrehåndboldturneringen ved at vinde VM i 2019, men hvilke spillere der konkret skal have de 14 OL-billetter, som holdet består af, er stadig uafklaret.

OL-datoen fastsættes i løbet af tre uger

På videokonferencen fortalte IOC-præsident, Thomas Bach, at IOC senest om tre uger vil melde en dato ud for afviklingen af OL. Tidligere har IOC og de japanske værter meldt ud, at OL kommer til at foregå i 2021 – senest i sommeren 2021.

”Vi venter i spænding på at få den endelige OL-dato fra IOC, da den er altafgørende for os og vores atleters forberedelser. Vi håber, at IOC og de japanske værter beslutter sig for at afvikle OL i juli og august 2021, da det vil kollidere mindst muligt med allerede fastsatte konkurrencer hos de internationale forbund. Desuden vil det give ekstra tid til OL-kvalifikationsstævner, end hvis IOC fx placerer OL i januar. Når det er sagt, så er vi selvfølgelig klar, når IOC siger, at vi skal være klar. Det er en helt usædvanlig situation, så vi ved, at der under alle omstændigheder skal sluges nogle kameler rundt omkring,” slutter Morten Mølholm Hansen.

Det danske OL-hold

Danmark har allerede sikret sig 66 OL-pladser i håndbold, sejlsport, skydning, atletik, bueskydning, bordtennis, dressur, ridebanespringning, military, kajak, roning, brydning, landevejscykling og banecykling. Der er sat konkrete navne på 12 af OL-kvotepladserne:

  • Anna Emilie Møller, atletik (forhindringsløb)
  • Sara Slott Petersen, atletik (400 m. hækkeløb)
  • Jonathan Groth, bordtennis (single)
  • Fredrik Bjerrehuus, brydning (græsk-romersk, 67 kg)
  • Maja Jager, bueskydning (recurve)
  • Jonas Warrer og Jakob Precht, sejlsport (49’er)
  • Ida Marie Baad og Marie Thusgaard, sejlsport (49’er FX)
  • Christian Peter Lübeck og Lin Ea Cenholt, Sejlsport (Nacra 17)
  • Jesper Hansen, skydning (skeet)

IPC, der er pendant til IOC for parasporten, har i skrivende stund endnu ikke meldt ud, hvordan de forholder sig til kvalifikationer og datoer i forhold til de Paralympiske Lege, men det forventes, at de følger IOC’s beslutninger på OL-området.

Yderligere kommentarer:

Morten Mølholm hansen, adm. direktør i DIF og generalsekretær for Danmarks Olympiske Komité, mobil: 21663774