Politisk ros til foreningslivet

Flere ministre roser idrættens ageren under coronakrisen.
26. mar 2020
Flere ministre roser idrættens ageren under coronakrisen.

Coronakrisen har krævet store ofre i den danske idrætsverden såvel på bredde- som på eliteplan. Med baggrund i myndighedernes anbefalinger og DIF’s generelle opfordringer ligger idrætsdanmark således for første gang nogensinde helt stille i disse uger.

”Jeg har løbende en tæt og god dialog med idrættens organisationer, og jeg er også glad for, at organisationerne og vores sportsstjerner bakker op om de forsigtighedshensyn, som alle i den danske befolkning er opfordret til at følge,” siger kulturminister Joy Mogensen til Ritzau.

Også sundhedsminister Magnus Heunicke er tilfreds med idrættens ageren:

”Idrætsdanmark har gjort det virkelig godt i en meget kritisk situation,” siger sundhedsministeren til DIF’s magasin Idrætsliv. Han fortsætter:

”Idrætsforeningerne er utroligt vigtige for, at vi sammen kommer igennem det her. Deres rolle er helt afgørende. Sammenhold og fællesskaber bliver nøgleordene, når vi skal videre efter krisen, og alle de værdier er repræsenteret i idrætten og i foreningerne. Vi skal ud og bevæge os igen, vi skal have det sjovt, og vi skal gøre det sammen,” siger Magnus Heunicke.

Positive ord fra Magnus Heunicke er der også i forhold til de mange kreative idéer og onlineløsninger, som et væld af foreninger og idrætsglade danskere har kastet sig over i den seneste tid. I stor stil bliver der delt videoer med hjemmetræningsforslag, børn viser fodboldtricks til hinanden på nettet, og nogle går lange ture (alene), mens de samler skrald sammen.

”Det er meget vigtigt, at vi stadig får bevæget os, og jeg synes, der er kommet vildt mange spændende løsninger på banen. Ikke bare i forhold til at bevæge sig og dyrke motion i hjemmet, men også i forhold til at skabe onlinefællesskaber, som kan holde dampen oppe hos os alle. Jeg kan kun opfordre foreningslivet til at fortsætte med disse tiltag,” understreger Magnus Heunicke.