Gammel stråhytte i Svendborg skal bygges om til et moderne trailcenter

Løbere, mountainbikere, ryttere, efterskoleelever og mange andre af skovens gæster i Svendborg kan se frem til, at de får et nyt og fælles mødested i naturen. Det fjerde ud af i alt fem centre med placeringer i hele Danmark har fået 2,45 mio. i støtte af Lokale og Anlægsfonden – udviklingen sker i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.
25. feb 2020
Løbere, mountainbikere, ryttere, efterskoleelever og mange andre af skovens gæster i Svendborg kan se frem til, at de får et nyt og fælles mødested i naturen. Det fjerde ud af i alt fem centre med placeringer i hele Danmark har fået 2,45 mio. i støtte af Lokale og Anlægsfonden – udviklingen sker i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund

Et knudepunkt i udkanten af det østlige Svendborg, på kanten af Hallingskov og klos op ad Svendborg Medie- og Sportsefterskole vil i fremtiden summe af idræt og aktivt udeliv.

En stråhytte, som blev opført i 1984 og har mistet sit liv, bliver omdannet til et moderne mødested i skoven og skal understøtte den store generelle interesse, der er blandt danskerne for at være aktive i naturen.

Trailcenter Svendborg er det fjerde projekt ud af i alt fem trailcentre og er som det eneste en omdannelse af en eksisterende bygning. Projektet er et samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden (LOA), Danmarks Idrætsforbund (DIF) og den nystiftede forening Trailcenter Svendborg.

Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger:
Trailcentret bliver en attraktiv, robust og funktionel facilitet til en bred pallette af brugere. Rammerne er fleksible og favner hele intensitetsskalaen – fra den stille vandrer til den hurtige trailløber. Tanken er at sænke barrieren for at være aktiv i skoven, så vi også inviterer dem, der ikke kommer så meget i det grønne ud og skaber en større forståelse mellem brugere på tværs af idræts-, natur og friluftsoplevelser.

Casper Lindemann, konsulent i Danmarks Idrætsforbund siger: 
Trailcentret i Svendborg er et rigtig godt eksempel på, hvordan man med simple greb kan omdanne en eksisterende bygning til et fantastisk mødested og støttepunkt for idrætsudøvere. Projektet viser vejen for fremtidens mødesteder til outdooridræt. Det kan være svært at få tilladelse til at bygge i skov og naturområder. Derfor mener jeg, at vi i fremtiden skal tænke mere over at omdanne eksisterende bygninger til trailcentre. Det kan være gamle skovløberboliger, jagthytter, vandmøller og pumpestationer.

Rico Busk, bestyrelsesmedlem og talsmand i foreningen Trailcenter Svendborg siger:
Bevillingen er en blåstempling af projektet, og vi rykker endnu nærmere drømmen om et trailcenter i Svendborg, som skal være til gavn for mange forskellige brugere af skoven. Lige fra spejdere, ryttere, mountainbikere og trailløbere til folk der dyrker yoga og naboerne i området. Vi har været igennem en tæt brugerinvolveringsproces, som gør, at der faktisk er blevet skabt endnu mere dialog på tværs af brugerne i skoven, end der nogensinde har været.”

Trailcentret bliver skovgæsternes fælles mødested
Foreninger og selvorganiserede er allerede i området, men trailcentret komme også til at huse den lokale efterskole for at give et stærkt lokalt ejerskab.

Huset bevarer sit udtryk og form, men et fællesrum og ankomstområdet ’basecamp’ vil med en tæt overgang mellem ude og inde lade aktiviteterne flyde sammen. Huset inviterer til aktivitet i overdækkede, uopvarmede og opvarmede rum og tilbyder ly, læ, vand og bad samt primitiv madlavning. Der er også plads til, at man kan samles socialt før og efter aktivitet.

En kombineret teknik- og træningsbane giver mulighed for at lege og øve sig på mountainbiken, og en sti fører videre ud til sporene i skoven, hvor mindre grupper af ryttere kan fortøje deres heste.

Fire workshops har været afholdt i tæt samarbejde med foreningen Trailcenter Svendborg, og projektet er blevet til gennem en stærk brugerinvolvering. Det er Svendborg Medie- og Sportsefterskole, der er grundejer og har afgivet brugsretten til foreningen. Huset bliver tilgængeligt for alle interesserede.

Praksis Arkitekter har tegnet trailcentret. Den samlede sum for projektet er 7,35 mio. Foreningen Trailcenter Svendborg forventer at have fundingen helt på plads og et færdigt trailcenter i 2021.

 

Yderligere oplysninger
Oliver vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 2980 4962
Casper Lindemann, konsulent i Danmarks Idrætsforbund, 4035 2987
Rico Busk, bestyrelsesmedlem og talsmand i foreningen Trailcenter Svendborg, 2924 6585