Her er de nominerede til Årets Energibundt

Siden begyndelsen af november er flere end 400 frivillige fra hele landet blevet indstillet til Danmarks Idrætsforbund og Ørsteds pris, Årets Energibundt. Nu er tre nominerede fundet, og et dommerpanel afgør, hvem der skal have prisen og de 75.000 kroner, der følger med æren.
18. dec 2019
Siden begyndelsen af november er flere end 400 frivillige fra hele landet blevet indstillet til Danmarks Idrætsforbund og Ørsteds pris, Årets Energibundt. Nu er tre nominerede fundet, og et dommerpanel afgør, hvem der skal have prisen og de 75.000 kroner, der følger med æren.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Ørsted vil gerne hylde det fantastiske arbejde, der lægges i idrætsforeningerne landet over og uddeler derfor for fjerde år i træk Årets Energibundt. Prisen går til en frivillig, der med en særlig indsats og et stort engagement bidrager til sammenholdet i idrætsforeningen.

Og dem er der tilsyneladende mange af. Over 400 frivillige fra hele landet er blevet indstillet til prisen, der vil blive overrakt ved DR’s store show SPORT 2019 den 4. januar 2020 i Jyske Bank Boxen i Herning.

”Med prisen hylder vi de frivillige, der spiller en afgørende rolle i at styrke fællesskabet, sammenholdet og tilliden til hinanden. Det sætter vi højt i Ørsted, og det vil vi også gerne støtte i foreningslivet,” siger Filip Engel, direktør for Branding i Ørsted. Han forklarer, at det centrale i udvælgelsen har været, at de frivillige er med til at gøre en forskel og sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater.

DIF’s næstformand, Thomas Bach, siger:  
”Det er imponerende, at vi har modtaget over 400 indstillinger, og det har bestemt ikke været let at koge den store pulje ned til et finalefelt på tre kandidater. Men vi står nu tilbage med tre meget kompetente frivillige, som alle har ydet en formidabel indsats i det danske idræts- og foreningsliv.”

De tre kandidater
Mette Paabøl Rytsel fra Virum-Sorgenfri Tennisklub på grund af sin omsorgsfulde indsats og sin inspirerende måde at nytænke idrætslivet i lokalområdet og i tennissporten på.

Jesper Lundin fra basketballklubben BMS Herlev på grund af sin utrættelige energi og sin store betydning for klubbens sociale sammenhold. 

Ole Thomsen fra Billund Cykel Motion på grund af sit store engagement i klubben og sin evne til at skabe de bedste fysiske og psykiske rammer. 

De tre nominerede vil alle være med, når DIF og Ørsted overrækker prisen som Årets Energibundt den 4. januar til SPORT 2019 i Jyske Bank Boxen i Herning.

Vinderen får 75.000 kr., hvor 50.000 kr. går til klubben og 25.000 kr. til vinderen selv. 2. og 3. pladsen får hver 10.000 kr. 

Læs meget mere om prisen her