Danskernes Idrætspris: Her er de idrætsprojekter fra Sjælland og øerne, dommerpanelet sender videre

Meget Mere Merløse, NFH Ballfighters og VHG Aktivitetsdag er de tre idrætsprojekter, dommerpanelet for Sjælland og øerne har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de lokale idrætsprojekter videre i konkurrencen.
13. nov 2019
Meget Mere Merløse, NFH Ballfighters og VHG Aktivitetsdag er de tre idrætsprojekter, dommerpanelet for Sjælland og øerne har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de lokale idrætsprojekter videre i konkurrencen.

Dommerpanelet har talt, og nu er de tre idrætsprojekter, der er valgt til at gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris og de medfølgende 100.000 kroner valgt. Og det er tre meget forskellige projekter, der er sendt videre: et håndboldhold for personer, der har været igennem et sygdomsforløb, en lille by i Nordvestsjælland, der går sammen om en multibane og en gymnastikforening, der afholder aktivitetsdag for de lokale skolebørn.

Dommerpanelet, der består af den olympiske dressurrytter Cathrine Dufour, formand for Sydsjællands Håndboldklub Jan Lindorff og DR P4 Sjællands tovholder på Danskernes Idrætspris Claus Würtzen har vurderet samtlige af de sjællandske indstillinger, der er kommet ind fra danskerne.

De udvalgte kandidater fra Sjælland og øerne er:

  • NFH Ballfighters: NFH Ball Fighters er et hold i Nykøbing Falster Håndboldklub for personer, der har været igennem et sygdomsforløb og deres pårørende, som ønsker at komme ud og bevæge sig en gang om ugen i håndboldklubben. Her bliver der spillet mange forskellige boldspil, og der bliver taget de pauser, der er brug for. Typisk har deltagerne på holdet været igennem et cancerforløb, har diabetes eller dårligt hjerte. 

Cathrine Dufour begrunder valget af initiativet således:

”Et helt genialt projekt, hvor der både er et tilbud om at indgå i noget sport, men også i sociale sammenhænge. Det forhindrer ufrivillig isolation, at man lige kommer ned i håndboldklubben og får lov til at deltage på det niveau, som man nu kan. Og så ved jeg jo fra mig selv, hvor fantastisk det er at møde folk gennem sport.”

  • Meget Mere Merløse: Hele byen er gået sammen om en multibane, der kan bruges af mange forskellige målgrupper. Initiativet har selv samlet 1,1 mio, kr. ind, og der er allerede bygget parkouranlæg, skaterbane, to shelters, og stort bålhus. Nu er byen på vej til at udbygge endnu mere. Hele byen er engageret, og det skaber sammenhold mellem unge og ældre, frivillige og det lokale erhvervsliv.

Begrundelsen for, at netop dette idrætsinitiativ er sendt videre, lyder:

”Meget Mere Merløse er et super initiativ. De har skaffet økonomien og går på tværs af brugere, foreninger og interesser. Projektets store lokale opbakning – også økonomisk – er med til at forankre det og sikre fremtiden. Helt overordnet er det et godt initiativ til glæde for mange grupper, som vil være med til at skabe fællesskab. Og absolut en idé som andre mindre byer vil kunne kopiere til glæde for det lokale idrætsliv,” siger Jan Lindorff fra dommerpanelet.

VHG Aktivitetsdag: Vallekilde Hørve Gymnastikforening afholder aktivitetsdag for de lokale skolebørn. Her får eleverne mulighed for at prøve en række idrætsaktiviteter som er alt fra fodbold til folkedans. Aktiviteterne styres af ca. 60 frivillige, som giver en dag til formålet.

Dommerpanelets begrundelse for at sende initiativet videre, er:

”Her er tale om et alletiders redskab, når man skal finde den perfekte idræt blandt de mange muligheder, der heldigvis eksisterer. Gymnastikforeningen samler 500 unge til deres aktivitetsdag, hvor de får lov til at prøve kræfter med en hel stribe af sportsgrene. Så betyder det nemlig mindre, at man måske ikke er den nye Christian Eriksen i fodbold eller Mikkel Hansen i håndbold. Det kan være, at men finder talentet – eller bare glæden – ved parkour, skydning eller en af de andre idrætter, der præsenteres.,” siger Claus Würtzen fra P4 Sjælland.

Om et eller flere af de tre udvalgte idrætsinitiativer fra Sjælland og øerne formår at blive sendt videre i konkurrencen, er nu op til danskerne. I dag åbner danskernesidrætspris.dk nemlig for en afstemning, hvor danskerne inviteres til at stemme på deres favorit ud af alle de kandidater, som dommerpanelerne i hvert P4 distrikt har valgt at sende til afstemning. De tre kandidater, der får flest stemmer, er videre i konkurrencen.

Punktummet sættes, når vinderen afsløres i DR’s show SPORT 2019 den 4. januar 2020.

Kandidaterne fra hvert P4 distrikt, der er sendt videre til afstemning blandt danskerne, er:

København:

Sædder IF

FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club

AMOK Metr-O-Cup

Sjælland og øerne:

NFH Ballfighters

Meget Mere Merløse

VHG Aktivitetsdag

Fyn:

Pushing Daisies Girl Skate

Idræt har ingen alder – det er aldrig for sent

Børnebasket Odense

Syd og Sønderjylland:

Recovery Bull

Fnuggeline

Gymnakick

Midt- og Vestjylland:

Slankeforeningen Fnuggeline

Club 5000

Midtmors Parasport

Trekantområdet:

19 i 19

Spinning for udviklingshæmmede

60+ Frisk

Østjylland:

Fodboldlinjen Randers

Café Klubånd

Brug bolden

Nordjylland:

IFS Hjørring

Tornby World United

FIT for Kids

Sådan foregår afstemningen:
Ved at gå ind på danskernesidraetspris.dk kan man til og med den 4. december kl.8.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. Du kan stemme på tværs af områder, dvs. du behøver ikke stemme på projekt, der tilhører dit P4-sendeområde. De tre kandidater, der har fået flest stemmer, går videre i konkurrencen, og den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2019 lørdag den 4. januar 2020 i JYSKE BANK BOXEN i Herning.

 

For mere information, kontakt:

Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks, tlf. 23 82 13 14

Britt Spangsberg, kommunikationschef i Danmarks Idrætsforbund tlf. 21 53 61 44