Danskernes Idrætspris: Her er de idrætsprojekter fra hovedstadsområdet, dommerpanelet sender videre

Sædder IF, FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club og AMOK Metr-O Cup, er de tre idrætsprojekter hovedstadsområdets dommerpanel har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de lokale idrætsprojekter videre i konkurrencen.
13. nov 2019
Sædder IF, FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club og AMOK Metr-O Cup, er de tre idrætsprojekter hovedstadsområdets dommerpanel har sendt videre i konkurrencen om at vinde Danskernes Idrætspris. Nu er det op til danskerne at stemme et af de lokale idrætsprojekter videre i konkurrencen.

Dommerpanelet har talt, og nu er de tre idrætsprojekter, der er valgt til at gå videre i konkurrencen om Danskernes Idrætspris og de medfølgende 100.000 kroner udpeget. Og det er tre meget forskellige projekter, der er sendt videre: en mindre idrætsforening ved Køge, der formår at skabe sammenhold i en lille by, et tilbud i Valby, hvor hele familien kan være aktiv sammen og en orienteringsklub, der arrangerede løb midt i byen.

Dommerpanelet, der består af letvægtsroer Juliane Elander Rasmussen, Anders Frederik Gjesing, der repræsenterer foreningslivet via DIF’s Idrætspanel og formand for ishockeyklubben Copenhagen Falcons, samt DR P4 Københavns tovholder på Danskernes Idrætspris, John Broby, har vurderet samtlige af hovedstaden og Bornholms indstillinger, der er kommet ind fra danskerne.

De udvalgte kandidater fra hovedstadsområdet er:

  • Sædder IF: En lille forening i Algestrup, der ligger i den sydlige del af Køge Kommune med ca. 350 husstande. På trods af den lille størrelse er det lykkedes foreningen at vokse sig stærk, så en stor del af byen er engageret i foreningen.

Juliane Elander, der sidder i dommerpanelet, begrunder valget af Sædder IF således:

”Sædder IF er indbegrebet af en idrætsforening, som skaber sammenhold i en lille by, og som har stor betydning for lokalsamfundet. Med skolen som udgangspunkt tilbyder Sædder IF alle mulige forskellige tiltag og revitaliserer dermed sig selv og landsbysamfundet omkring sig til inspiration for mange andre.”

  • FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club: Hver lørdag er hele familien 0-99 år inviteret til at være aktive sammen i hallen omkring ustrukturerede tumle- og motoriklege, boldspil, balanceøvelser, koordinationsøvelser osv. Det er primært ældre over 60 år fra klubbens 60+ hold, som står for aktiviteterne. Når lørdagens udskejelser er slut, bliver hele opsætningen genbrugt i hverdagene til et samarbejde med børn fra københavnske børnehaver.

Begrundelsen for, at netop dette idrætsinitiativ er sendt videre, lyder:

”Et vidtfavnende tilbud til 0-99-årige. Fordi det spænder så bredt aldersmæssigt, kan det give familien mulighed for motion på tværs af generationerne. Og samarbejdet med børnehaver og institutioner introducerer børnene til noget af det sundeste, der findes – nemlig foreningslivet, der understøtter udviklingen af både fysiske og sociale kompetencer.”

  • Amok Metr-O Cup: I foråret arrangerede Amager Orienteringsklub fire by-orienteringsløb midt i København og på Frederiksberg. Løbene var nyskabende, fordi de i høj grad henvendte sig til folk, der ikke var vant til at løbe orienteringsløb, men som gerne ville gå eller løbe på opdagelse i deres eget lokalområde. 450 københavnere var med, heraf var 30% ikke medlem af en orienteringsklub, og medlemstallet i klubben steg efterfølgende med 20%. 

Dommerpanelets begrundelse for at sende initiativet videre, er:

”Her er der tale om en nytænkende forening, der tilbyder en mere uforpligtende tilgang til foreningslivet i storbyen. De nye orienteringsløb i Københavns og Frederiksbergs lokalmiljø er et urbant og moderne initiativ, som giver deltagerne mulighed for at bruge deres by på en ny og anderledes måde.”

Om et eller flere af de idrætsinitiativer fra hovedstaden formår at blive sendt videre i konkurrencen, er nu op til danskerne. I dag åbner danskernesidrætspris.dk nemlig for en afstemning, hvor danskerne inviteres til at stemme på deres favorit ud af alle de kandidater, som dommerpanelerne i hvert P4 distrikt har valgt at sende til afstemning. De tre kandidater, der får flest stemmer, er videre i konkurrencen.

Punktummet sættes, når vinderen afsløres i DR’s show SPORT 2019 den 4. januar 2020.

Kandidaterne fra hvert P4 distrikt, der er sendt videre til afstemning blandt danskerne, er:

København:

Sædder IF

FamilieSportsLørdag i Copenhagen Floorball Club

AMOK Metr-O-Cup

Sjælland og øerne:

NFH Ballfighters

Meget Mere Merløse

VHG Aktivitetsdag

Fyn:

Pushing Daisies Girl Skate

Idræt har ingen alder – det er aldrig for sent

Børnebasket Odense

Syd og Sønderjylland:

Recovery Bull

Fnuggeline

Gymnakick

Midt- og Vestjylland:

Slankeforeningen Fnuggeline

Club 5000

Midtmors Parasport

Trekantområdet:

19 i 19

Spinning for udviklingshæmmede

60+ Frisk

Østjylland:

Fodboldlinjen Randers

Café Klubånd

Brug bolden

Nordjylland:

IFS Hjørring

Tornby World United

FIT for Kids

Sådan foregår afstemningen:
Ved at gå ind på danskernesidraetspris.dk kan man til og med den 4. december kl.8.00 stemme på det idrætsinitiativ, som man synes fortjener at vinde Danskernes Idrætspris. Det er kun muligt at stemme én gang. Du kan stemme på tværs af områder, dvs. du behøver ikke stemme på projekt, der tilhører dit P4-sendeområde. De tre kandidater, der har fået flest stemmer, går videre i konkurrencen, og den endelige vinder offentliggøres ved DR’s show SPORT 2019 lørdag den 4. januar 2020 i JYSKE BANK BOXEN i Herning.

For mere information, kontakt:

Susanne Søndahl Wolff, kommunikationsdirektør i e-Boks, tlf. 23 82 13 14

Britt Spangsberg, kommunikationschef i Danmarks Idrætsforbund tlf. 21 53 61 44